Du har været ude i god tid og bestilt plads midt i biografsalen. Med popcorn i den ene hånd, sodavand i den anden og 3D-brillerne solidt plantet på næsen er alt klar til en perfekt biografoplevelse. Start filmen!
Men efterhånden mærker du, at det egentlig ikke er spor fedt. 3D-billedet giver ikke filmoplevelsen noget løft, og du sidder og bliver mere og mere irriteret i stedet for at nyde det. Og du kan ikke tage brillerne af, for så bliver billedet en grød af farver.
Når du har valgt at gå i biografen til 3D, er du tvunget til at have 3D-briller på. Men det er ikke det egentlige problem. En ordentligt lavet 3D-film er nemlig så fed en oplevelse, at man glemmer, at man ser film, og bliver trukket ind i et helt nyt univers. Den blander fiktion og virkelighed på fornem vis. Nej, problemet er, at meget få 3D-film laves ordentligt.
Faktisk kan jeg kun komme i tanke om to 3D-film, der har begejstret mig: Avatar og Prometheus. Begge er filmet i 3D fra starten, og man har brugt kameraer med dobbelt optik for at fange optagelserne stereoskopisk, ligesom vores øjne gør. Men det garanterer ikke i sig selv en realistisk 3D-oplevelse; man skal også anvende udstyret rigtigt. Og her fejles der over en bred kam.
Dybde i to dimensioner
Der kan være mange grunde til, at nogle 3D-film fungerer bedre end andre, men en vigtig faktor er dybdeskarphed. Man kan nemlig ikke optage 3D-film, som man optager almindelig 2D.
Ved almindelige todimensionelle filmoptagelser benytter man sig af lav dybdeskarphed for at give en illusion af dybde i billedet. Det betyder, at de objekter, man vil have tilskuerne til at fokusere på – som regel i forgrunden af billedet – er knivskarpt i fokus, mens objekter i baggrunden er ude af fokus. Det samme sker i hverdagen: Når man fokuserer på én ting, kommer andre ting ud af fokus.
Fungerer ikke i 3D
Men når man optager film i 3D, mener jeg, at det er forkert at tænke sådan. Grunden til, at 3D-effekten gør filmen mere opslugende, er netop realismen. Og for at noget skal være realistisk, må tilskueren selv kunne vælge, hvad på lærredet eller skærmen han/hun vil kigge på.
Når blikket glider fra Bilbo Sækker over på træerne i baggrunden, da han har forvildet sig ind Dunkelskoven, så forventer man at kunne fokusere, hvor man vil, med blikket. F.eks. på træerne. Men når de er filmet ude af fokus, kan man knibe øjnene sammen, så meget man vil; træerne bliver aldrig skarpe. Det betyder, at man ikke føler, at man er tilskuer til noget virkeligt.
Hobbitten – til skræk og advarsel
Når jeg bruger Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark som eksempel, er det netop, fordi det er en film, der har et glimrende udgangspunkt for at skabe imponerende 3D, men som fejler. Til Hobbitten-filmene har man nemlig brugt førsteklasses 3D-filmudstyr fra starten, og de burde derfor give en udsøgt 3D-oplevelse. Og selv om de indimellem brillerer med realistiske 3D-effekter, sker det alt for ofte, at dybdeskarpheden er for lav. Når instruktøren hele tiden tager valget for tilskueren om, hvor fokus skal ligge, går det ud over oplevelsen.
Jeg tager forbehold for at have set filmen på 3D Blu-ray med 24 billeder i sekundet og ikke i biografen med 48 billeder i sekundet. Men flere billeder vil ikke øge dybdeskarpheden.
Totalkikser fra Harry Potter
Den værste film, jeg kan komme i tanke om i denne forbindelse, er Harry Potter og dødsregalierne del 2, der har så lav dybdeskarphed, når kameraet glider hen over kulisserne, at alt andet end det, som det er meningen, man skal se på, er så uskarpt, at det grænser til det latterlige. Totalt kikset!
Når det er sagt, så er produktionsholdet dog lovligt undskyldt, da filmen som udgangspunkt er filmet i 2D og efterfølgende konverteret til 3D.
3D-film fungerer ikke i 2D
Men det er netop det, der er sagen: En film, der er filmet i 2D, kan aldrig blive god i 3D, og omvendt. Derfor bør man aldrig konvertere 2D til 3D bare for at malke en trend. Det bliver aldrig rigtig godt.
Omvendt vil det som regel også se mærkeligt ud, hvis man ser en egentlig 3D-film i 2D. Hvis dybdeskarpheden er for høj, vil billedet se falsk ud, da baggrunden kæmper med forgrunden om, hvor fokus skal ligge. 2D handler i høj grad om at narre hjernen til at tro, at billedet har dybde, og en 3D-film, der er ordentligt lavet, bruger ikke den slags tricks – da dybden er der automatisk – og dermed vil en 3D-film se vældig flad ud i 2D.
Film skal mærkes
Hollywood vil med tiden blive dygtigere og dygtigere til at producere realistiske film i 3D. Men det er svært for publikum at vide, om en biograffilm er optaget i 3D eller ej. Hvis man ikke holder op med at konvertere 2D til 3D for at malke trenden, bør seerne i det mindste få at vide, om filmen er optaget i 3D eller bare konverteret. Dermed kan man selv vælge, hvilken version man skal se, når man går i biografen.
Tommelfingerreglen er, at film konverteret fra 2D til 3D bør opleves i to dimensioner, mens dem, der er filmet i 3D, også skal ses i tre dimensioner. Hvis filmskaberne vel at mærke har brugt filmudstyret rigtigt.
