Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: LG 55LB870V

Pletskud

LG har givet deres 2014-modeller en komplet overhaling med nyt design, ny brugerflade og forbedret billedprocessering. 55LB870 kan blive en hård konkurrent til titlen som årets tv-trofæ!

Skrevet af / 20/06/2014 - 12:16
LG 55LB870V
Audun Hage

Koreanske LG udvikler nye tv’er i et højt tempo og har lanceret en række spændende modeller i år, inklusive flere OLED- og 4K-fjernsyn. 55LB870 er deres topmodel blandt Full HD LED-tv’er, og det kan ses. Det har flere smarte løsninger, som fortæller os, at designerne virkelig har tænkt sig om.

Brugervenlighed og funktioner
55LB870 er det første tv med LG’s nye operativsystem WebOS. Det indebærer en moderne og grafisk lækker brugerflade, hvor man vælger det indhold, man vil se, fra en “kortbunke”. Genveje til Netflix og YouTube ligger på menulinjen, som også kan skræddersys med det, du kan lide at kigge på.

LG’s pegefjernbetjening Magic Remote er vældig fiks at navigere med, ikke mindst til net-surfing. Indtastning af søgeord er også lettere end før. Magic Remote har nemlig indbygget mikrofon til at indtale søgeord med, og vi blev positivt overrasket: LG bruger Bing Voice Search, som er en etableret og velfungerende tjeneste. Taleforståelsen er imponerende, og tv’et gættede næsten altid rigtigt i første forsøg, selv når det fik svære nordiske navne og udtryk at kæmpe med.

Billedkvalitet
LG-skærmen er af typen IPS med kant-LED, kendt for at give en bred betragtningsvinkel, men ikke altid et lige godt sortniveau. 55LB870 kan dog hæve og sænke lysstyrken i seks vertikale zoner, som kan køre alt fra fuld lysstyrke til helt slukket bagbelysning, alt efter hvad billedsignalet kræver. Det bliver ikke lige så præcist som en OLED, plasma eller bag-LED skærm, men det hjælper betragteligt på sortniveauet i mørke filmscener.
55LB870V er på niveau med Sony 60W855 og en tand bedre end Samsungs 6-serie, hvad angår sortniveau. Men vær opmærksom på, at skærmoverfladen er relativt blank, så den vil kunne reflektere meget af omgivelserne afhængigt af lyset i rummet.

På vores testudsendelser fra Champions League giver LG-skærmen meget stærke og strålende farver. Farvemætningen i sportsindstillingen er kraftigt opjusteret, så det bliver ikke 100 procent neutralt, men forstærker den samlede oplevelse.

Tv’ets sportsindstilling skulle være specielt tilpasset visning af objekter i bevægelse og viser sig at fungere godt i praksis: 55LB870 bevarer et skarpt fokus, selv når det går hurtigt for sig på banen. Vi kan se antydninger af et lodret stribemønster, når kameraet panorerer på tværs af banen, men ikke unormalt meget.
De, der foretrækker så korrekt farvegengivelse som muligt, kan glæde sig over en god filmindstilling samt ekspertindstillingerne ISF Dag og Nat for dem, der gerne vil kalibrere.

Lydkvalitet
LG 55LB870V er udstyret med en ekstern “soundbar” monteret i foden kombineret med en separat bashøjttaler på bagsiden. Takket være de fremadrettede højttalere er især mellemtone og diskant tydelig. Bassen er lidt mere tilbagelænet, og selv om gengivelsen af dialoger er ren og klar, anbefaler vi at supplere med en separat subwoofer, hvis du vil have ekstra tryk på actionfilm.

Konklusion
Efter at være blevet udfordret med alt fra sport og fodbold til mørke science fiction-film og Netflix-serier, står 55LB870 rank tilbage som et virkelig godt allround-tv.

LG’s nye 55-tommer skiller sig positivt ud med et spritnyt menusystem og brugervenlig betjening. Det har rigeligt med smart-funktioner, der fungerer godt i praksis. Billedkvaliteten er også meget overbevisende på både sport, film og anden tv-underholdning. En rigtig god samlet løsning, som vi ikke tøver med at anbefale!

Lyd & Billede mener

LG’s skærm har overbevisende billedkvalitet til både film og sport. Kontrast og sortniveau er helt i top, og tv’et har også rigtig god farvegengivelse og fremragende billedindstillinger, hvad enten du foretrækker det neutrale eller med kraftigere kulører. Desuden gode smart-funktioner. Trods separat soundbar er lyden ikke specielt kraftig.

Også i denne test:

tv’er til fodbold-VM

Sony KD-65X9005B

4K-kongen

For dem, der gerne vil have et komplet topklasse-tv med gnistrende skarpt billede og fuldfed lyd, er Sonys 4K-topmodel den rigtige vej at gå.

Sony-skærmen giver en førsteklasses tv-oplevelse med barberknivskarpt billede og krystalklar lyd. Billedkvaliteten er fremragende, uanset om man ser tv, Blu-ray eller Netflix i 4K.
De sidemonterede højttalere giver solid lyd, men medfører også, at tv’et bliver tungt og pladskrævende. Betragtningsvinklen er ganske snæver, og billedet bliver blegere ude på siden.
Læs hele testen

Panasonic TX-65AX800E

Knivskarp billedmester

Panasonics plasmaskærme var i årevis kendt for deres overlegne billedkvalitet. Med denne nye LCD-model håber producenten at kunne hjemtage billedtrofæet endnu en gang.

