TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Blueair HealthProtect 7440i

Gør hvad den skal

På tide at friske indeklimaet op med en luftrenser.

Af / 06/03/2022 - 20:51
Blueair HealthProtect 7440i

Home mener

  • Meget informativ og brugervenlig app, der gør det nemt at overvåge luftkvaliteten både i realtid og efterfølgende. I app’en kan man også følge forandringer i luften udendørs.
  • Den koster mange penge, og den er ret iøjnefaldende, hvilket kan være et problem for indretningsentusiaster. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan man manuelt skifter luftrenseren til nattilstand.

Allerede da jeg modtog pakken, blev jeg lidt urolig: Den er stor! Den bliver lidt en elefant i rummet. Alle i huset ved, at jeg skal teste luftrenseren Blueair HealthProtect 7440i, som stadig står i sin kasse, men ingen tør stille spørgsmål …

Læs også Allergikeres drøm Den sædvanlige bordblæser må have os undskyldt – vi vil meget hellere have en Dyson, selv om den er dyr.

Jeg går ind og tjekker min kollega Lasses test af Dyson Pure Cool for at se, hvor store sådan nogle tingester egentlig plejer at være. Til sidst gør jeg kort proces og pakker den ud; det er sikkert mest emballage alligevel … Nej, der tog jeg fejl. Den er ganske vist ikke så høj som den nævnte Dyson, men i mine øjne er det en meget stor, hvid og ikke særlig pæn tingest, jeg har inviteret indenfor.

HealthProtect Blueair 7440i
Stor, futuristisk og iøjnefaldende. Meget svær at gemme væk. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Men jeg er ikke dummere, end at jeg forstår, at en luftrenser er en luftrenser, og det vigtigste er, at den gør, hvad den skal. Ikke at den er et dekorativt indretningselement.

Personligt synes jeg, at soveværelset er det bedste sted for en luftrenser. Her er der ofte mange tekstiler i form af sengetøj og lignende, og de fleste har nok også et eller flere garderobeskabe, som gør, at mider, støv, diverse kemikalier fra forskellige farvestoffer osv. kan trives. Og helsebringende frisk luft, når jeg sover, lyder tillokkende.

HealthProtect Blueair 7440i
Med sine 12,5 kg uden bærehåndtag er den ikke så nem at flytte rundt på. Det er dog løst ved at sætte to hjul nedenunder. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Blueair HealthProtect 7440i skal filtrere al luft i et rum på 38 kvadratmeter ca. hvert tolvte minut, hvilket vil sige, at den passer perfekt til vores soveværelse på 25 kvadratmeter.

Annonce

Men selv om vi har et relativt stort soveværelse, der ikke er spor overmøbleret, har jeg meget svært ved at finde en god placering, hvor den kan falde ind. Jeg vil gerne gemme den bag noget, men ifølge instruktionerne skal den have mindst 10 cm fri plads omkring sig.

Heldigvis har Blueair placeret to små hjul på undersiden, som ganske vist ikke gør luftrenseren pænere, men gør det nemmere at flytte den rundt i rummet.

Bild 3
(Foto: Blueair)

Blueair 7440i i brug

Da det ikke er noget helt almindeligt produkt, beslutter jeg mig for at læse brugsvejledningen, som viser sig at være meget klar og tydelig. En ekstra stjerne i marginen for, at den også findes på de skandinaviske sprog.

Det går fint med at betjene luftrenseren manuelt, og på toppen finder man et betjeningspanel med forskellige manøvre- og indstillingsknapper. Bl.a. on/off, auto, blæserhastighed og noget, som Blueair kalder GermShield, der skal forhindre vækst af bakterier og vira på filteret også i dvaletilstand.

Lige præcis det er lidt svært for os almindelige dødelige at kontrollere, men jeg syntes, det lød godt, og havde det derfor på.

Luftrenseren måler urenheder i PM (luftbårne partikler) i størrelserne 1, 2,5 og 10, men den måler også TVOC (Total Volatile Organic Compounds), som er en fællesbetegnelse for en række forskellige flygtige organiske emner. Desuden måler den temperatur og luftfugtighed i det pågældende rum.

Bild 4
At familien glemte at tænde emhætten, da de lavede mad, kan jeg se efterfølgende på informationerne i app’en. (Skærmskud fra app’en)

Til at informere om luftkvaliteten er der også et display på toppen, hvor man kan se de målte værdier for PM1, PM2,5 og PM10 samt en luftkvalitetsindikator, der skifter farve afhængigt af luftkvaliteten.

Her vil man helst have, at den lyser blåt, for det betyder, at luften er fin, men den kan også lyse grønt, gult, orange eller i værste fald rødt, hvilket betyder, at luften er meget forurenet. Hvis man har sat den på auto, justerer HealthProtect blæserhastigheden efter behov, og man behøver ikke at gøre så meget. Ellers kan man skifte manuelt.

Det er som sagt ikke nødvendigt at slutte luftrenseren til Wi-Fi og bruge den tilhørende app, hvis man ikke vil, men for at få mest muligt for pengene vil jeg klart anbefale, at man gør det.

Jeg havde dog nogle problemer, da jeg skulle oprette en Blueair-konto via mobilen. Selv om brugerfladen så helt rigtig ud, er den nok ikke lavet til mobiltelefoner. Da jeg loggede ind via computeren, havde jeg ingen som helst problemer med at oprette en konto. Nogle ting skal man bare ikke forstå …

App’en findes på de skandinaviske sprog og er nem at forstå og meget brugervenlig. Her kan man også sætte luftrenseren i nattilstand, hvilket betyder, at hele panelet inklusive luftkvalitetsindikatoren slukkes. Det eneste, der lyser meget svagt, er on/off og GermShield.

