Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Toughphones

Tre telefoner du ikke kan slå ihjel

Har du brug for at køre apps på stilladset, eller vil du bare passe din Facebook på fjeldvandringen? Så har du brug for en robust smartphone.

Skrevet af / 01/04/2020 - 14:00
Toughphones
John Alex Hvidlykke

Produkter i denne test

En smartphone er et uundværligt redskab – og et elsket tidsfordriv – for de allerfleste. Men hvis din dagligdag er under åben himmel, stiller det høje krav til elektronikken. Det samme gælder for dem, der ser frem til at tilbringe ferien på kanotur eller festival.

Løsningen er de såkaldte toughphones, også kendt som håndværkermobiler. En toughphone er i bund og grund en almindelig smartphone, der er pakket så overordentlig godt ind, at den kan modstå en hård verdens belastninger. Skallen skal dels være vand- og støvtæt, og dels skal den fungere som en kofanger, der tager af for stød og slag.

Vi har i denne test set på tre af smartphone-markedets hårde drenge, hvor modstandskraft tæller mere end finesse. Og vi har prøvet dem på deres egne betingelser, dvs. hvor godt de klarer sig, når det går hårdest til. Men også i hvor høj grad de kan bruges til at ringe, surfe og køre apps. Vi har også set på eventuelle specialfunktioner til udendørs brug.

Hårdføre telefoner har deres egen niche i smartphone-universet, og reglerne her er ikke de samme som i resten af verden. Det handler først og fremmest om at være robust. Hastighed og design kommer i anden række.

I tidligere toughphone-tests har resultaterne været langt under almindelige smartphones på alle punkter. Helt så slemt står det ikke til længere, og de tre testede telefoner er faktisk acceptabelt hurtige og har alle skærme, der i størrelse og opløsning kan måle sig med civile modeller. Men de er først og fremmest beregnet til hård arbejdsbrug, så forvent ikke at bruge din toughphone til spil.

Når det gælder 3D-grafik og processorkraft, havde de tre testede telefoner nogenlunde samme regnekraft som en et år gammel Huawei P30 Pro. Tilsammen!

(Foto: uleFone)

Sådan testede vi

Når vi får at vide, at en telefon er så godt som uødelæggelig, er vi simpelthen nødt til at prøve, om det holder stik. Vi har derfor i videnskabens navn mishandlet testeksemplarerne systematisk. Telefonerne er blevet dyppet i vand, rullet i sand og tabt på gulvet uden hensyn til pris og underskrevne erklæringer om at behandle testobjekterne skånsomt.

Bag det barske ydre er telefonerne dog stadig smartphones, så de skal selvfølgelig også testes efter vores sædvanlige alen, som handler om hastighed, brugervenlighed, hastighed, funktioner – og hastighed.

 

Det betyder IP-numrene

Når det gælder mobiltelefoner og anden elektronik, som kan tåle hårdhændet brug, støder man hele tiden ind i numre, der begynder med bogstaverne IP.

Den såkaldte IP-klassifikation bruges til at beskrive, i hvor høj grad telefonen er støv- og vandtæt.

IP-klassifikationen siger altså intet om, hvor hård belastning telefonen kan tåle, men alene hvor bestandig den er over for fremmedlegemer. Hold derfor godt øje med, om det også er beskrevet, hvor langt telefonen kan tåle at falde – og på hvilket underlag.

Første ciffer (0-6) er støvtætheden, og andet ciffer (0-8) beskriver vandtætheden. Skal telefonen være reelt tæt, bør den have en klassifikation på 67 eller 68. En IP68-telefon (den højeste tæthedsklasse) er fuldkommen støvtæt og kan tåle at ligge på flere meters vanddybde i længere tid.

Nummerforklaring

Første ciffer:

0 – Ingen beskyttelse.

1 – Afskærmet. Objekter på op til 5 cm kan trænge ind.

2 – Pilfingertæt. Objekter på op til 12,5 mm kan trænge ind.

3 – Skruer og søm holdes ude. Objekter på under 2,5 mm kan trænge ind.

4 – Aflukket. Objekter på under 1 mm kan stadig trænge ind.

5 – Støvbeskyttet. Tåler at blive tabt i sandet, men støv i mindre mængder kan trænge ind.

6 – Støvtæt. Intet støv trænger ind.

Andet ciffer

0 – Ingen beskyttelse.

1 – Bygetæt. Tåler roligt, lodret dryppende vand i op til ti minutter.

2 – Regntæt. Tåler dryppende vand i op til ti minutter.

3 – Tåler roligt strømmende vand i fem minutter.

4 – Tåler at blive oversprøjtet med vand i fem minutter.

5 – Kan spules med en tynd vandstråle (op til 6,3 mm) i op til et kvarter.

6 – Kan spules med vandstråler på 1,25 cm under tryk, f.eks. fra en haveslange, i op til tre minutter.

7 – Kan tåle at ligge i vand i op til en halv time på en meters dybde.

8 – Kan tåle at ligge kontinuerligt i vand på mere end én meters dybde (typisk ned til tre meters dybde). Eller i mindst en halv time på større dybde.

9K – Kan spules med vandstråler med højt tryk og høj temperatur (80 grader °C) i mindst tre minutter.

 

MIL-STD-810G

En anden klassificering, der optræder i forbindelse med robuste mobiler, er MIL-STD-810-G. Det er de kravspecifikationer, som skal være opfyldt for udstyr, der skal bruges af det amerikanske militær. For at opnå MIL-STD-810G skal produktet dog rent faktisk være testet af en militær instans efter dens normer. Hvad der kræves, er beskrevet i et 810 sider langt dokument, der kan læses på denne adresse:

http://www.atec.army.mil/publications/Mil-Std-810G/Mil-Std-810G.pdf

Produkter i denne test

uleFone Armor 7

Til fummelfingrede fotografer

Solid telefon med et par sjove tricks i ærmet – og ikke mindst et rigtig godt kamera.

Stor og rigtig fin skærm, trådløs opladning – og et kamera i en kvalitet, vi ikke har set i en toughphone før.
Middelmådig processor, og 3D-grafikken er ikke noget at prale af.
Læs hele testen

CAT S52

Et får i ulveklæder

CATs hidtil slankeste toughphone har ikke andet end sit robuste ydre at hævde sig med.

Den slankeste og pænest designede robuste telefon i testen. Den holder vand og kan sagtens tåle hård behandling.
Den er helt uden særlige håndværkerfunktioner. Den er langsom til de meste – og ekstra langsom til grafik.
Læs hele testen

Doogee S68 Pro

Powerbank med indbygget telefon

Doogees håndværkermodel er billig nok til at købe som ekstratelefon, og den kan fungere som trådløs oplader for andre enheder.

Billig nok til, at man kan have den som ekstratelefon til hård brug. Lang batteritid. Trådløs opladning – begge veje!
Den største og tungeste telefon i testen. Trods mange kameraer er billedkvaliteten ikke noget at skrive hjem om.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top