annonce
annonce
Apple iPad Pro
annonce

Test af iPad Pro 2017

Apple iPad Pro

Verdens bedste tablet

Apple skruer ambitionerne op til 11 med en iPad, der næsten er unødvendigt god.

Lyd & Billede mener

  • Rekordhurtig. Fantastisk skærm. Lang batterilevetid. Godt tilbehør.

  • Maksimale specifikationer er meget dyrt. Langsom opladning.

Apple iPad Pro
annonce

Apples strategi for iPad-sortimentet har været lidt uklart de seneste år. Men fra nu af er den krystalklar: De tilbyder en budgetmodel, “iPad”, som kun har det mest nødvendige, samt “iPad Pro” i to størrelser (10,5 og 12,9 tommer), som vi ser på her.

Til forskel fra de tidligere Pro-modeller er de nye nøjagtig ens, bortset fra størrelsen (og dermed vægt og batteri). Nyt er en radikalt forbedret skærm, meget bedre kameraer, seriøst forøget ydelse og op til vanvittige 512 gigabyte lagerplads.

Udseende og konstruktion

Hvad angår materialer og byggekvalitet, så har Apple efterhånden en finpudset stil, og den afviger de heldigvis ikke fra. Den største model har de samme mål som forgængeren, og den eneste forskel i udseende er, at kameraet er mere fremtrædende, og antennebåndet er blevet mere diskret.

Takket være de smallere kanter er den mindre model ikke blevet så meget større end sin forgænger, trods større skærm. Af udseende er det kun detaljer, der adskiller dem.

Skærm

Den mest åbenlyse forskel i forhold til før er, at den mindre model har fået øget skærmstørrelsen fra de traditionelle 9,7 til 10,5 tommer. Da opløsningen er øget tilsvarende, har den stadig samme punkttæthed. Den virker derfor ikke bare som en forstørret skærm, men en skærm, hvor man rent faktisk har plads til mere. Den er trods alt 20 procent større.

Allerede på den forrige model kunne man variere skærmopdateringen dynamisk op til 60 Hz. Det er nu udvidet, så frekvensen kan variere mellem 24 og 120 Hz. Denne såkaldte ProMotion-funktion betyder, at film kan vises med den rigtige frame-rate, og at tekst ikke bliver sløret, når man scroller hurtigt. Den hurtigere opdatering gør også, at iPad Pro er mere lydhør over for pennens bevægelser.

Apps kan bede om en bestemt opdateringshastighed, ellers tilpasser iOS den automatisk. Og selvfølgelig sænkes hastigheden ved stillbilleder for at spare strøm.

Tidligere var skærmen på den lille model mærkeligt nok bedre end på den store. Men nu har begge størrelser TrueTone, som justerer farvegengivelsen efter det omgivende lys. De har også samme udvidede DCI-P3 farverum som digitale biografer. Dermed får man en jævn overgang mellem nuancer og slipper for f.eks. solnedgange med grimme rande.

Begge skærme har fået lysstyrken skruet op til 600 nit – 20-50 procent mere end før. Dermed er de væsentlig lettere at læse i sollys. Det hjælper også, at skærmens reflekser er reduceret med 40 procent.

Kamera

iPad Pro har nu nøjagtig samme kamera som iPhone 7. Dvs. et højopløst hovedkamera med god lysfølsomhed samt en True Tone-blitz (nyt for 12-tommeren). Selv om vi håber, at folk ikke fotograferer med tablet’en, er det fortrinligt til at digitalisere dokumenter.

Opdateringen af selfie-kameraet er ikke kun godt nyt for selvportrætter; også video-opkald bliver meget bedre med et mere lysfølsomt og højopløst kamera.

Lyd

Der er til gengæld ikke sket nogen større opdatering på lydsiden. Ligesom tidligere Pro-modeller er de nye udrustet med fire højttalere. Lyden tilpasses efter, hvordan man holder tablet’en, så de øverste to gengiver de høje frekvenser, mens bassen kommer fra alle højttalerne.

At kalde det surround-sound er noget af en tilsnigelse. Men det virker afgjort mere omsluttende end på den almindelige iPad, hvor al lyd kommer fra én kant.

I brug

Allerede med de forrige modeller udsendte Apple både en glimrende pen og et tastatur til situationer, hvor en eller flere fingre på skærmen ikke slår til. Pennen vil afgjort gøre det meget lettere at tegne og tage notater. Og med et rigtigt tastatur kan man skrive mere end bare korte tekster på sin iPad.

Apple påstod derfor, at iPad for manges vedkommende kunne erstatte en bærbar. Det var vi dog ikke enige i, da iOS stadig er for begrænset. Men nu har Apple så fremvist iOS 11. Og for første gang indfører de en række funktioner specielt til iPad.

Blandt nyhederne er en nemmere måde at bruge delt skærm på og skifte mellem apps. Man kan også let kopiere information fra én app til en anden ved simpelthen at trække det derhen, hvor det skal. Dertil kommer en fil-browser, så kan man finde dokumenter og billeder, uanset hvilken app de hører til, og om de ligger lokalt eller i skyen. Det lyder meget lovende!

Ydelse

Tidligere iPad-modeller har anvendt den dobbeltkerne-arkitektur, som vi kender fra A9-processoren i iPhone 6S. I iPhone 7 er den øget til fire kerner, og med A10X øges den til hele seks processorkerner. Plus en grafikdel med 12 kerner! Det skulle ifølge Apple give 30 procent hurtigere beregninger og 40 procent hurtigere grafik. For en gangs skyld må vi sige, at Apple har været lidt beskedne med tallene.

I vores syntetiske tests så vi ganske rigtigt en hastighedsforøgelse på 30 procent i ren regnekraft med én processorkerne. Men hvis man slap alle seks kerner løs, var der snarere tale om 80 procent! De mere virkelighedstro tests endte i gennemsnit på omkring 40 procent højere ydelse. Og sammenligner man med den tidligere 9,7 tommers model, er grafikken hele 55 procent hurtigere!

I vores batteridræningstest klarede den 16-20 timer, hvilket er en forbedring på 15-30 procent.

Konklusion

For første gang, siden Apple begyndte at tale om iPad som et alternativ til laptops, er vi ved at kunne erklære os enige. Især med de nye funktioner i det kommende iOS 11 kan man i en del tilfælde klare sig med en iPad Pro. I hvert fald hvis man supplerer med et tastatur.

Den har nu lynhurtig ydelse, masser af lagerplads, fremragende batterilevetid og en strålende skærm. Vores eneste indvending er, at hvis man vælger maksimale specifikationer, koster den lige så meget som en MacBook Air.

Apples strategi for iPad-sortimentet har været lidt uklart de seneste år. Men fra nu af er den krystalklar.

Fakta

Operativsystem: iOS 10
Skærm: 10,5": IPS, 2224 x 1668, 264 ppi / 12,9": IPS, 2732 x 2048, 264 ppi
Processor: 2,39 GHz Apple A10X Fusion hexa-core
Hukommelse: 4 GB ram, 64-512 GB lager
Kameraer: 12 MP f/1.8 OIS + 7 MP f/2.2
Trådløst: 4G LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 4.2, NFC
Mål og vægt: 10,5": 251 x 174 x 6,1 mm, 469 g / 12,9": 306 x 221 x 6,9 mm, 677 g
Batteri: 10,5": 8134 mAh, 10 timer / 12,9": 10.870 mAh, 10 timer
Web: apple.dk

Priser: 10,5" 5.600 kroner / 12,9" 7.000 kroner

Producent:
Apple
Importør:
annonce
annonce
annonce
annonce