Elipson er ikke et helt ubeskrevet blad, da vi har testet højttalere fra dem før. Senest de små Elipson Legacy 3210, som vi syntes godt om, men vi har også testet de kuglerunde Planet-højttalere, som nok er dem, Elipson er bedst kendt for.
Det over 80 år gamle firma har en lang historie med højttalere, som ser en tand mere konventionelle ud, og det er her, man har hentet inspiration til Heritage XLS15.
Som billederne viser, er dette en højttaler i samme retrodesign som JBL’s nye Classic-serie og Wharfedales Heritage-serie, for ikke at tale om Klipsch, som er retro, uanset hvor moderne deres højttalere ellers er.
De gulvstående XLS15 (ikke at forveksle med Cerwin Vegas udgåede XLS-serie) er bygget rundt om et nydeligt udført kabinet i valnød, med en 15 tommers bas (38 cm) med cellulosebaseret membran, en 5,5 cm mellemtone og en 2,2 cm diskant hentet fra flagskibet Prestige Facet med ±1 dB justering af mellemtone- og diskantniveau fra fronten.
Højttalerne leveres med en vinklet platform som vist på billederne, men de kan også leveres med et 19 cm højt gulvstativ mod et moderat pristillæg.
De er utrolig følsomme med en angivet følsomhed på 92 dB og en impedans på 6 ohm. Elipson angiver frekvensområdet til 40 – 25000 Hz og delefrekvenserne til 700 og 5000 Hz. Hvilket betyder, at mellemtonen strækker sig over tre oktaver.
De 28 kilo tunge højttalere måler 73 cm i højden, de er 42 cm brede og 34 cm dybe, og de bliver tilgængelige i løbet af januar 2021 til en pris på ca. 2.000 euro pr. par.
Det er vist en 12″ bas