Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Nyt og bedre GoPro

GoPro lover endnu bedre videostabilisering på Hero8 Black. Desuden kommer det helt nye 360 graders kamera Max.

Skrevet af / 03/10/2019 - 15:58
Nyt og bedre GoPro

Det er blevet den tid på året, hvor GoPro kommer med en ny topmodel. Hero7 Black imponerede med lynhurtig tilpasning til det omgivende lys, men også med en kraftigt forbedret digital billedstabilisering kaldet HyperSmooth.

Med den nye topmodel Hero8 Black lover GoPro, at billedstabiliseringen er blevet endnu bedre. HyperSmooth 2.0 er navnet på stabiliseringen, og ligesom på forgængeren fungerer den på alle opløsninger, helt op til 4K 60 fps.

Opløsning

Kameraet understøtter de samme opløsninger som forgængeren, altså op til 4K 60 fps eller hurtigfilm med 240 billeder i sekundet i 1080p HD-opløsning. Men forskellen er, at hvor Hero7 Black filmede med en bit-stream på maksimalt 78 Mbit/s, går Hero8 Black op til 100 Mbit/s. Det skulle betyde færre artefakter, især i mørke scener.

En anden vigtig nyhed ved Hero8 er, at kameraet har tre indbyggede objektiver med forskellig brændvidde. Hvis du vælger lineær vinkel, vidvinkel eller SuperView vidvinkel, vil det tilsvarende objektiv være aktivt.

På de tidligere modeller blev alt reelt fanget i SuperView, og billedet blev så beskåret for at passe til den ønskede brændvidde. Hvilket betød, at pixelopløsningen også blev beskåret. Det slipper man for nu.

Man kan også live-sende i 1080p HD, hvor forgængeren gjorde det i 720p.

Fæstneanordningen foldes ud af bunden af selve kameraet, så man slipper for at sætte det i en ramme for at montere det på et stativ. (Foto: Skærmskud fra GoPro-video)

Time Lapse

Hvis du laver Time Lapse-fotografering, hvor du flytter på kameraet i et landskab, kan det også billedstabiliseres med HyperSmooth. Det kalder GoPro TimeWarp. Hero8 Black har fået TimeWarp 2.0, da man har bedre billedstabilisering med HyperSmooth 2.0. TimeWarp 2.0 har også nye hastigheder, automatisk hastighedsjustering og hurtig hastighedskontrol.

Med det nye kamera kan du indstille horisontniveau i app’en. Det betyder, at hvis kameraet er monteret lidt skævt, kan du vælge at beskære for at få den rigtige vinkel. Det går selvfølgelig ud over den endelige video- eller billedopløsning.

Hero8 Black har i alt fire digitale objektiver for lettere valg af synsfelt, og på lydsiden er der kommet forbedret undertrykkelse af vindstøj.

Rammeløst

Desuden har kameraet fået rammeløst design, hvilket betyder, at du ikke har brug for en ramme for at fastgøre det til forskellige stativer eller holdere. Fæstet til disse sidder nemlig i bunden af kameraet og kan foldes ud efter behov. En stor fordel er, at det går meget hurtigere at skifte batteri og hukommelseskort.

Der lanceres også forskellige modifikationer (mods) til Hero8 Black, f.eks. Media Mod, et hus, som kameraet dockes i, og som giver det mikrofonindgang og HDMI-udgang. Eller selfie-skærmen Display Mod samt eksternt lys og shotgun-mikrofon (super-retningsbestemt zoommikrofon), for bare at nævne noget af det eksterne tilbehør, der vil kunne købes til Hero8 Black.

GoPro Hero8 kan udbygges med forskellige modifikationer, kaldet mods. (Foto: Skærmskud fra GoPro-video)

Max: 360° kamera

Ud over Hero8 Black kommer 360 graders kameraet Max. Det tager over fra Fusion, som var GoPros første forsøg med 360 graders optagelse i et enkelt kompakt kamerahus. Fusion blev aldrig nogen bestseller, men GoPro håber, at det vil ændre sig med Max – med lavere pris og forhåbentlig bedre brugervenlighed.

Max har to objektiver og er på en måde tre kameraer i ét. Du kan bruge 360 graders funktionen, der anvender begge objektiver til at fange omgivelserne omkring dig i 5,6K opløsning og med 30 billeder i sekundet (fps). Eller du kan filme med bagobjektivet for at få actionkamera-funktionalitet. Eller vælge frontobjektivet for selfie-videoer (også kendt som vlogging). Der sidder nemlig en mikrofon på begge sider, og desuden får du et komplet overblik med den indbyggede skærm.

Med 360 graders optagelse kan video fra de to kameraer sys sammen i selve kameraet, hvor man tidligere måtte gøre det i et redigeringsprogram på PC’en. Keyframe-redigering af 360 graders indhold kan laves i GoPro-app’en.

GoPro Max er et 360 graders kamera, der også duer som action- og selfie-kamera. (Foto: Skærmskud fra GoPro-video)

Også til almindelig video

Selv om du ikke vil lave 360 graders film, kan det at filme i 360 grader give mange interessante muligheder i efterbehandlingen. F.eks. reframing, som betyder, at du kan lave glidende udsnit af en scene, så det ser ud, som om kameraet følger efter et bestemt subjekt.

Fordi der sidder et objektiv og en mikrofon på hver side, kan den indbyggede skærm bruges til både almindelige video- og selfie-optagelser. Ligesom Hero-kameraerne har Max HyperSmooth videostabilisering.

Priser og tilgængelighed

GoPro Hero8 og GoPro Max kommer i handelen den 11. november og kan forhåndsbestilles nu på gopro.com til henholdsvis 3.499 og 4.299 kroner.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Først med 8K-video

Fleksibel monopod

Panasonic opgraderer Lumix S5IIX

Flyv drone med stick og goggles

Lysstærk og let 50 mm

Superzoom som kan alt

Nye versioner af en af vores favoritter

Verdens fedeste instant-kamera?

Nikon Z9 får nye funktioner

Seriøs billedmaskine fra Leica

Gammelt filmformat får en renæssance

Afslører nyt zoomobjektiv

0
Lyd & Billede
Scroll to Top