Produkter i denne test
Som hi-fi-skribenter lever vi – i hvert fald i arbejdstiden – i en perfekt verden, hvor det kun handler om at opnå den bedste lyd, og hvor smålige betragtninger om udseende, møbleringsvenlighed og pris kommer i anden række.
Det er bare ikke den virkelighed, der gælder uden for bladets spalter. Her må der tages hensyn, indgås kompromiser og hugges hæle og klippes tæer, når interessen for god lyd skal udleves i rum og økonomier, der deles med andre.
Højttalerne i denne test lever ikke op til fordommene, idet producenterne har tænkt på andet og mere end bare lyden. Alle otte falder inden for, hvad man kunne kalde designhøjttalere.
Skønhed og bekvemmelighed går hånd i hånd. Alle højttalerne er aktive og trådløse, og de fleste af dem er udstyret med multirumsfunktion og streaming-tjenester, så man med få tryk på mobilskærmen kan lade musikken strømme ud.
Men vi er stadig et hi-fi-medie og ikke et livsstilsmagasin. Det smukke udseende til trods er testdeltagerne alle kompetente lydgivere. Flere af mærkerne i testen her fremstiller også grej i den allertungeste high-end-klasse, så de ved, hvad de taler om.
På et enkelt punkt må man dog gå på kompromis. Den klassiske stereo-opstilling med to strategisk placerede højttalere er blevet ofret på æstetikkens alter. Modellerne i testen er enkeltstående enheder, der er beregnet til at blive placeret, hvor det ser bedst ud. Og enten er afstanden mellem stereokanalerne smal, eller også spilles der i ren mono.
Produkter i denne test
B&O BeoSound 2
Stilikon med rockmuskler
Designet er stramt, men lyden er alt andet end tilknappet.


Harman Kardon Go + Play
Stor sjæl i en lille krop
Harman Kardons bærbare højttaler kan sagtens tåle at blive brugt derhjemme.


Electrocompaniet EC Living Tana SL-1
Afslappet norsk livsstil
High-end-folkene hos Electrocompaniet har begået en elegant streaming-serie.


B&O Play A6
Musikalsk boomerang
Stor lyd og unikt design. BeoPlay A6 giver dig i både pose og sæk.


DALI Kubik One
Stereoanlæg i metermål
Kubik One er en velvoksen stang af en højttaler, hvor lydkvaliteten har førsteprioritet.


Geneva Aerosphére Large
Stor rund lyd
Designet er lige så markant, som lyden er imponerende.


Teenage Engineering OD-11
Genfødt klassiker
En hyldest til den afdøde lydtroldmand Stig Carlsson.


Specifikationer
SÅDAN TESTEDE VI
De af højttalerne, der udnytter netværk, blev indlemmet i husets trådløse netværk, hvor de blev fjernstyret fra mobil og tablet. Musikken blev leveret i form af streamede filer fra Spotify og Tidal HiFi samt fra en NAS med tabsfrie musikfiler.
Da temaet for testen er “designhøjttalere”, blev der også lagt stor vægt på udseende og højttalernes evne til at glide ind i boligindretningen, godt hjulpet af et panel af hi-fi-mæssige lægdommere (også kendt som familien).
Endelig tæller antallet af ekstrafunktioner med. Netværk, Bluetooth, streaming-tjenester, internetradio og ikke mindst multirumsfunktionalitet tæller alt sammen på positivlisten.
I en test af denne type, hvor designet spiller lige så stor rolle som lyden, og hvor prisspændet mellem den dyreste og den billigste model er mere end fire gange, er det svært at kåre en entydig vinder. Ingen af højttalerne falder lydmæssigt igennem, og valget afgøres i sidste ende af, hvilken højttaler der bedst kan indpasses mellem designermøblerne.