Sennheiser CX True Wireless

Flot lyd, men …

Forudsat at man kan finde nogle dutter, der passer ordentligt i ens ører, giver Sennheiser CX True Wireless herlig lyd.

Sennheiser CX True Wireless LIFESTYLE

Foto: Sennheiser

Jeg vil sige, at mine yndlingshørepropper stadig er Sennheiser Momentum True Wireless 2. De lyder fantastisk, sidder fint i ørerne, er delvis vandtætte og har både støjreduktion og lydgennemslip.

Men med en vejledende pris på 1.990 kroner er de ikke ligefrem billige. Derfor lancerede Sennheiser sidste år lillebror CX 400BT med meget af den samme lyd, men uden støjreduktion eller vandtæthed.

Det var dog ikke længe, de fik lov til at være på markedet, for nu er de allerede blevet afløst af CX True Wireless. Som er endnu billigere end CX 400BT og nu er delvis vandtætte (IPX4) – hvilket betyder, at man i højere grad kan træne med dem. Den opgivne batterilevetid er også steget fra syv til ni timer i propperne med to ekstra opladninger fra etuiet.

Der medfølger silikonedutter i fire størrelser – fra XS til L – hvilket burde gøre det muligt at finde nogle, der passer.

Sennheiser CX True Wireless white background
(Foto: Sennheiser)

Sennheiser CX True Wireless i praksis

Det, der overrasker mig ved Sennheiser-propperne, er at de øredutter, der passer bedst til mine ører (M), ikke sidder godt nok. Det vil sige, de tætner fint til at begynde med, men så glider de langsomt, men sikkert ud, så de ikke forsegler. Det går ud over basgengivelsen, og lyden bliver tynd og spids. De største dutter var for store og gled faktisk endnu lettere ud, og de mindre dutter forseglede ikke ordentligt.

Jeg var nødt til at fifle lidt og skifte til nogle af mine personlige øredutter for at gennemføre testen. Comply memory-skum fungerer glimrende, så hvis du har samme problem som mig, kan jeg anbefale at købe et par af disse.

Når propperne endelig sidder ordentligt i ørerne, kvitterer de til gengæld med en lydkvalitet, som få andre i klassen kan matche. Hvor lyden er god, men diskanten lidt grovkornet på både Supra Nero-TX Pro og JBL Live Pro+, er diskanten på Sennheiser mere naturlig.

Sennheiser CX True Wireless exploded copy
(Foto: Sennheiser)

Billie Eilish kommer ud med en naturlig og pænt fyldig bas og et meget velafbalanceret lydbillede. Kvindevokaler lyder i det hele taget fint, uden skarpe sibilanter (s- og sj-lyde).

Klassisk musik lyder også fornemt, med naturtro klaver og instrumenterne rundt om, der fylder det store lydbillede ud.

Det eneste, jeg savner ved Sennheiser, er mulighed for at spille højere. Det maksimale lydniveau er lidt lavt, og man kommer ikke rigtig over “hyggeniveau”. Almindelig pop og rock, der er hårdt komprimeret, lyder højt nok, men akustiske optagelser – især klassisk musik – som er indspillet med et stort dynamisk omfang og dermed et lavere generelt lydniveau, bliver aldrig helt højt nok i mine ører.

Sennheiser CX True Wireless. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Det betyder også, at disse hørepropper vil være problematiske til flyrejser, fordi støjen fra kabinen i høj grad er lavfrekvent og derfor slippes igennem af proppernes mekaniske støjdæmpning. Uden aktiv støjreduktion, der tager sig af dette, burde man kunne kompensere ved at spille højere, men ikke her.

Talekvaliteten ved mobilopkald er udmærket; lidt skarp i mellemtonen, men tydelig nok. Noget, jeg godt kan lide, er at man kan vælge i app’en, at man kan høre sin egen stemme i hørepropperne.

(Foto: Sennheiser)

Konklusion

Under optimale forhold er der få, som kan slå Sennheiser CX True Wireless på lydkvalitet. Lyden er naturlig og afbalanceret med flotte overtoner og en velafbalanceret bas. Gennemmusikalsk, simpelthen.

Ulempen er, at det kan være svært at finde den rigtige pasform. Øredutterne gled af sig selv ud af den tætsiddende placering i undertegnedes ører, hvilket gjorde det nødvendigt at finde mine egne, personlige øredutter frem. Derfor kan det være nødvendigt at købe ekstra dutter.

Et andet ankepunkt er, at den maksimale lydstyrke er lidt lavere end i andre hørepropper, hvilket gør, at musik med et stort dynamikområde – såsom klassisk, jazz og viser – simpelthen ikke bliver højt nok. Især ikke da hørepropperne også mangler aktiv støjreduktion.

Læs videre
Exit mobile version