Mærkeligt nok kunne jeg ikke finde ud af, hvordan man gør dette manuelt direkte på luftrenseren, hvilket fungerer gnidningsløst på TCL breeva A5. Der er nok en måde at gøre det på, men det lykkedes mig aldrig at finde ud af. Om det så er mig eller produktet, der har forbedringspotentiale, ved jeg ikke …

Bild-5 Bild 6
<
>
Min mands popcorntrang resulterer i grønt lys: Luften er God, men ikke Glimrende. Efter noget tid er den tilbage på normal. For en ordens skyld skal jeg sige, at han ikke brugte mikrobølgeovnen til at poppe popcorn, men gjorde det på den gode, gamle måde – på kogepladen! (Foto: Åsa Warme Hallén)

I app’en kan man nemt følge luftkvaliteten i realtid og se, hvordan den har været i løbet af dagen og natten, via separate diagrammer for hver PM-størrelse samt TVOC, temperatur og luftfugtighed.

En fiks detalje er, at man også kan se udeklimaet i sit nærområde målt i AQI (luftkvalitetsindeks), baseret på målinger af PM2,5 og PM10, ozon, kvælstof, svovldioxid og kuldioxid.

Nogle slutter aftenen af med en times afslappende TikTok – jeg sidder med diagrammer og kurver, der viser, hvordan luftkvaliteten har været i løbet af dagen, og hvordan den ændrer sig i forbindelse med f.eks. madlavning og rengøring. Her må jeg indse, at jeg selv har en del af ansvaret.

Bild 7
I app’en kan man også holde sig opdateret om udeklimaet i omgivelserne. Hvis man bor i et område med meget vind, kan det være rart, når man skal ud og gå. (Skærmskud fra app’en)

Lyden

Ifølge dataarket ligger lydniveauet på mellem 25 og 45 dB, og man kan da også høre en svag susen, når blæseren er på laveste niveau. Hjernen lever som bekendt sit eget liv, og man må vænne sig til en ny lyd, selv om den er meget lav.

Jeg kan ikke påstå, at jeg bliver forstyrret af lyden, men det tog et par nætter, før vores katte accepterede den nye beboer i soveværelset, som forstyrrede deres nattesøvn. Men det kan jeg nok ikke bebrejde luftrenseren …

Ekstraomkostninger

Nu er det jo sådan, at en luftrenser ikke bare måler partikler; den gør også noget ved dem, så man får så god og frisk luft som muligt. Til det formål kræves filtre. Blueair 7440i har tre filtre, hvoraf to er forfiltre og et er hovedfilter (SmartFilter).

Forfiltrene skal ikke udskiftes, men tages ud og rengøres omhyggeligt med en fugtig klud eller støvsuges med en blød børste. På toppen af luftrenseren er der en indikator, som fortæller, hvornår det er tid til at skifte hovedfilteret, og hvis man bruger app’en, kan man se den resterende levetid angivet i procent.

Hvor ofte man skal skifte SmartFilteret, afhænger selvfølgelig af ens indeklima, men man bør regne med mindst en gang om året. Et SmartFilter koster 890  kroner, og det må være op til den enkelte at afgøre, om det er dyrt eller billigt i sammenhængen.

Bild 8
I nattilstand høres kun en svag susen, som man hurtigt lærer at leve med. Anton og Harry er dog ikke så tilgivende, hverken over for nye ting eller nye lyde, så der gik et par nætter, før de holdt op med at sidde og stirre på nyerhvervelsen. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Konklusion

For at få mest muligt ud af Blueair HealthProtect 7440i anbefaler jeg, at man downloader og benytter sig af app’en, som er utrolig enkel, informativ og brugervenlig.

Bortset fra nogle problemer med at registrere en konto er der meget lidt at udsætte på Blueair 7440i, ud over at det er ret mange penge at bruge på noget, der i mine øjne ikke er så pænt og måske lige lovlig stort – men designet er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag.

Men det er trods alt ikke et indretningselement; det er meningen, at den skal rense luften og bidrage til et sundt indeklima. Og min oplevelse er, at det klarer den med glans!

Karakter
Blueair HealthProtect 7440i
Premium

Også i denne test:

TCL breeva A5

Absolut godkendt

Alle har ret til et godt indeklima, og der findes faktisk hjælpemidler, som ikke koster en bondegård.

Prisen er overkommelig, og det runde formsprog gør, at den falder godt ind i indretningen. Ambient-lys bidrager til den gode stemning.
Auto-tilstanden fungerer ikke helt som ønsket, og TCL-app’en gør det bedre som fjernbetjening end som kilde til information om luftkvaliteten.
Læs hele testen
Åsa Warme Hallén
(f. 1972): Endte i 1995 lidt tilfældigt på bladet Elektronikvärlden, som senere skiftede navn til Ljud & Bild. Frem til 2013, da hun valgte at prøve kræfter med andre ting, havde hun været projektleder, journalist og redaktionschef. Fra marts 2021 er hun tilbage på freelancebasis. Åsa skriver først og fremmest om brugbare dimser, der gør livet lidt sjovere, og ser måske tingene fra et lidt andet perspektiv end sine kolleger.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien

Plads til det hele

Robotstøvsugere med kunstig dumhed

Nu rykker AI også ind i vaskerummet

Passer godt ind i et Yale-smart home

Dine terrassedøre fortjener denne lås

Smidig suger går helt til kanten