Her er fotorammens afløser: Papirbilledet

Glem de elektroniske fotorammer. Hvis svenske Frameworks får deres vilje, skal du have en bagbelyst ramme med papirbilleder.

Frameworks-rammen er et sjovt koncept og en ganske smart måde at vise sine billeder på. I stedet for at overføre sine billeder til en digital fotoramme eller putte papirbilleder i en billig IKEA-ramme, printes billedet på et specielt papir, som sættes i en bagbelyst ramme. Lidt som at se på lysbilleder bare med specialpapiret i stedet for lysbilledfilm.

Som alt andet er Frameworks billedtjeneste app-baseret. Man vælger et billede fra mobilen i app’en og bestiller fysiske kopier, som man kan sætte ind i Frameworks-rammen. Det hele skulle være enkelt at gå til, og de Instagram-lignende billeder er 25 x 25 cm og bagbelyst af LED’er i trærammen. Man kan justere lysstyrken på en drejeknap.

Det giver et helt andet udtryk end de knivskarpe billeder med lidt for kraftige farver og kontrast, som man almindeligvis får at se i en digital fotoramme.

Frameworks er en kickstarter-kampagne, men i følge David Bonsib fra Frameworks håber de at nå finansieringsmålet så hurtigt, at de kan begynde med at sælge rammen Frameworks One fra juni 2015.

Der er dog et stykke vej at gå endnu. Indtil videre er der indsamlet knap 32.000 svenske kroner ud af de ønskede 1,5 millioner SEK. De første købere får en ramme for 999 SEK, inklusiv et billede efter eget valg.

Læs mere om Frameworks her.

 

Les videre
Exit mobile version