HD10 giver et fint kvalitetsindtryk med en afrundet ramme af aluminium og en godt polstret hovedbøjle med imiteret læder. De store 50 mm drivere (“højttaler-elementer”) kan ses inde i ørekopperne, og kopperne kan forskydes lodret i forhold til hovedbøjlen for at tilpasses til forskellige hovedstørrelser. Disse hørebøffer sidder rigtig godt på undertegnedes hoved og kan fint bruges i lang tid ad gangen.

To ledninger medfølger – en kort samt en lang til hjemmebrug. Ingen af dem har kontrol/mikrofon til mobilbrug, og hovedtelefonerne kan ikke foldes sammen.

 

Lydkvalitet

HD10 er et par meget rytmiske hovedtelefoner. “S.O.B.” med Nathaniel Rateliff & the Night Sweats er en rigtig abefestsang om kærlighed og druk i en swingende “spiritual”-indpakning. Den rytmiske klappen i starten af nummeret er vildt fængende i Panasonics hovedtelefoner, og der er masser af luft og detaljer i toppen. Der mangler dog lidt fylde i mellemtoneområdet, så Nathaniels stemme kan virke lidt nasal, men det funker.

I k.d. langs coverversion af Neil Youngs “After the Gold Rush” klinger klaveret flot med et godt attack, og celloen lyder sprødt og fint. Elbassen er rund og fyldig – faktisk mere fyldig end på Denon MM400, testens dyreste hovedtelefoner.

På enkelte områder kan jeg egentlig bedre lide Panasonic. k.d. langs stemme lyder dog lidt tyndt, og det går igen over hele linjen. Også på sprælske elektroniske numre som Kate Boys “Northern Lights”, hvor Panasonic kommer godt ned i bassen, samtidig med at detaljerne i toppen kommer tydeligt frem. Men med en lige lovlig tilbageholdende mellemtone får man lidt “loudness”-følelse, og anslagene er ikke så kontrollerede og hurtige som på de bedste.

 

Konklusion

Selv om Panasonic ikke er specielt kendt for hovedtelefoner, lyder HD10 ganske fint og er lette at holde af, men de mangler lidt punch i mellemtonen for at kunne stå sig imod de bedste.

Også i denne test: