Test: KEF R11

Jeg ved, at det kan lyde underligt, men disse højttalere er et røverkøb. Seriøst. Men før jeg kommer til lyden og det tekniske, så tyg lige på det her: Prisen er ganske vist høj, men man skal se på, hvad man får for pengene, og så må man sammenligne med, hvad der ellers findes derude.

For de gulvstående KEF R11 – som i øvrigt er flagskibet i den nye R-serie – får hård konkurrence fra højttalere i Sonus fabers Sonetto-serie, Dynaudios Contour-modeller og gulvstående i Dali Rubicon-serien. Sonetto V til nogle tusind mindre er vores reference i denne prisklasse og vores foretrukne valg blandt mellemstore gulvstående højttalere i premium-klassen.

Men KEF R11 er det bedste alternativ til disse, og på nogle områder er de også bedre. Højttalerne slægter nemlig de enestående KEF Blade Two på og har tilsvarende bestykning som dem og KEF Reference 5. Men til en brøkdel af prisen.

Hvordan er det muligt? Den slanke R11 har et enklere kabinet og lidt simplere versioner af bas-enhederne, men den nye UNI-Q koaksial-enhed, der for 12. gang kombinerer mellemtone og diskant i én enhed.

Den nye koaksial-enhed er kombineret med fire nyudviklede, 16,5 cm store bas-enheder, som er monteret på fronten med hver sit basreflekskabinet indvendig.

Lyder det tilforladeligt? KEF siger, at R-serien har gennemgået 1.043 (!) ændringer i forhold til den udgåede R-serie, og her mener de hele konstruktionen, ikke kun højttaler-enhederne. Som altså er nye her.

Nye enheder fra top til bund

Det samme gælder i høj grad de øvrige modeller i R-serien. De to mindre og billigere gulvstående modeller, R7 og R5, samt standerhøjttaleren R3 har alle de samme grundlæggende opgraderinger. Det gælder også centerhøjttaleren R2c og den kompakte Dolby Atmos-højttaler R8a. Sammen med subwooferen R400b kan man altså udvide R-serien til en fuldgyldig surround-opsætning. Her har vi dog kun testet R11 i stereo.

Den nye Uni-Q koaksial-enhed har i mange år været en af de mest vellykkede enhedskonstruktioner i vores ører. Den bruges i lidt forskellige versioner i mange af KEF’s højttalere. Her har den nyeste udgave med aluminiummembraner fået et redesignet ophæng, forbedret dæmpning og magnet- og spolekonstruktion samt mere præcise tolerancer i sammenføjninger og overgange.

Kabinettypen, som KEF kalder Shadow Flare, er taget fra Blade- og Reference-serien og har en buet overflade for at eliminere diffraktioner. Ifølge KEF er summen af alt dette, at farvning, resonanser og forvrængning er væsentlig reduceret.

De fire bas-enheder er også nye, med et nyt magnetsystem og en konkav aluminiummembran i sandwich med en fibermembran. KEF siger, at den nye konstruktion giver strammere og mere dynamisk bas med reduceret forvrængning.

Kabinettet og basrefleksportene er også forstærket, dæmpet og formet for at reducere vibrationer, resonanser og turbulens, som kan opstå, når de fire bas-enheder frigiver akustisk energi.

Opsætning

Højttalerne fås i blank sort eller hvid, eller – som vores testeksemplarer – i en smuk valnøddefinér med kobberfarvede enheder. De leveres faktisk ikke med fronter, som er ekstraudstyr. Fronterne er lavet af mikrofiber, som ligner alcantara, og fæstnes med integrerede magneter.

Som sædvanlig for dyrere KEF-højttalere er kabelterminalerne i en klasse for sig. De kan nemt bruges med et dobbelt sæt kabler – såkaldt bi-wiring eller bi-amping – med enten ekstra kabler eller en ekstra forstærker til det øvre og en til det nedre frekvensområde.

Når man tilslutter et ekstra kabelsæt, behøver man ikke at forholde sig til skinner eller kabelforbindelser. Bare drej de to kontakter på bagsiden til bi-wire, så er alt klar.

Højttalerne skal stilles op med de medfølgende metalfødder og spikes. Der medfølger parketbeskyttere og værktøj til at justere højttalerne i vater, når de er anbragt.

Hvis man skal sætte dem ind til væggen, kan det være smart at stoppe basportene bagpå til med de medfølgende skumpropper. I hvert fald med den ydre del af de todelte skumpropper.

