ECD 2 anvender ligesom sine konkurrenter asynkron USB digitalkonvertering og understøtter op til 24 bit/192 kHz opløsning. Electrocompaniet har angiveligt arbejdet meget for at reducere jitter og samtidig bevare den varme lyd, de er kendt for.

Ud over USB-indgang har ECD 2 dobbelte koaksiale og optiske digitalindgange samt både balanceret XLR og ubalanceret RCA analog stereoudgang. Den har indbygget volumenkontrol og indgangsvælger, og kan dermed sluttes direkte til en effektforstærker eller til aktive højttalere, hvis man vil det.

Brugervenlighed
Volumen og kildevalg styres let med den medfølgende fjernbetjening eller med Electrocompaniets universalfjernbetjening, som er ekstraudstyr. Opløsning og lydniveautrin vises i displayet, når man laver ændringer; ellers er det kun indgangen, man bliver informeret om. Tilkobling til Mac sker problemfrit uanset opløsning helt op til 192 kHz, mens Windows-pc’er skal bruge en driver.

Lydkvalitet
ECD 2 graver guldet frem helt nede i de dybeste frekvenser og klemmer det ud gennem højttalerne (selvfølgelig med god hjælp fra et heftigt forstærkerpar). Den relativt høje spænding på den balancerede XLR-udgang resulterer i et højere lydniveau, hvilket kunne narre én til at tro, at det lyder kraftigere og federe. Men selv når man skruer ned til samme niveau som de andre, har Electrocompaniet et usædvanlig godt greb om rytmerne.

Hør f.eks. Daft Punks “Game of Love” i højopløst studiekvalitet. Stortrommen lyder stort og saftigt ligesom med ASUS Essence III. Men lydbilledet er bredere her, og lilletrommen har mere smæld. Opløsningen i bækkenerne er væsentlig bedre, og vocoder-stemmen lyder mere, som om den rent faktisk hænger i luften og fylder rummet.

Electrocompaniet graver dybere i bassen end Naim, samtidig med at den er langt mere opløst end ASUS.

Jazz drager også fordel af det store lydbillede. Arild Andersens kontrabas på “Stille, stille kommer vi” fra Quiet Winter Night (24 bit/192 kHz) fylder godt i bunden, tangenterne på Jan Gunnar Hoffs klaver danser nærmest, og Unni Wilhelmsens stemme står luftigt midt i det hele. Der er også fuld tryk på trompeten, uden at det sker på bekostning af luft og opløsning.

Tori Amos’ “Jackie’s Strength” i orkesterversion har godt med punch. På grund af de mange klangnuancer i lydbilledet lyder det næsten, som om der er flere strygere.

I modsætning til med ASUS bliver der ikke pyntet på R.E.M.s “Drive”. Sangen lyder lidt spids i toppen, med temmelig harske bækkener. Det er ikke Electrocompaniets fejl, men understreger, at når man vil have ærlighed, så får man ærlighed på godt og ondt.

Konklusion
Electrocompaniet ECD 2 lyder benhårdt og presser al den saft ud, der findes i bassen. Det hele balanceres med en dynamisk og nuanceret mellemtone, der er så vigtig for gengivelsen af alle instrumenter, og overtonerne er luftige nok til at strække lydbilledet ud i alle tre dimensioner.

DAC’en blomstrer med al musik, men imponerer måske allermest med rytmiske sager. Den har god opløsning hele vejen og er tæt på at være komplet. Den er ikke så mikronuanceret som Bryston og Auralic, men hvis man er ude efter noget, som virkelig slår fra sig, behøver man ikke at lede længere.