TEST: Panospace One

Den første 3D-printer, jeg så, var på størrelse med en kummefryser. Den kostede som en andelslejlighed, og den kunne kun printe med gipspulver, hvilket betød, at modellerne var for skrøbelige til at kunne bruges. Siden da er priserne på 3D-printere styrtdykket. Modsat boligpriserne. Havde jeg dengang investeret i en lejlighed, kunne jeg i dag have byttet den for et lastvognlæs 3D-printere som Panospace One.

Kinesiske Panospace har som mål at gøre 3D-print så simpelt, at alle kan bruge det i hjemmet, i skolen eller på kontoret. Det har foreløbig resulteret i modellen Panospace One.

Designerne har gjort en ihærdig og vellykket indsats for at gøre printeren let at integrere i en normal indretning. Alle mekaniske dele er indkapslet i et gråt plasticskjold, hvor kun byggepladen i mat glas er synlig. Det får den til at minde om en symaskine, der har været i hænderne på en industriel designer.

 

I gang på et kvarter
Ibrugtagningen er simpel. Panospace One leveres komplet færdigsamlet. Man skal ikke fumle med at montere ekstruder (printerhoved) eller samle fladkabler, som vi tidligere har oplevet. Der er ikke engang en transportsikring, som skal fjernes. Man skal blot anbringe spolen med plasticfilament bag en klap og føre tråden frem til ekstruderen. Resten klares fra den touch-følsomme farveskærm. Hvis man vælger at lægge ud med en af de forprogrammerede demofigurer, går der derfor højst et kvarter, før det første 3D-print er på vej.

Byggevolumenet – altså rumfanget på den figur, der kan printes – er 15 x 15 x 15 cm, hvilket er rigtig udmærket. Da der kun er et enkelt ekstruderingshoved, kan man kun printe i én farve ad gangen. Det er kun en mindre begrænsning, da fuldfarve RGB-print alligevel i bedste fald ligger adskillige år ude i fremtiden. Det ville dog være et plus at kunne arbejde med to typer materialer ad gangen. Men Panospace One er på den anden side kun beregnet til standard plasttråd (PLA-filament).

Den indbyggede holder kan kun rumme små filamentspoler, men på Panospaces hjemmeside kan man downloade en holder til store spoler, som kan monteres på printeren.

 

Fra idé til print
Et af de begreber, man stifter bekendtskab med, når man begynder at printe i 3D, er den såkaldte slicer. Det er et program, der oversætter den matematisk perfekte 3D-model til noget, der kan printes i virkeligheden. Det er f.eks. nemt at tegne en perfekt, fritsvævende kugleform på skærmen. Men da det er umuligt at printe i den tomme luft, falder forsøget bogstavelig talt til jorden. 3D-modellen skal have et stabilt fundament at hvile på, mens den opbygges af plastmasse.

 

Her lader Panospaces slicer-software hardwaren lidt i stikken, når den prøver at printe figurer, der ikke kan balancere. F.eks. et dyrekranie, der kun støtter på de spidse hjørnetænder. Uden støttepiller skabt af softwaren er den slags modeller dømt til at ende som en dynge plasticspaghetti, der trækkes rundt på byggepladen, mens der pøses stadig mere plastictråd oven på. Og mens brugerfladen er eksemplarisk simpel, er justeringsmulighederne tilsvarende basale.

Kræver ekstra pc
Panospace One kan enten tilsluttes via USB eller printe modelfiler direkte fra SD-kort. Der er desværre hverken mulighed for kablet eller trådløst netværk. Det er underligt i en smart-home-tid, hvor selv den mindste gadget kommer med indbygget netadgang.

Det betyder også, at man i praksis er nødt til at have en computer stående ved printeren i bryggerset. At have 3D-printeren stående på skrivebordet er ikke en mulighed. Nok er den pæn at se på, men 3D-printere larmer, ryster og lugter af smeltet plastic. Også Panospace One. Og man bør finde et stabilt bord at stille den på.

At få modellen til at stå fast på byggepladen er en stor udfordring med mange 3D-printere. Hos Panospace er løsningen en helt almindelig limstift, der medleveres i kassen. Smør et lag lim på glaspladen og gå i gang. Det er lavteknologisk, men det virker!

Panospace One er forholdsvis hurtig i drift. Store modeller, der fylder det meste af byggevolumenet, kan klares på tre til otte timer afhængigt af kompleksiteten. Det er betydelig bedre, end da vi sidst testede 3D-printere.

 

Opløsningen på en 3D-printer afgøres dels af størrelsen på dysen i ekstruderen, dels af den nøjagtighed, byggeplade og ekstruder kan bevæges rundt med. I Panospace One er det henholdsvis 0,4 mm og 0,25 mm. Det er ikke tilstrækkeligt til at bygge tandhjul til urværker, men fint til hobbyarbejde og til f.eks. at lave et nyt håndtag til køkkenskabet.

De fleste af de modeller, som vi printede, var både solide og uden skævheder. Når nogle endte som plasticfuglereder på byggepladen, var årsagen, at modellen manglede tilstrækkelig støtte. Det er et problem, som forhåbentlig vil blive løst i en senere udgave af slicer-softwaren. I mellemtiden er løsningen selv at være opmærksom på, at modellen har godt fodfæste. Lad derfor være med at prøve at bygge en pyramide med den spidse ende nedad!

 

Det er også værd at bemærke, at selv om Panospace One ikke er fejlfri, er vejen til succes stadig kortere og mere sikker end på de fleste andre 3D-printere.

Konklusion
Den brugervenlige 3D-printer, som er så let at gå til, at alle kan bruge den, er et fatamorgana, som producenterne har jagtet i årevis. Panospace One er et af de tætteste bud, jeg endnu har set: Sæt den på bordet, tilsæt plastictråd og en computer – og du er kørende. Der er endda en god chance for, at dit første print vil lykkes! At den ser godt ud og har en tilgængelig pris, hjælper yderligere på det. 3D-print er dog stadig en kunst for nørder, så regn med, at langtfra alle print lykkes.