TX-65AX800E leverer en ekstremt flot billedkvalitet, der viser både HD- og 4K-indhold fra sin bedste side. Skarphed og kontrast er suveræn, og farvegengivelsen minder om de klassiske plasmaskærme.
4K-skærmen understøtter ikke Netflix 4K. Lyden er heller ikke særlig god i forhold til prisklassen.
Læs hele testen

Sharp LC-70UQ10EN

Hverken fugl eller fisk

Denne kolos fra Sharp er ikke noget almindeligt HD-tv og heller ikke en 4K-model – snarere en slags hybrid.

Med sit store skærmareal giver 70UQ10EN et imponerende billede med skarpe detaljer og strålende farver. Det er ikke et ægte 4K-tv, men takket være avanceret skærmteknologi formår det alligevel at forbedre billedkvaliteten fra almindelige Full HD-signaler.
Hvor skarp Sharp-skærmen end er, så når den ikke op på siden af de ægte 4K-skærme ved visning af 4K-materiale. Den understøtter heller ikke Netflix i 4K-version.
Læs hele testen

Samsung UE55HU7505

Slankt og lækkert

Samsung har fokus på buede tv-skærme i år, men alligevel er denne flade model måske den mest spændende.

Samsungs tv er meget veludstyret, når det gælder smart-funktioner, og understøtter den vigtige Netflix 4K-app. Billedkvaliteten passer perfekt til højopløst tv-underholdning med fremragende farver og kontrast.
Lyden er forholdsvis tynd, og både kommentatorer og publikumsbrus lyder lidt indelukket.
Læs hele testen

Philips 55PUS7809/12

4K til lavpris?

Philips vil også være med i 4K-ræset og stiller op med et ultra skarpt tv til en fornuftig pris.

55PUS7809 leverer 4K-billedkvalitet til en ikke alt for skræmmende pris og får almindelige HD-udsendelser til at se rigtig skarpe og flotte ud.
Manglende understøttelse af Netflix 4K begrænser adgangen til det højopløste videoformat.
Læs hele testen

LG 55EA880V

Organisk nydelse

Hvis du endnu ikke har fundet ud af, hvad organiske lysdioder er for noget, så er det på høje tid. Teknologien er nemlig ved at revolutionere tv-verdenen, som vi kender den, med en billedkvalitet, der vil tage pusten fra dig!

55EA880V er en mere rendyrket udgave af LG’s OLED-tv uden fancy bueform eller overflødige højttalere. Her får du samme ekstreme billedkvalitet med fantastisk kontrast, et sortniveau i referenceklasse og sprudlende farvegengivelse. Alt sammen i en lidt billigere og enklere indpakning.
Trods minimalisme er prisen fortsat høj, og den barberknivtynde OLED-skærm kan kun hænges på væggen. Lyden må du selv sørge for, men hvis du har råd og lyst til et OLED-tv, værdsætter du sikkert også lydkvaliteten fra et separat lydsystem.
Læs hele testen

Sony KDL-50W805B

Champagne-tv til sodavandspris

Sonys nye budgetmodel 50W805B har ikke det mest spændende udseende eller den fedeste udstyrsliste, men sikke en billedkvalitet! Til prisen har vi næppe set noget bedre.

Sony 50W805B er en mellemstor skærm med fremragende farvegengivelse samt imponerende kontrast og sortniveau, både i lyse og mørke omgivelser. Designet er minimalistisk, men ser langtfra billigt ud. Et rigtig godt køb!
Lyden er ikke noget at skrive hjem om, og fjernbetjeningen heller ikke. Desuden er tv’et ikke så velegnet til vægmontering.
Læs hele testen

Sony KDL-60W855B

Hattrick

Stort og skarpt billede, smarte funktioner og god lyd. Sonys prisbillige 60 tommers model scorer ægte hattrick!

60W855B yder overbevisende billedkvalitet til både sport, film og andet tv-indhold. Skarphed og kontrast er imponerende, med et næsten bundløst sortniveau. Lydkvaliteten skiller sig også positivt ud.
Sony-skærmens kileformede kabinet er unægtelig lidt mere klodset at se på end de tyndeste skærme derude. Smart-funktionerne er ikke så omfattende som hos LG og Samsung.
Læs hele testen

Panasonic TX-L55AS750

Tv for hele familien

Panasonics nye 55AS750 har meget at tilbyde den tv-glade familie.

Fin billedkvalitet med bred betragtningsvinkel, gode tilslutningsmuligheder og brugervenlig betjening gør Panasonic 55AS750 til et godt allround-tv.
Lyden er ikke særlig kraftig, og sortniveauet er (trods god lysfordeling) ikke på højde med de allerbedste.
Læs hele testen

Samsung UE55H6475

Stolpe ud

På papiret er Samsungs 6-serie meget veludstyret, men billedkvaliteten kommer ikke helt i mål denne gang.

Stiligt og slankt design, god brugervenlighed med ny pegefjernbetjening og et stort antal smart-funktioner gør Samsung 55H6475 til en favorabel pakkeløsning.
Farvegengivelsen i fodboldindstillingen er surrealistisk. Billedkvaliteten præges også af middelmådigt sortniveau og ujævn lysfordeling, der betyder, at filmgengivelsen mangler dybde.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Stor test af billige 55-tommer TV'er

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Lyd & Billede
Scroll to Top