Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 5 professionelle kompaktkameraer

Professionel kvalitet i småformat

De avancerede kompaktkameraer giver bedre billeder end et mobilkamera og er nemmere i brug end et systemkamera.

Skrevet af / 29/12/2014 - 00:01
5 professionelle kompaktkameraer
Lasse Svendsen

Produkter i denne test

Midt mellem kompaktkamera og spejlrefleks er der en stadig mere populær kategori kaldet professionelle kompaktkameraer, eller prof-kompakter. Kort fortalt er de mere avancerede og giver bedre billedkvalitet end et kompaktkamera, men uden at være så store og tunge som et systemkamera.

Sådan et vil ofte være et bedre valg end et spejlreflekskamera. For et kamera, der er lille nok til, at det aldrig er besværligt at tage med, bliver brugt mere.

De fem kameraer, vi tester her, giver langt bedre billedkvalitet i situationer, hvor mobilkameraet ikke slår til, og de bedste af dem er lige så gode eller bedre end et spejlreflekskamera til samme pris.

Bedre kontrol
De såkaldte prof-kompakter er vældig populære blandt entusiaster, der har kastet deres kærlighed på de små kameraer med mere direkte kontrol over kameraet, end nogen smartphone kan give. Store knapper og indstillingshjul kombineret med lysstærk optik og større billedsensor giver ikke bare fotografen bedre brugervenlighed og billedkvalitet, men et meget mere anvendeligt værktøj.

Man kan gemme billederne som råfiler, hvilket betyder, at kameraet lagrer en ubehandlet billedfil, som man kan efterbehandle i f.eks. Photoshop eller et andet redigeringsprogram. Muligheden for at tilslutte en ekstern blitz eller søger er også noget, der adskiller disse kameraer fra mobilkameraer og almindelige kompakter.

Men det hele kan koges ned til brugervenlighed og billedkvalitet, som er det, der gør prof-kompakterne til en unik kameratype. Små og lette nok til ikke at være til besvær – og med så god billedkvalitet, at et spejlreflekskamera kan blive overflødigt.

I denne test har vi valgt fem interessante alternativer ud med lidt forskellige funktioner og i forskellige prisklasser. Så er der noget for enhver smag. Lille og let, større og mere avanceret eller noget midtimellem. Her favner vi alle kategorierne blandt kameraer, der placerer sig mellem mobilen og systemkameraet.

Det usædvanlige Sony QX1 til 3.500 kroner er undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er ikke et kompaktkamera, det er ikke et systemkamera – det er et objektivkamera! Og det er det eneste i testen med udskiftelig optik, her testet med Sonys 16-50 mm zoom. QX1 er lavet til at blive brugt sammen med en mobiltelefon og har en stor 20 megapixel billedsensor. Man kan vælge at gemme billederne på hukommelseskort eller i telefonen, og bruge Sonys PlayMemories app til at styre QX1.

Fujifilm X30 til 4.500 kroner er efterfølgeren til et af de mest brugervenlige småkameraer, vi har testet. Her får man en lysstærk manuel zoom på 28-112 mm, vipbar skærm og en rigtig god elektronisk søger, men også testens mindste billedsensor.

Canon G7 X til 5.000 kroner er det mindste og klart mest lommevenlige kamera i testen. Det har en stor 1 tommes billedsensor på 20 megapixel og en praktisk, vipbar touch-skærm, men ingen søger. Det har dog en lysstærk 24-100 mm zoom og programmérbar funktionsring omkring objektivet.

Panasonic Lumix LX100 til 7.900 kroner er ikke noget billigt kamera, men det har en sjældent lysstærk 24-75 mm zoom samt 4K-video, kombineret med en relativt stor 13 megapixel billedsensor i 4/3 tommes format. Det er større end normalt for et kompaktkamera, og man kan vælge imellem fire billedformater. Ligesom Fuji X30 har LX100 en stor elektronisk søger.

Leica X til ubeskedne 17.000 kroner er det eneste kamera i testen uden zoom. Men det har et meget lysstærkt 35 mm vidvinkelobjektiv, klassisk design og en fornem kvalitetsfølelse. Et kamera, der bestemt ikke passer til alle, men billedkvaliteten er der ikke noget at udsætte på.

Hvilket kamera der er bedst til dine behov, kan du finde ud af på de følgende sider.

Alle priser er baseret på gennemsnitlig markedspris pr. december 2014.

Testkriterier og karakterer
Alle kameraerne har gennemgået den samme tjekliste: Gribevenlighed, hvor let adgang der er til de vigtigste funktioner, responstid, fokushastighed og præcision. Kvaliteten af kamera, skærm og optik er nøje vurderet.Testbilleder blev taget i vores faste opsætning af testplancher og farvekort under kontrollerede lysforhold. De dannede grundlag for test af skarphed, opløsning, optisk kvalitet, farvegengivelse og billedstøj. Billed- og videokvaliteten blev vurderet på en kalibreret 27 tommers iMac-skærm.Alle karakterer er givet efter en samlet vurdering af egenskaber, hvor billedkvaliteten vejer tungest. Brugervenlighed, funktionsniveau, kvalitetsindtryk og ydelse udgør de andre elementer, som den samlede vurdering er baseret på. Der er ikke lagt vægt på kvaliteten af video-optagelserne i bedømmelsen.

Produkter i denne test

Panasonic Lumix DMC-LX100

Enestående kompetent kamera

Man får i både pose og sæk med Panasonics bedste kompaktkamera, der har alt, hvad man kan ønske sig – også høj billedkvalitet.

Usædvanlig veludstyret kamera med stor elektronisk søger, lysstærkt zoomobjektiv, 4K-video og multiformat billedsensor. Billedkvaliteten er der heller ikke noget i vejen med.
Skarphed og opløsning falder ved høj ISO, og vi savner et indstillingshjul.
Læs hele testen

Sony Alpha ILCE-QX1

Cool og lidt specielt kamera

Her er kameraet, der laver din smartphone om til et professionelt kamera.

Med udskiftelig optik og god billedkvalitet er QX1 et attraktivt tilbehør til mobiltelefonen. Det er som at sætte et spejlreflekskamera foran mobilen med de fordele og ulemper, det medfører.
Alle operationer udføres med forsinkelse, og det er lidt frustrerende at bruge.
Læs hele testen

Canon PowerShot G7 X

Professionel kvalitet i lommen

Det mindste kamera i testen er så godt, at de færreste har brug for mere.

Næsten perfekt billedkvalitet, simpel betjening og praktisk touch-skærm gør Canon-kameraet til et af de bedste i klassen.
I denne klasse forventer man en søger, men det er der ikke. Ikke engang som tilbehør.
Læs hele testen

Leica X

Dyrt luksuskompakt

Få kameraer giver så meget besidderglæde som et Leica-kamera. Men det er på betingelse af, at det holder, hvad det lover.

Lynhurtigt og knivskarpt. Med dette kamera er det svært at gå glip af motivet. Testens bedste ergonomi.
Meget grums ved høj ISO og markant faldende skarphed på fuld tele.
Læs hele testen

Fujifilm X30

Godt allround-kamera

Fujifilm X30 er perfekt til dem, der elsker at fotografere og kan lide at have kontrol over billedkvaliteten.

Meget konsekvent billedkvalitet, pragtfuld søger og hurtig responstid gør dette kamera til en af vores favoritter. Ergonomi og batteritid er langt over gennemsnittet i klassen.
Med den mindste sensor i testen ser man mere billedstøj ved høj ISO.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Scroll to Top