Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Gruppetest: Her er resultatet af kamerablindtesten med Apple, Huawei, Motorola, OnePlus og Samsung

Et overraskende resultat - iPhone vinder samlet, men ikke overlegent

Vi spurgte, læserne svarede. Med næsten 4.500 stemmer er iPhone 11 blevet kåret som vinder af kamerablindtesten.

Skrevet af / 18/10/2020 - 12:00
Her er resultatet af kamerablindtesten med Apple, Huawei, Motorola, OnePlus og Samsung
Peter Gotschalk

For to uger siden inviterede Lyd & Billede læserne til at deltage i et lille eksperiment: Vi havde udvalgt fem af de mest populære smartphones i premium-klassen – Apple iPhone 11, Huawei P40 Pro, Motorola Edge+, OnePlus 8 Pro og Samsung Galaxy Note 20 – og fotograferet otte forskellige standardscener med hver af dem, svarende til den type billeder, som de fleste skyder igen og igen med deres mobiltelefon.

Hver scene var blevet fotograferet i 4:3-format med mobilernes standardindstillinger for den pågældende type billeder. Derefter navngav vi billederne, så det ikke umiddelbart var muligt at se, hvilken mobil der havde taget hvilke billeder.

Læs også Mobil eller kamera? Mange har gemt kameraet af vejen, i takt med at mobilerne har fået bedre kameraer og antallet af billeder, folk tager, er eksploderet. Men hvor godt er mobilkameraet egentlig?

Hele pointen med øvelsen var at finde det mobilkamera, der producerer de billeder, som flest mennesker faktisk synes om. Uden hensyntagen til teknologi og forudindtagede holdninger til producenter eller styresystemer.

Afstemingen har kørt både i Danmark, Norge og Sverige, og vi aflæste resultaterne af hver enkelt kategori i de tre lande den 14. oktober.

Lyd & Billede er et nordisk medie, hvor vi ikke skelner mellem landene, og derfor får I ikke at vide, om svenskerne stemte anderledes end nordmændene osv. Vi har fundet én samlet vinder af kamerablindtesten – og så har vi kigget på, hvilke mobiler I var mest begejstrede for i hver enkelt kategori.

I alt afgav 2.870 læsere deres stemme på tværs af Danmark, Norge og Sverige, og der blev afgivet 19.133 stemmer i alt. Resultatet ser du her:

Placering Nummer Model Antal stemmer
1. 1 iPhone 11 4.473
2. 4 Huawei P40 Pro 4.011
3. 3 OnePlus 8 Pro 3.766
4. 2 Samsung Galaxy Note 20 3.635
5. 5 Motorola Edge+ 3.248

Og vinderen er …

Kort fortalt: I har kåret iPhone 11 som den bedste kameramobil på markedet. I hvert fald har billederne taget med iPhone 11 fået flest stemmer blandt de deltagende læsere på tværs af Skandinavien!

Tabellen skal i øvrigt læses således, at alle billeder i de nedenstående kategorier, hvis betegnelser slutter med 1 – f.eks. 1.1, 2.1, 3.1 osv. – er blevet taget med iPhone 11. Billede 1.2 er så taget med Samsung Galaxy Note 20, billede 1.3 med OnePlus 8 Pro og så fremdeles.

Dette er blot den første af forhåbentlig mange blindtests af mobilkameraer. Vi planlægger allerede nu nye tests med andre smartphones i andre prisklasser, og med tiden er det hensigten, at læsernes kåring af vindere skal udvikle sig til en decideret “Readers’ Choice Award” – på linje med vores Bedst i Test-, Bedste Køb- og Specielt Anbefalet-ikoner.

Herunder kan du se, hvilken mobil der har vundet den pågældende kategori, samt kategoriens resultat gjort op i procenter.

1. Standardbillede, dagslys

Her er der tale om et billede helt uden dikkedarer. Motivet er fra Prenzlauer Berg i Berlin og viser en statue af den tyske kommunist Ernst Thälmann. Billedet er taget uden zoom på en halvoverskyet eftermiddag.

Den meget klare vinder i denne kategori var OnePlus 8 Pro. 

2. Ultravidvinkel, dagslys

Her er motivet den olympiske svømmehal i Europasportpark i Berlin. Hvert billede er taget med den pågældende smartphones standardindstillinger for ultravidvinkel.

I denne kategori var stemmetallet tæt. Faktisk så tæt, at der var forskellige vindere i hhv. Danmark, Norge og Sverige. Danskerne foretrak billedet skudt med Motorola Edge+, svenskerne hældte til iPhone 11, mens nordmændene valgte Samsung Galaxy Note 20. Det samlede stemmetal lod dog Samsung-mobilen løbe af med sejren i kategorien.

3. 5x zoom

De testede telefoner er meget forskelligt udstyret, når det gælder zoomfunktionen. Men eftersom iPhone 11 maksimalt kan klare op til 5x digital zoom, har vi valgt at lade det være grænsen. Så alle mobilerne har taget et billede med 5x zoom af den samme byggeplads i Friedrichshain i Berlin. At billederne ikke er helt ens, skyldes IKKE en fejl fra vores side, men derimod at resultaterne bliver meget forskellige fra mobil til mobil, selv om man vælger præcis samme zoomindstilling.

