Udvalget af kameraer er blevet markant mindre de senere år. Der produceres færre nye kameraer, og de få, der lanceres, lever længere på butikshylderne, før de erstattes af nye.
Dermed skulle man tro, at det var blevet lettere at vælge, men det faldende udvalg har gjort, at nogle få kameratyper dominerer markedet. De har mange af de samme egenskaber, selv om de kommer fra forskellige producenter.
Billedkvaliteten – som de fleste nævner som en af de vigtigste grunde til at købe et kamera – er mere end god nok på praktisk talt alle de kameraer, der sælges i dag. Det gælder især systemkameraerne, de spejlløse og spejlreflekserne, der uanset mærke leverer så høj billedkvalitet, at forskellene stort set kun er af akademisk interesse.
Så er andre egenskaber vigtigere at få styr på. Hvor god er autofokus? Kan kameraet klare en høj skudtakt i to sekunder eller to minutter? Er det vejrbestandigt, og kan det tåle regn? Findes der lysstærk teleoptik til kameraet? Er videofunktionen god? Og sådan kan man blive ved.
Det letteste er at læse op på tests og finde ud af, om nogen kameraer er bedre egnet til det, man skal bruge kameraet mest til. Fotografer, der tager i skoven for at fotografere vilde dyr, har helt andre behov for udstyr end forældre, der vil dokumentere børnenes opvækst.
Lige så indlysende er det, at sportsfotografer og portrætfotografer ikke har samme udstyr i deres kamerataske.
Hvilket kamera der passer bedst til dig, afhænger i høj grad af behovet. Som for mange dækkes af mobilkameraet, men det har så mange begrænsninger, at mange alligevel vælger at købe et rigtigt kamera. Som både giver meget bedre billedkvalitet og mange flere muligheder.
På de følgende sider finder du de bedste kameraer, vi har testet det seneste år, men før du kommer så langt, får du nogle gode råd om, hvad du skal tænke på, når du skal vælge det bedste udstyr.
Vores fototips
Portrætter
Mange møder begrebet portrætobjektiv med undren, men det er som regel objektiver med brændvidder fra 80 til 135 mm, der menes. Portrætter kan også tages med en 28 eller 50 mm, men til portrætter med et tættere udsnit er en 85 mm med en lysstyrke på f/2.0 eller bedre (dvs. lavere tal) at foretrække, hvis man vil isolere motivet fra baggrunden.
Portrætfotografering kræver ikke et specielt kamera, og de fleste brændvidder fungerer. Det er med andre ord ikke nødvendigt med verdens hurtigste autofokus, ekstrem skudtakt eller vertikalgreb og vejrbestandighed.
Vores tips:
Nikon D780, Canon EOS 90D eller Fujifilm X-Pro3
Alt muligt
Ovenstående er ofte svaret, når vi spørger læserne, hvad de skal bruge kameraet til. Vores svar er, at sådan et kamera ikke findes, men man kan komme meget tæt på med det rigtige kamera. Det kan være et kompaktkamera, der er let at tage med, eller et kamera med meget zoom, såsom de såkaldte superzoomkameraer med mere end 10x zoom. Et systemkamera med medfølgende normalzoom er et glimrende valg.
Vores tips:
Sony a6600, Nikon Z50, Fujifilm X100V eller Canon EOS 90D
Landskaber og natur
Mange elsker at tage naturbilleder, og mange elsker at se på naturbilleder. For at de kan blive bedre end bare gode nok, er det en fordel med et kamera med høj opløsning, gerne vejrbestandighed og et godt dynamisk omfang. Så taler vi næsten altid systemkamera, vidvinkelobjektiv, en moderat telebrændvidde og et stabilt stativ.
Nogle kameraer kan tage billeder med ekstra høj opløsning, som kan give et ekstremt detaljeniveau. ND-filtre, graderede filtre og polarisationsfiltre er nyttigt tilbehør til landskabsfotografer.
Vores tips:
Fujifilm X-T4, Nikon D780, Canon EOS R5 eller Sony a7R IV
Børn og familie
Her er behovet et kamera, som alle kan bruge. Så er størrelse, brugervenlighed og kvaliteten af autofokus vigtigere end opløsning og skudtakt. Et systemkamera med medfølgende normalzoom rækker for de fleste, men en telezoom kan være et godt supplement til de gange, hvor man f.eks. skal udødeliggøre poden til et sportsstævne.
Vores tips:
Sony a6600, Nikon Z50 eller Canon EOS 90D
Rejsekamera
Her betyder størrelse og vægt meget, og det samme gør batterilevetid og brugervenlighed. De mest avancerede kameraer vil være overkill for de fleste, så et ordentligt kompaktkamera eller et kompakt systemkamera er at foretrække. Så bliver billederne meget bedre, end mobilen formår, og glæden ved at fotografere tilsvarende større.
En praktisk bæretaske, et ekstra batteri og et neutralt filter foran objektivet er nyttigt at have med på tur.
Vores tips:
Fujifilm X100V, Fujifilm X-Pro3, Sony a6600 eller Nikon Z50
Sport, action og dyreliv
Pålidelig autofokus og høj skudtakt trumfer altid opløsning for fotografer, der vil fange en rovfugl, der dykker efter bytte, eller en skiløber, der skrider ud i et skarpt sving. Så bliver kameraerne mere specialiserede, og blandt dem, vi har testet, er der nogle, der er bedre egnet end andre.
Her er batterilevetid, vejrbestandighed og vertikalgreb efterspurgt – og selvfølgelig skarpe billeder. Hver gang.
Vores tips:
Fujifilm X-T4, Canon EOS R6, Nikon D6, Nikon D780, Sony a9 II eller Canon EOS-1D X III
Video
I dag kan næsten alle kameraer optage video i 4K, altså samme opløsning som på moderne TV’er. Men det betyder ikke, at man bør bruge et hvilket som helst kamera. I hvert fald ikke hvis ambitionerne er højere end kaotiske videoklip til sociale medier.
Hvis man vil lave video af ordentlig kvalitet, kræver det ordentligt værktøj, og nogle kameraer er bedre egnet til netop dette. De har alle de nødvendige tilslutninger samt Log og valgbar gamma-indstilling, og er så avancerede, at fotografen får fuld frihed til selv at vælge sine indstillinger. Og den tekniske kvalitet er selvfølgelig helt i top for et systemkamera.
Vores tips:
Canon EOS R5, Panasonic Lumix S1H, Fujifilm X-T4 eller Sony a6600