De har længe sagt, at jo da, der kommer et flagskib over EOS R3, det tager bare længere tid. Men nu nærmer det sig. Canon skriver i en pressemeddelelse, at det nye flagskib – som naturligvis skal hedde EOS R1 – vil blive lanceret hen mod udgangen af 2024.
Der står ikke ret meget mere, bortset fra at et helt nyt billedbehandlingssystem med avanceret deep learning vil give kameraet ”utrolig hurtig og præcis motivgenkendelse”. Alt tyder på, at Canon målretter kameraet mod sport og action, for der står også:
“… Eksempelvis i boldsport, hvor flere motiver krydser hinanden, vil hovedmotivet blive fulgt kontinuerligt, selv om en anden spiller løber direkte ind foran hovedmotivet. Desuden genkender AF-funktionen ‘Action Priority’ motivets bevægelser ved hurtigt at analysere motivets status. I situationer under en kamp, hvor det er svært at forudsige, hvad der vil ske, vil denne funktion automatisk tjekke spillerens bevægelse – f.eks. når der skydes til en bold – og registrere, hvilken spiller der er hovedmotivet. Funktionen skifter også omgående AF-rammen, hvilket hjælper fotografen med at fange de afgørende øjeblikke i kampen.”
Kameraet får også Canons DIGIC X-processor og en nyudviklet DIGIC Accelerator-billedprocessor, som er drevet af en ny CMOS-billedsensor i fuldformat.
Kameraet vil sandsynligvis sætte en ny standard for billedkvalitet og autofokus, og der vil jeg mene, at det skal præstere bedre end EOS R3 med en 24 Mp stablet CMOS-billedsensor, som skyder serieoptagelser med en hastighed på 30 billeder i sekundet og har 1/64000s som hurtigste lukkertid.
Kameraet testes i øjeblikket i marken, og det er sandsynligt, at der vil være flere af dem i brug ved dette års EM i fodbold i juni og juli og ved OL senere i Paris.