Barsk smartphone i lommevenligt format

Robust og hurtig 4,5-tommers telefon fra RugGear, som kan tåle at blive glemt i badekarret.

Antallet af robuste telefoner – de såkaldte toughphones – er steget voldsomt gennem det seneste år. Og telefonerne bliver stadigt kraftigere bag den hårdføre skal.

RG702 er første model i RugGears nye serie af stort-set-unedbrydelige smartphones. Med sin 4,5 tommers HD skærm er den beregnet til dem, der ikke har plads til eller lyst til at betale for at have en 5,5″ eller 6″ phablet i lommen på arbejdstøjet. Telefonen er (selvfølgelig) fuldstændig vand- og støvtæt, og robust nok til at overleve et fald fra to meters højde – på et stengulv.

Bag det rå ydre banker en quad-core MediaTek processor på 1,3 GHz. Telefonen har plads til to SIM-kort, så man kan have både arbejds- og privatnummeret kørende på samme telefon. Den opfylder IP68-standarden, der er markedets højeste rating for tæthed. RG702 kan således ligge i vand ned til tre meters dybde i 30 minutter uden at drukne.

Skabt til arbejdsselfies
Selv om RG702 er bygget til hårdt arbejde, er der tænkt på forfængeligheden. Frontkameraet kan nemlig tage billeder i hele 5 megapixels opløsning, mens det bagudrettede kamera kan levere 8 megapixel. Det gør det muligt at lave selfies i rigelig opløsning fra byggepladsen. Selv om det ikke når de svimlende 13 megapixels hos Runbo.

Fakta:

RugGear RG702 koster 2.938 kr.

 

Les videre
Exit mobile version