Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Volvo XC40 Recharge Pure Electric P8 med Harman Kardon Premium

Volvo med Harman Kardon-lyd

Den elektriske Volvo XC40 er en fabelagtig bil, specielt i denne udgave.

Skrevet af / 17/02/2021 - 17:39
Volvo XC40 Recharge Pure Electric P8 med Harman Kardon Premium
Lasse Svendsen

Den helelektriske udgave af XC40 er den sejeste Volvo længe. Det distinkte design og fartressourcer, man forbinder med sportsbiler, er en vældig tiltalende kombination. For mange er Recharge Pure Electric P8 AWD den perfekte XC40, men der er fire ting, man absolut bør sætte kryds ved, før man underskriver kontrakten.

Som vi påpegede i vores første test af XC40, må man ikke glemme varmepumpen, eftersom det ikke er standardudstyr. Adaptiv fartpilot burde også være standard, så glem ikke at sætte kryds ved den også, men køb endelig ikke en XC40 med standard-lydanlæg.

Harman Kardon-anlægget burde være standard. Foto: Lasse Svendsen

Den kan nemlig leveres med et meget bedre anlæg fra Harman Kardon mod et relativt moderat tillæg, og medmindre man hader musik, er det dette anlæg, man skal have i en XC40.

Vi ville også vælge det elektriske glassoltag, fordi det skaber en meget lysere og luftig atmosfære i den ellers begsorte kabine.

Foto: Lasse Svendsen

Det højner trivselsfaktoren betragteligt. Især fordi man udelukkende kan vælge den elektriske XC40 med sort interiør og ikke lyse lædersæder i kombination med lys tagbeklædning, som man kan, hvis man vælger plug-in-hybriden af XC40.

Panoramataget i glas giver en luftig og lysere kabine. Foto: Lasse Svendsen

Men for mange er den helelektriske udgave mere interessant. Efter vores grundige gennemgang og prøvekørsel i januar forstår vi hvorfor.

Læs også Elektrisk fuldtræffer fra Volvo Volvos første elbil har alt, hvad der skal til for at blive en bestseller, men der er et par ting, man skal være opmærksom på.

Under XC40-skallen finder vi samme drivlinje som i Polestar 2. Det betyder firehjulstræk, 78 kWt batterikapacitet, maksimal rækkevidde på 417 km og understøttelse af 150 kW hurtigladning. Det lever op til kravene hos mange, der overvejer at købe elbil, og hvis man dertil lægger, at den kan trække en anhængervægt på 1500 kilo og en taglast på 75 kilo, forstår man, at den 4,43 meter lange Volvo også er et praktisk alternativ i elbilklassen.

Semielektrisk anhængertræk. Foto: Lasse Svendsen

Den er også uhyggelig hurtig. Med et drejemoment på friske 660 Nm og 408 hk (300 kW) flyttes Volvoen fra stillestående til 100 km/t. på 4,9 sekunder! Det er hurtigere end Porsche Macan S, som koster det dobbelte, og udkonkurrerer f.eks. Skoda Enyaq iV80X eftertrykkeligt.

Volvoen er også hurtigere til hundrede end Teslas kommende Model Y Long Range, som til gengæld har 88 km længere rækkevidde.

Foto: Lasse Svendsen

Harman Kardon med 600 watt

Den elektriske XC40 er baseret på Volvos R-Design udstyrspakke. Den inkluderer et ganske tamt og blodfattigt anlæg, som de noget upræcist kalder High Performance, så vi anbefaler at vælge Harman Kardon Premium Sound. Det er til fulde pengene værd for dem, som ikke kan leve uden musik i bilen. Harman Kardon-anlægget kan ikke vælges alene, men indgår i to pakker:

Navigation og lyd, som kombinerer navigation med Harman Kardon-anlægget, eller Lounge-pakken, som også inkluderer panoramatag i glas og 360-kamera. Så går man fra 10 højttalere til 13 plus en subwoofer.

Foto: Lasse Svendsen

Lyden er optimeret til kabinen i XC40 af svenske Dirac Unison, som har tunet lyden i højttalerne ved hjælp af avanceret digital lydprocessering. Og anlægget kan spille i stereo eller 7.1 kanals surround. For at få det til det er der placeret en 80 mm stor fuldtonehøjttaler i hver af C-stolperne bag bagsædet, og i bagagerummet har de integreret en 20 cm subwoofer, som tager sig af de dybeste toner.

Lydindstillingerne på Harman Kardon-anlægget. Foto: Lasse Svendsen

Bagsædepassagererne får 15 cm bas/mellemtonehøjttalere kombineret med 19 mm diskant-enheder i dørene, mens Volvo har valgt en anden løsning foran. Der har de ikke fundet plads til bas/mellemtoner. I stedet har de valgt 10 cm mellemtone-enheder øverst i dørene og 19 mm diskanter i A-stolpen foran. Bassen tager en 20 cm subwoofer sig af. Den er placeret i et ventileret kammer for at give mere effekt i bassen.

