Test: Hasselblad X1D

Engang for længe siden var alle kameraer store, tunge og uhåndterlige. De glasplader, de anvendte, fyldte meget, de var skrøbelige og blev senere erstattet af den langt mere praktiske emulsionsfilm.

Film kom efterhånden i forskellige størrelser. Kodak brugte 127-rullefilm i deres bokskameraer; Leitz, der senere blev til Leica, valgte den smallere 135-film, også kendt som småbilledformat; og den bredere 120-film blev udbredt som mellemformatfilm.

Det brede 120-format havde imidlertid en ulempe: Kameraerne blev meget store. Ikke så enorme som de kameraer, Ansel Adams brugte, med store ark bladfilm; de var fuldt ud håndtérbare til studiefotografering og efterhånden pressebrug.

120-filmen blev hurtigt populær. Den kunne bruges i mange forskellige formater – fra 6 x 4,5 cm til 6 x 24 cm (!) – og fandtes på større 220-ruller, når der var brug for flere eksponering pr. filmrulle.

I Sverige havde Hasselblad eksisteret som et handelsfirma fjernt fra udviklingen af film, kamera og optik. Men et møde med Kodaks grundlægger, George Eastman, førte til, at Hasselblad blev Sveriges første distributør af Kodak-produkter.

Efter Anden Verdenskrig havde Victor Hasselblad allerede overtaget virksomheden og startet udviklingen af et kamera. De første kameraer blev lavet på bestilling fra det svenske luftvåben, senere kom civile udgaver, og i 1957 kom 500C, som skulle sætte virksomheden på det fotografiske landkort.

6 x 6

500C-kameraet var meget kompakt af mellemformat at være og anvendte objektiver udviklet af Carl Zeiss til mellemformat med centrallukker. Tallet 500 afslørede den korteste lukkertid, og C indikerede centrallukker.

500C og de efterfølgende udgaver i 500-, 2000- og senere 200-serien anvendte hovedsagelig filmbagstykker til kvadratiske 6 x 6 cm billeder, som Hasselblad efterhånden blev synonym med. Der fandtes bagstykker med andre formater, men hvis man kiggede ned i skaktsøgeren på et 500C, så man en kvadratisk matskive med spejlvendt billede.

X1D

Hasselblad blev legendarisk for deres enestående kvalitet og holdbarhed, og NASA valgte Hasselblad som partner, da de skulle bruge kameraer, som kunne tages med på rumrejser. Flere af dem blev efterladt på månen efter Apollo-missionerne for at spare vægt på hjemrejsen.

Den digitale tidsalder indhentede også Hasselblad, der lancerede det analoge og digitale mellemformatkamera H1 i 2002. Kameraet kunne både bruge analoge og digitale bagstykker i 6 x 4,5 cm format.

H-serien var store, komplekse studiekameraer med langsomme digitale bagstykker med en for den tid ekstrem opløsning. Imacon leverede et bagstykke med 22 megapixel, et svimlende tal dengang.

H-serien findes stadig, men for knap to år siden kom det langt mere håndtérbare og transportable X1D. Sammenlignet med Hasselblad H6D er det et lille kamera, men ikke desto mindre med mellemformat billedsensor. Nemlig den ikke ukendte 44 x 33 mm store CMOS-billedsensor med 51 megapixel, som vi kender fra Pentax 645Z og Fujifilm GFX50S.

Det er den bedste, vi har testet til dato, og billedkvaliteten fra de tre kameraer vil for alle praktiske formål være identisk. Forskellene har kun akademisk betydning, men det kan man ikke sige om de andre egenskaber.

Kompakt, let og langsomt

De tre kameraer er meget forskellige på andre områder. Pentax har det mest traditionelle design og er det største af de tre kameraer. Fuji-kameraet er meget mindre og har aftagelig søger, vipbar touch-skærm og et væld af knapper, hjul og kontroller.

Hasselblad X1D er det mindste og letteste af de tre. Det ser ud som et spejlløst systemkamera af moderat størrelse. Vægten er godt 700 gram – plus objektiv, som der indtil videre findes fire af: En 30 mm vidvinkel med lysstyrke f/3.5, en 45 mm f/3.5, en 90 mm f/3.2 og en 120 mm makro med f/3.5.

Brændvidderne svarer til henholdsvis 24, 35, 71 og 95 mm i full-frame-format.

Hasselblad-kameraets lysfølsomhed stopper ved ISO 25.600, lukkeren ved 1/2000 sekund, og skudtakten er beskedne 2,3 fps. Men det har en fremragende elektronisk søger med 2,36 megapixel opløsning, en 3 tommers touch-skærm samt Wi-Fi, USB 3.0 og to SD-kortpladser. Det har også tilslutning til mikrofon og hovedtelefoner, og understøtter almindelig 1080p HD video-optagelse.

Den relativt kompakt størrelse, et stort gummieret håndgreb og generelt gennemtænkt ergonomi gør kameraet let håndtérbart og nemt i brug. Det kan holdes i én hånd, som et spejlreflekskamera.

Symbolerne på skærmen kan arrangeres således, at den kun viser de mest brugte indstillinger. To bank på skærmen forstørrer billedet, når man fokuserer manuelt.

Det har også Live View på skærmen, men ikke med fokusstyring eller udløserfunktion. En joystick-knap havde løst behovet for at kunne flytte fokus, men en knap kan bruges til aktivering af fokuspunkt (35 sensorer), som man så flytter med de to indstillingshjul.

Programhjulet på toppen kan trykkes ned i kamerahuset. Praktisk, men i stående stilling oplevede jeg det som for fladt. Det skal vrides med to fingre, så grebet bliver trangt, og hjulet har en tendens til at dykke, når man drejer på det.

X1D er ikke særlig hurtigt. Det fokuserer langsommere end Fuji-kameraet, og skudtakten er ikke noget at skrive hjem om.

Billedkvalitet

Men billedkvaliteten er fantastisk. Med de to XCD-objektiver, vi testede kameraet med – 90 mm og 45 mm – fik jeg en rent ud sagt chokerende detaljeskarphed, der slår selv full-frame-kameraer som Sony a7R III og Canon EOS 5DS R. Farvegengivelsen er fornem med pragtfulde hudtoner, og billeddynamikken er – sammen med Fuji GFX50S – den bedste, vi har set.

Omfanget af billedstøj fra den store sensor matcher også Fuji-kameraet, og både ISO 6400 og 12.800 giver fuldt brugbare billedfiler. Det er som regel også muligt at bruge ISO 25.600 uden problemer, og billedfilernes samlede kvaliteter rykker Hasselblad helt op i den øverste top blandt systemkameraer. Uanset format.

Hasselblad leverer kameraet med deres egen software, Phocus, der minder om en krydsning mellem Adobe Lightroom og Capture One Pro. Den er skræddersyet til billedfilerne fra Hasselblad X1D og H-serien, og er faktisk et godt argument for at vælge X1D.

Konklusion

Hasselblad X1D er ikke uden fejl. Kameraet er langsomt, batterilevetiden er svag, og det minimalistiske design giver enkelte ergonomiske udfordringer. Men det har blitz-synkronisering på alle lukkertider, hvilket er perfekt til studiearbejde; kamerahuset er både kompakt og vejrbeskyttet, perfekt til location-fotografering; og billedkvaliteten overgås ikke af andre kameraer på markedet i dag. For mange vil det, trods svaghederne, være grunde nok til at vælge X1D.

Men billedkvaliteten er fantastisk.