Search
Generic filters

Inkognito: Nye subwoofere fra Sigberg Audio

En ny norsk subwoofer-producent tilbyder massiv bas, der ikke fylder meget.

Hvis du vil have et ordentligt fundament til musikken og realistisk tryk på lydeffekterne, har du brug for en rigtig subwoofer. Ulempen er, at bas kræver plads! Jo højere lydtryk og lavere frekvenser man vil gengive, jo større skal baskassen være, for at der kan flyttes tilstrækkelige mængder luft. Det gør det udfordrende at kombinere subwoofere med diskret hi-fi hjemme i stuen.

Nu findes der et nyt alternativ for dem, der vil have ordentlig dybbas uden at indrette stuen med højttalere i køleskabstørrelse: Den nye Inkognito-serie fra Sigberg Audio henvender sig til både kræsne og interiørbevidste brugere.

Inkognito-serien er beregnet til at kunne glide ind i et moderne interiør uden at gå på kompromis med lydoplevelsen. (Foto: Sigberg Audio)

Interiørvenlige subwoofere

Inkognito-subwooferne kommer i to udgaver, hvor man kan vælge imellem 10 eller 12 tommers bas. Kabinetterne har en flad facon, der gør dem nemme at placere. Subwooferne kan stå på gulvet, gemmes under sofaen eller hænges på væggen.

Bas-enheden spiller ned mod gulvet eller ind mod væggen, så den får maksimal hjælp og akustisk forstærkning fra rummet. Resultatet er en meget placeringsvenlig subwoofer, der spiller rent, stramt og højt, hævder den norske producent.

“Det fungerer strålende på både gulv og væg! Selv nu har jeg 10 tommers udgaven derhjemme – placeret på væggen bag TV’et, midt mellem fronthøjttalerne. Lydbilledet er helt enestående, og sub’en er usynlig,” siger Thorbjørn Sigberg, primus motor bag Sigberg Audio. Thorbjørn er 42 år gammel og bosat uden for Oslo. Han har 22 års erfaring fra IT-branchen og er selv mangeårig lydentusiast.

“Jeg har haft en stærk interesse for hi-fi, lige siden jeg så min onkels selvbyggede højttalere i otte-tiårsalderen. I teenageårene brugte jeg alle mine sparepenge på hi-fi, og i 90’erne havde jeg Yamahas største integrerede koblet til Bowers & Wilkins DM640i med to 8-tommere i hver! Mit værelse var kun på otte kvadratmeter, så højttalerne stod midt på gulvet. Siden da er det gået slag i slag, og jeg har ikke tal på, hvad jeg har haft af komponenter og højttalere,” fortæller Thorbjørn.

Thorbjørn Sigberg med en væghængt udgave af Inkognito 10. (Foto: Sigberg Audio)

Undervejs har han også været småbarnsfar – en periode, der skabte udfordringer for at dyrke hi-fi-lidenskaben.

annonce

“Jeg gik over til væghængte højttalere, for at børnene ikke skulle vælte dem, men syntes, det var svært at finde noget, der fungerede. Jeg var vel igennem tre-fire forskellige væghængte højttalere på kort tid. Til sidst endte jeg med M&K Sound, som faktisk lød ganske godt.

annonce

I løbet af denne rejse blev jeg også fascineret af, hvor meget tryk man kunne få på lydbilledet trods de små, væghængte højttalere, bare man kombinerede dem med en velintegreret subwoofer! Basfundamentet har altid været vigtigt for mig, og derfor var det en åbenbaring, at det var muligt at have et kompakt anlæg, der ikke lød fladt og kedeligt.”

Inspireret af Arendal Sound

Inkognito-subwooferne produceres i øjeblikket i Norge, men Sigberg overvejer at flytte kabinetproduktionen til udlandet. Han siger, at bl.a. Arendal Sound har været inspiration til hans egen højttalersatsning.

“Absolut, hatten af for dem. Ønsket om at lave både højttalere og subwoofere har ligget latent i mange år, men med et fuldtidsjob har der været langt til at tage skridtet. Så slog det mig, at min baggrund inden for produktudvikling og tech-virksomheder nok kunne være en god kombination med min musik- og hi-fi-kompetence.”

Subwooferne har anerkendte forstærkermoduler fra Hypex. (Foto: Sigberg Audio)

Høj kvalitet

Med en startpris på 17.500 kroner for 10 tommers udgaven er Inkognito-serien relativt dyre subwoofere.

annonce

“Det er, fordi vi bruger ekstremt gode enheder fra Scan-Speak plus måske verdens bedste forstærkermoduler, Hypex, og et velkonstrueret kabinet, bygget i hånden efter alle kunstens regler,” fortæller Sigberg.

Inkognito-serien anvender bas-enheder fra Scan-Speak. (Foto: Sigberg Audio)

Pris og tilgængelighed

Sigberg Audio Inkognito 10 er tilgængelig nu i hvid eller sort mat finish (samt valgfri farver mod et pristillæg). Den større Inkognito 12 forventes i løbet af efteråret.

Priser

Inkognito 10: 17.500 kr.
Inkognito 12: 20.300 kr.

Sigberg Audios website

Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Rejsevenligt entusiastkamera.
    IONIQ bliver et dedikeret undermærke for elbiler, og den første bliver den kompakte SUV IONIQ 5.
    Det kan godt være, at vi lever i de bedste af alle gadget-tider, men hvorfor stille sig tilfreds med virkeligheden, når fantasiens verden har så meget mere at byde på?
    Men kun hvis du har en Samsung-mobil.
    Moonraker var kodenavnet på Nokias smart-ur, som blev droppet af Microsoft efter opkøbet af den finske mobilproducent.
    ViacomCBS udvikler deres egen streaming-tjeneste, som skal lanceres næste år.
    En af årets største filmlanceringer fra Walt Disney, Mulan, udsendes nu direkte på streaming-tjenesten Disney+.
    I første omgang bliver det alene Android-brugerne, der får glæde af at streame spil som to-go på mobilen.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Denon Home 350

    Vejl.pris 6998 kr Nobelt ydre – magtfuldt indre

    Monitor Audio Climate 60

    Vejl.pris 3798 kr Spilleglæden vejer op

    Klipsch AW-525

    Vejl.pris 3999 kr Meget sjov for pengene

    Focal 100 OD8

    Vejl.pris 3359 kr Højttalere til havefester
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
    SOMMERTILBUD
    6 UGER LB+
    FOR KUN 6 KR
    Fuld adgang til lydogbillede.dk i sommer!
    PRØV i 6 UGER
    close-link