KEF siger, at højttalerne er relativt letdrevne med 90 dB følsomhed og 8 ohm nominel belastning (faldende til 3,2), men du kan godt glemme alt om at bruge den gamle NAD på 30 watt. De trives nemlig bedre på forstærkere med lidt muskler. Vi brugte Hegel H590, vores referenceforstærker, som KEF også har benyttet flittigt ved demonstrationer.

Referencelyd

I vores testrum faldt højttalerne godt på plads med en meters afstand til bagvæggen og moderat vinklet ind mod vores Ekornes-stole. Førsteindtrykket fra den første demo i 2018 havde åbenbaret noget for sig. For disse højttalere spiller så stort, at jeg tror, KEF får svært ved at overtale nogen til at bruge tre gange så mange penge på et par Reference 5.

Nej, de er ikke helt i samme klasse, men hvis man ser på prisen, er det opsigtsvækkende, hvor tæt på det er muligt at komme for pengene.

Bassen er dybere og fyldigere på R11 end på Dynaudio Contour 30, og stereoperspektivet er bredere og mere fokuseret end på Sonetto V. De minder i det hele taget om Reference 5, men med bedre sammenhæng mellem mellemtone og diskant. Det, Reference 5 er bedre til, er større dynamisk lofthøjde og mere mægtig og fysisk bas, og de fylder lettere et stort rum.

Men for pokker, hvor lyder Lil Halimas vokal levende på “Hold Me”, hvor bassen opleves som plantet på terra firma og så mægtig, at man kan mærke vibrationerne i benene. Det kan godt være, at de er små, men aluminiumbasserne på R11 er mange og entusiastiske.

Det kan også mærkes på Khalids “Bad Luck”. Efter guitarintroen pumpes rummet fuld af et solidt bastryk, men højttalerne holder bastonerne i stram regi. Det lyder i det hele taget mægtigt, og selv om den dynamiske kontrast ikke opleves som bedre end på Contour 30, er dybden og musklerne i bassen en division op i kvalitet.

Kompleksiteten i Sudan Archives “Beautiful Mistake” er en større udfordring. Her svinger percussion fra højttaler til højttaler i et hurtigt tempo, men KEF R11 har fuld kontrol, også her.

Trommesporet på Dire Straits’ album “Love Over Gold” er både vellydende og dynamisk. På titelsporet er guitarerne gengivet til perfektion med en nydelig varm klang, og transienterne fremstår fuldstændig fejlfrit. Ofte er det sådan, at guitarklangen kan blive tynd – for ikke at sige skarp – selv på high-end højttalere, men ikke her.

Højttalerne klarer sig også strålende på Plácido Domingo og Pablo Sainz-Villegas’ album “Volver” på Tidal Hi-Fi. Her er der kun tenor og akustisk guitar, men optagelsen er forbilledlig med en bemærkelsesværdig god dynamisk kontrast, som levendegøres på magisk vis af KEF-højttalerne. Det er ikke hverdagskost at høre Domingo så levende gengivet.

Vokalen på det eviggrønne jazzalbum “Fairytales” med Radka Toneff og Steve Dobrogosz er rent ud sagt rørende, for det er nærmest umuligt at høre nogen farvning af stemmen, der fremstår perfekt fokuseret med en naturlig varme og klang, som jeg knap nok har hørt i denne prisklasse.

I vores lytterum havde højttalerne ingen problemer med at få bassen ned i 30 Hz regionen, og hvis rummet havde været endnu større, havde jeg også turdet spille højere. I den anden ende er diskanten sømløst integreret med mellemtonen. Måske vil nogle foretrække en lidt tydeligere diskant i de øvre regioner, men personligt savnede jeg ikke noget.

Et par Klipsch Cornwall III koster det samme og engagerer på en helt anden måde end R11. Her er der mere fysik i bassen, som dog ikke går lige så dybt, og en enorm live-følelse på alt, hvad man spiller. R11 er mere raffinerede, bedre fokuseret og mere homogene uden at være kedelige af den grund.

Konklusion

KEF R11 er en opsigtsvækkende god højttaler i denne klasse. Den spiller i superligaen, men koster som 1. division. Jeg vil vove at påstå, at den er relativt billig set i forhold til, hvad den kan. Den lokker næppe Klipsch-entusiasterne over til engelske højttalere, men kan nok forføre selv blaserte entusiaster, der er vant til Bowers & Wilkins, Sonus faber, System Audio, Dynaudio eller PMC, for den sags skyld.

Jeg mener, at R11 er den bedste højttaler i sin klasse og mit soleklare førstevalg på den billige side af et par Sonus faber Olympica III eller Dynaudio Contour 60.