TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Gruppetest: 4 Termoblendere

Termoblendere fulde af funktioner

Multimaskinen fra de professionelle restaurantkøkkener tigger om en plads i dit hjem.

Af / 15/04/2023 - 12:48
4 Termoblendere

Med en termoblender kan du skille dig af med alle dine køkkenmaskiner, bortset fra kaffemaskinen.”

Så enkelt er argumentet for at invitere en af de maskiner, som kokke verden over sværger til, ind i dit hjem. Det er den, der er hemmeligheden bag bearnaisesauce, som aldrig skiller, marengs, der bliver fuldstændigt glat, uden at du behøver koge en sukkerlage først, og i nogle af dem kan du endda fremstille din egen yoghurt eller sous vide-tilberede dine kyllingebryster. 

Men med sådan en på køkkenbordet kan du også lave helt almindelig husmormad som simreretter, one pot pasta osv. – ja, en af dem har endda et popcorn-program.

Termoblendere erstatter reelt næsten alle de maskiner, du har i dit køkken. Du kan bruge den som kogekande, som køkkenvægt, som blender, som røremaskine, ja nærmest som alt. Og langt hen ad vejen endda som komfur. Men det er muligheden for at varme indholdet op, der for alvor er en gamechanger. Den kan faktisk lave alt fra sorbet til langtidsbraiseret gryderet. 

Wifi
Flere af maskinerne i testen skal på dit wifi, så de kan opdateres med ny software og opskrifter. (Foto: Pernille Redder)

Nemt nok til, at børnene kan klare maden

Det er derfor, den ikke kun appellerer til professionelle kokke. For ligesom med de måltidskasser, du kan bestille, hvor al maden er vejet af, og opskriften er så nem at følge, at et barn kan klare det, har flere af termoblenderne indbyggede opskrifter, der trin for trin guider dig igennem processen, så du ikke glemmer en eneste ingrediens, og alt bliver tilberedt korrekt og i den rigtige rækkefølge. 

Annonce

Med andre ord: Er du typen, der er lidt distræt, har du et barn, du gerne vil give mere ansvar, eller er du simpelthen bare ikke en haj i et køkken, har termoblenderen potentiale til at blive din nye bedste ven. 

Den kan det meste

En termoblender er en vægt, et komfur, en blender, en foodprocessor og meget andet i ét. Og den består af en maskine, en kande eller skål af metal og så alverdens forskelligt tilbehør alt efter, hvad producenten har valgt at lægge ned i kassen. 

Lyder det som en ny opfindelse? Revolutionerende ligefrem? Det er det så langt fra. Tyske Vorwerk opfandt deres termoblender i 1971. Det er med andre ord over 50 år siden, de tyske ingeniører fandt på at skabe en maskine, der ikke bare kunne hakke, piske og mikse, men også varme maden op undervejs. Designet var i klassisk 70er orange og brunt, men det er der heldigvis ændret markant på siden. 

Vorwerk sidder stadig tungt på markedet over hele kloden. Australien er et kæmpe marked, og ifølge distributøren er der alene i Polen solgt over 20 millioner eksemplarer af deres maskine. Søger du på nettet, kan du endda finde specialdesignede klistermærker med alverdens motiver, som er designet til at udsmykke den hvide maskine, så den i stedet kommer til at ligne en blomstermark eller bliver ternet. 

Men flere virksomheder har opfundet deres egne versioner af Thermomix og napper dermed originalen i haserne. Maskinerne er store, tunge og dyre, men kan sådan en virkelig erstatte alle de andre, der fylder i dine skabe, er det måske alligevel værd at ofre både pengene og pladsen på den. Bedøm selv.

I denne gruppetest har vi medtaget fire termoblendere, som alle har de grundlæggende funktioner – hakke/mikse/opvarme/veje – indbygget.

Suppe
Menuen stod på grøntsagssuppe og pizza flere dage i træk i testkøkkenet. (Foto: Pernille Redder)

Sådan testede vi

Vi har testet de fire maskiners indbyggede menuer og hvor intuitive de er at følge. I løbet af testperioden har vi brugt maskinerne på skift til forskellige retter for at lære dem at kende, men konkret er alle maskinerne blevet testet på de samme to opgaver:

1: Pizzadej

2: Blendet grøntsagssuppe

Vi har i de tilfælde, hvor det var muligt, brugt den opskrift og metode, som producenten foreslår i maskinens indbyggede kogebog eller app.

For pizzadejens vedkommende ønskede vi at teste, om dejen blev varmet op til 37 grader for at aktivere gæren, og om dejen blev æltet glat og fin. For når man laver en pizzadej, er det vigtigt, at melets glutenstrukturer bliver opbygget, da dejen skal strækkes og rulles tyndt ud.

For grøntsagssuppens vedkommende testede vi maskinens evne til at hakke og riste grøntsagerne af, om suppen blev kogt igennem, og om den blev blendet helt fløjlsglat uden klumper.

