Auralic Vega opsampler det digitale signal til hele 1,5 MHz med 32 bit strenge, for at skubbe digital støj længst muligt op i frekvens og gøre plads til et super blidt analogt filter.

Vælg imellem fire forskellige filterindstillinger: Nr. 1 giver den fladeste frekvenskurve, nr. 2 ruller forsigtigt af i toppen, nr. 3 er optimeret til at minimere ekko og forhåndsekko (bedre timing!) og ruller samtidig noget af toppen. Og nr. 4 gør meget det samme som nr. 3, men er justeret til at lyde bedst muligt i de fleste sammenhænge. Bemærk, at afrulning i toppen ikke er hørbart på signaler med højere opløsning end 48 kHz, da afrulningen starter langt over, hvad øret kan høre.
Via USB tager DAC’en imod alle opløsninger helt op til 32 bit/384 kHz (DXD) og understøtter desuden DSD i højeste opløsning (128 gange så høj sample-rate som cd).

Brugervenlighed
Displayet viser al information, som man har brug for, og DAC’en styres let med den medfølgende fjernbetjening.
Jeg kan egentlig ikke lide at have så mange filtervalg, da jeg bliver siddende og hører forskellige stykker musik og er i tvivl om, hvad jeg bedst kan lide. Jeg sad længe og skiftede mellem de forskellige filterindstillinger, før jeg endelig landede på indstilling nr. 4. Lydbilledet bliver mere udstrakt, mens timingen i rytmerne sidder som støbt.

Ellers er DAC’en let at bruge, bortset fra at den ved en enkelt lejlighed havde lidt problemer, da jeg havde lavet en spilleliste med forskellige opløsninger. Her stoppede den op, når den skulle skifte opløsning. Løsningen var at slukke og tænde den igen, og så fungerede det fint.

Lydkvalitet
Auralic lyder så musikalsk, at det er næsten er umuligt at tænke på andet end musikken. Bækkenerne på Daft Punks “Game of Love” i 24 bit/88,2 kHz er super luftige, og stortrommen slår hårdt og hurtigt. Lydbilledet er luftigt som helium, og lydlandskabets “molekylære” opbygning kan nærmest sanses på mikroniveau.

DAC’en lyder hårrejsende opløst. Jazztrompeten på “Stille, stille kommer vi” med Hoff Ensemble i 24 bit/192 kHz er luftig og samtidig direkte, mens lyden af percussion breder sig ud i rummet. Kontrabassen ligger i bunden på den mest naturlige måde, mens Unni Wilhelmsens stemme aldrig har lydt smukkere.
Det mest imponerende er, hvordan Auralic Vega får mig til at lytte imellem tonerne. Jeg ved godt, at det er en kliché, men sådan må det beskrives. For imellem alt, hvad der foregår, er stilheden så markeret, at det næsten er skræmmende.

Tag Tori Amos’ “Flavor”. Det store Bösendorfer-flygel med den ekstra oktav i bassen baner sig vej i undergrunden, samtidig med at DAC’en kan tie stille, når den skal. Strygerintroen lyder stort, men når Tori begynder at synge, er det, som om der aldrig har været bedre plads for hende at boltre sig på.

Konklusion
Auralic Vega er utrolig opløst. Alt er på plads, fra bunden til toppen af frekvensregisteret, og ethvert signal stopper og starter, når det skal. Den er ikke helt så skarp i toppen som Bryston og ikke helt så rå i bassen som Electrocompaniet, men den totale balance og opløsning er helt fantastisk.

Hvis man skal have noget bedre end Vega, bliver det hurtigt meget dyrt. Den tager det digitale arbejde dødsens alvorligt og kan placeres i et hvilket som helst anlæg og lyde magisk.