Denne kategori havde derimod en meget klar vinder: Samsung Galaxy Note 20.

4. Standardbillede, indendørs

At tage gode billeder med mobilen derhjemme er ikke helt så enkelt, som man skulle tro. Tit har man forskellige lyskilder med forskellig lysstyrke og farvetemperatur tændt på én gang, hvilket sætter mobilkameraets software på overarbejde. Her har vi taget et billede af et helt almindeligt køkken i en lejlighed i Berlin en tidlig aften. Lyset kommer både fra neonrør, glødelamper og en LED-pære, som man ikke kan se på billedet.

Det samme gælder denne kategori, hvor OnePlus 8 Pro gik af med sejren.

5. Selfie

Især de yngre bruger mobilens frontkamera mere end noget andet. Der skal jo både tages selfies til Instagram, Snapchat, Tinder, Grindr og meget andet! Her er det artiklens skribent, der har fotograferet sine rynker helt uden filter foran førnævnte statue af Ernst Thälmann. Der er hverken brugt zoom eller vidvinkel.

Der var tæt løb, når det gælder frontkameraet. Kampen stod mellem Huawei, iPhone og Samsung, men det blev sydkoreanerne og Galaxy Note 20, der tog guldet.

6. Makro

Selvfølgelig skal man også kunne komme helt tæt på sit motiv med et godt mobilkamera. I dette tilfælde har vi brugt den pågældende mobils makroindstilling, hvis en sådan var tilgængelig. Hvis ikke har vi brugt standardindstillingerne og er gået så tæt på motivet som muligt.

Den samlede vinder af kategorien blev iPhone 11. Dog mente de danske læsere med et meget lille overtal, at Samsung Galaxy Note 20 tog det bedste makrobillede.

7. Portræt

Så godt som alle smartphones i premium-klassen har en særlig portrætfunktion, som lader dig tage lækre personbilleder med sløret baggrund. Men igen er der stor forskel på, hvor godt kamera-softwaren klarer opgaven. Både når det gælder sløring af baggrunden og gengivelse af kontrast og hudtoner.

Her stod kampen mellem iPhone 11 og Motorola Edge+. Billedet fra den kinesiske mobil faldt bedst i læsernes smag både i Danmark og Norge, mens svenskerne foretrak iPhone 11. Den samlede vinder blev dog klart Motorola Edge+.

8. Natindstilling

Huawei var blandt de første til at lancere en særlig natindstilling på sine dyreste smartphones. Med P30 Pro lancerede den kinesiske producent således en kombination af lysstærk optik og nyskabende billedprocessering, der kunne lysne billederne og samtidig kompensere for billedstøj i mørket.

I dag er muligheden for at tage gode billeder i mørke omgivelser standard på alle smartphones i premium-klassen, men som du kan se på testbillederne, er der meget stor forskel på, hvordan og hvor godt de forskellige mobiler slipper fra opgaven.

Det var Huawei, der med den banebrydende kameramobil P30 Pro nærmest opfandt natmodus. Derfor kommer det næppe bag på nogen, at Huawei P40 Pro løb af med sejren i denne kategori. Mere overraskende er det måske, at iPhone 11 kom ind på en overbevisende andenplads med meget, meget langt ned til de sidste tre konkurrenter.

Nu undrer den opmærksomme læser sig måske over, hvordan iPhone 11 kan vinde afstemningen, når den kun vandt en enkelt af de ovenstående otte kategorier. Svaret er ret simpelt. Apples iPhone fik simpelthen generelt mange stemmer i samtlige kategorier, som blev vundet af andre produkter. Stemmetallet for de andre deltagere var derimod meget svingende. F.eks. fik OnePlus 8 Pro lige præcis 7 stemmer i kategorien “Natindstilling”, hvor iPhone 11 fik 763 stemmer og Huawei P40 Pro 1.256.

Hvor Android-mobilerne altså lader til at præstere godt på udvalgte områder (Huawei ift. natindstilling, Samsung med selfies og OnePlus med indendørsbillede ved kunstig belysning), så er iPhone 11 åbenbart den bedste allround-smartphone, når det gælder om at tage gode billeder i mange forskellige situationer.

Home mener

6 kommentarer til “Her er resultatet af kamerablindtesten med Apple, Huawei, Motorola, OnePlus og Samsung”

    1. Peter Gotschalk

      Nej, alle billeder, der ender med x.4 er Huawei P40 Pro. Alle billeder, der ender med x.5 – også 7.5 – er Motorola Edge+.

      1. Lasse Løwe

        Hej Peter,

        I skriver bare at Huawei vinder portræt i teksten i afsnit 7, men det er 7.5 der får flest procent? 🙂

        1. Peter Gotschalk

          Det har du fuldstændig ret i. Det er simpelthen en fejl fra vores side. Det er Motorola Edge+, som fik flest stemmer. Ikke Huawei P40 Pro. Tror journalisten skal have nye briller! 😉

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top