Testvinderen er den maskine, som løser alle opgaverne på tilfredsstillende vis, og som har en intuitiv menu, der giver brugeren lyst til rent faktisk at bruge maskinen.

Vorwerk Thermomix TM6

Den originale

Thermomix dominerer markedet, og det er ikke uden grund.

Ekstremt mange funktioner. Maskinens mange programmer gør det nærmest umuligt at fejle.
Betalt abonnement på kogebogen. Det er svært at følge med i, hvor langt tilberedningen er, fordi låget ikke er gennemsigtigt
Læs hele testen

Emga Caterchef Thermoblender

Den enkle

Maskinen til dig, der gerne vil styre alting selv.

Ekstremt enkel at betjene og løser alle opgaver til bravour. Med sine 1.500 watt er den en kraftfuld fætter.
Tænker ikke for dig, så du skal selv vide, hvordan din mad skal tilberedes. Maskinen hopper og danser på bordet, når den kommer på hårdt arbejde
Læs hele testen

SOGO Køkkenrobot med touchskærm

Den mindste

Spanske Sogo har lavet en køkkenrobot med de mest basale funktioner.

En maskine som løser de opgaver, du giver den. Gennemsigtigt låg giver en god føling med, hvordan madlavningen skrider frem.
Menu findes ikke på dansk, og det medvirker til indtrykket af, at der ikke er kælet så meget for detaljerne. Helt overflødigt med to låg, som passer til forskelligt tilbehør. Det bidrager til forvirringen.
Læs hele testen

Kenwood Cooking Chef XL

Den største

Køkkenmaskine på digitale steroider.

Skålen er hele 6,7 liter og dermed dobbelt så stor som de øvrige maskiners. Velfungerende app med et fint udvalg af opskrifter, som du ovenikøbet kan bruge til at styre maskinen med.
Noget mere kompliceret maskine end de andre, som det kræver tid at sætte sig ind i. Det er bøvlet at flytte maden rundt mellem foodprocessor, blender og skål og giver også noget mere opvask.
Læs hele testen
Pernille Redder
(f.1977) Journalist på L&B Home. Pernille har arbejdet som journalist og redaktør i TV-branchen siden 2003. Blandt andet på DR, TV 2 Øst, TV 2 Fyn og som redaktør på Copenhagen TV Festival. Pernille skriver ærligt og kontant om alt det, der gør livet som blandt andet husejer og forælder sjovere og nemmere.

5 kommentarer til “4 Termoblendere”

  1. Vibeke Mogensen

    Jeg har Thermomixen og brugt den i 7 år, den er der ingen andre maskiner der kan slå. Let med alle de opskrifter og bruge den manuel til dine egne opskrifter, som nu kan lægges ind i maskinen. Jeg har taget alle andre køkkenmaskiner ud, Thermomix erstatter næsten alt.

  2. Lars Möser

    Lidt misvisende ang Thermomix. Den kogebog der følger med fysisk vil altid ligge i maskinen også. Det er kun andre opskrifter og kommende nye funktioner der kræver abonnement. Og vi snakker 48€ om året. Det kan man vist lige overkomme. Har haft min siden 2019 og er meget glad for den. Bruger den næsten hver dag.

    1. Pernille Redder

      Hej Lars. Tak for din opklaring. 🙂 Hvorvidt 48€ om året er dyrt eller billigt, er jo naturligvis en individuel vurdering. Men hvor er det dejligt at høre, at du er glad for din maskine. Bedste hilsner Pernille Redder

  3. Merete Udklit Svendsen

    Thermomix kommer med 1/2 års gratis abonnement. Jeg havde min thermomix med i sommerhus uden wifi, og kunne bruge alle de opskriver/samlinger af opskrifter jeg har tilføjet, men det vil altid være en fordel at have abonnement for så kommer opdateringerne automatisk ind på thermomixen. Dejlig maskine

  4. Jeg har haft Thermomix TM6 i 3 år og jeg ville ikke bytte den for en anden. Den kan alt. Der findes også en masse opskrifter. Maskinen bliver hele tiden opdateret med nye funktioner, det kommer et nyt tilbehør osv. Man behøver ikke købe det dyreste abonnement til 48 €, men det giver mulighed for at ændre på alle opskrifter, downlade flere fra andre sider eller lave sine egne. Det er rigtig fedt. For 3 år siden hadede jeg at lave mad, men nu nyder jeg det. Bare en Thermomix og alt er så nemt og sjovt.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Delt glæde er dobbelt glæde

Dobbelt så smart er ikke dobbelt så godt

Det her kan ingen andre sengelamper

4 espressomaskiner: Hænger pris og kvalitet sammen?

Fleksibel og ideen er god

Overvågning med øje på økonomien

Plads til det hele

Robotstøvsugere med kunstig dumhed

Nu rykker AI også ind i vaskerummet

Passer godt ind i et Yale-smart home

Dine terrassedøre fortjener denne lås

Smidig suger går helt til kanten