Herunder befinder der sig en 20 cm stor bashøjttaler. Foto: Lasse Svendsen

Det kan man godt mærke. Hold hånden under handskerummet, og vibrationerne fra bas-enheden er praktisk talt til at tage og føle på. Surround-effekten foran varetages af en centerhøjttaler med 10 cm enheder, som er placeret midt på instrumentbrættet og over pegeskærmen på 12,3 tommer med Googles styresystem Automotive.

Mobilopladning. Foto: Lasse Svendsen

Der er ingen equalizer, men det er muligt at justere bas-, diskant- og subwoofer-niveauet, og man kan vælge, hvor heftig surround-effekt man ønsker. Diskanten er i udgangspunktet for dæmpet, og det er derfor mit råd at skrue den op til næsten maks. og bare en anelse op for subwooferen, men lade bassen være på midten.

Her er der også en subwoofer. Foto: Lasse Svendsen

Download streaming-tjenesten i bilen

Nu passer balancen i lyden godt til et varieret udvalg af musik, hvad enten det kommer fra radioen, mobilen eller Spotify eller Tidal. De to sidstnævnte kan du selv installere i bilens styresystem. Log ind på en Google-konto, og tryk på Google Play, deres app-butik, download den foretrukne streaming-tjeneste, og log ind med dine brugerdetaljer.

Diskanthøjttaler foran. Foto: Lasse Svendsen

Det fine ved at gøre det sådan er, at det er lettere at styre musikken, når appen er installeret i bilen, som naturligvis har Google Maps og Google Assistent integreret.

Google Play. Foto: Lasse Svendsen

Hvis man har husket at vælge trådløs mobilopladning før bestilling af bilen, kan man bare lægge mobilen i rummet foran i midterkonsollen for at oplade, og man kan styre musikken med talekommandoer. Det fungerer uden problemer.

Centerhøjttaler i instrumentbrættet. Foto: Lasse Svendsen

Det eneste, vi savner, er Apple CarPlay, som man kan få i Polestar 2. Og det er klart, at et kraftigt anlæg fra Bowers & Wilkins, som man kan få i større Volvoer, er endnu vildere, men Harman Kardon-anlægget sparker godt fra sig i XC40.

Surround-højttaler bag bagsæderne Foto: Lasse Svendsen

Sammenlignet med det såkaldte High Performance-anlæg får man kraftfuld bas, god dynamisk kontrast og et langt bedre balanceret lydbillede. Bassen hænger godt med, også når man får lyst til at skrue op for volumen i den ellers meget stillegående Volvo, og trommer, guitarer og basguitarer får fin fylde i lydbilledet.

Højttaler i bagdørene. Foto: Lasse Svendsen

Klangen hælder heldigvis mere imod det varme og fyldige end tynde og skingre, og det giver f.eks. strygere og vokaler mere dybde og naturlig klang. Her kommer High Performance-anlægget til kort, og skifter man fra Leon Bridges “Bad Bad News”, til Dagnys “Somebody”, er det påfaldende, hvor meget mere engagerende rytmen bliver med Harman Kardon.

Tidal og Spotify kan downloades og installeres. Foto: Lasse Svendsen

Konklusion

Volvo XC40 Recharge Pure Electric P8 vil være det perfekte valg for mange, der overvejer en elektrisk SUV i kompaktklassen. Den er nydelig – og komfortabel at køre i. De elektriske sæder i vores testbil er et vellykket kompromis mellem komfort og støtte til lår og ryg, og med panoramataget i glas bliver det langt rarere og mindre klaustrofobisk at være i bilen. Særligt for dem på bagsædet. Har man ikke brug for endnu mere rækkevidde eller endnu større lasteplads, er den elektriske Volvo et spændende alternativ i denne klasse. Vi ville ikke bare sætte kryds ved varmepumpe og adaptiv fartpilot, men også vælge panoramataget i glas og selvfølgelig Harman Kardon-anlægget. Det er for os den perfekte Pure Electric-udgave af XC40.

Foto: Lasse Svendsen

Home mener

Den hurtigste Volvo. Trygge køreegenskaber, god komfort og lyd fra Harman Kardon. Google Automotive er en leg at bruge. God rækkevidde, udstyret med anhængertræk og soltag. Giver indtryk af solid kvalitet. Kan ikke leveres med Apple CarPlay. Varmepumpe og adaptiv fartpilot er ekstraudstyr. Begrænset udstyrs- og farvevalg.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen

Et af de bedste køb i klassen

Lige i øjet

Endelig en rigtig elektrisk stationcar

BMW lykkes med det de er bedst til

Tesla har hørt vores bønner

Skærer luften som en skalpel

Lyd & Billede
Scroll to Top