Følg oss på

Søg efter tests, nyheder, anmeldelser...

TEST Mio Spirit 687 Europa 44

Den kan i hvert fald finde vej

Mio er et relativt ukendt firma fra Taiwan, som producerer GPS’er til bilen. Spirit 687 er deres topmodel, men det burde det nok ikke være …
Lyd & Billede mener
Stor skærm Hurtig ruteberegning Mange kort
Svært at se ruten ved navigation Fryser Bluetooth-problemer Tåbeligheder ved brugerfladen
Specifikationer
  • 142 x 88 x 17 mm/185 g
  • Indbygget SiRF Star III m. Instant Fix II antenne
  • 5″ berøringsfølsom skærm
  • Mio Spirit QuickStart/TeleAtlas kort
  • 4 GB hukommelse
  • TMC og V-Trafic

På papiret lyder det som et røverkøb. En GPS med en 5 tommers touch-skærm, stemmestyring, kort over 44 lande, intelligent ruteberegning, og så kan den såmænd også bruges som håndfri mikrofon og højttaler til din mobiltelefon. Faktisk kan den sågar gå på nettet via selvsamme mobiltelefon, og den kan også tilsluttes som skærm til f.eks. en ekstern dvd-afspiller. Og alt det for kun 1.690 kroner? Der er jo ikke et øje tørt!

Faktisk havde jeg glædet mig til at teste Mio Spirit 687, for den indbyggede GPS i min Chrysler 300C CRD er ikke den hurtigste. Og ved første øjekast blev jeg også begejstret, da jeg fik pakket Spirit 687 ud af kassen. Den er nem at komme i gang med, og når først den farvestrålende menu med de store “knapper” dukker op på skærmen, ved man, at der er nogen, som har tænkt sig om og lagt vægt på, at dette produkt skal være brugervenligt. Det er nemt at indstille sine præferencer, menuerne er naturligvis på dansk, hvis man ønsker det, og skal man foretage en helt almindelig navigation, foregår det logisk og ligetil.

Kortene er leveret af Tele Atlas, og trafikinformationer får man via TCM og TomToms IQ Routes. Ruteberegninger skal man ikke vente længe på, og man får altid fire alternativer (hurtigst, økonomisk, nemmest og kortest) at vælge imellem. Desuden er produktet forsynet med en smart funktion, LearnMe Pro, som observerer og lærer din kørestil og planlægger dine ruter, så de passer til dig.

For mange irritationsmomenter
Men jeg ved, at der er noget galt, når jeg meget hurtigt begynder at foretrække min Chryslers indbyggede GPS.

Selv om GPS’en tilbyder brugeren kortvisning i adskillige farveskemaer, så er ruten alligevel ofte svær at følge, fordi der er for ringe forskel på farverne på den valgte rute og de omkringliggende veje. Det hjælper ikke, at Spirit 687 har det med at fryse, når man drejer eller skifter retning, så man indimellem ikke kan se, hvor man befinder sig henne. Det irriterer mig også, at jeg ikke kan skifte imellem rutetyper, mens jeg kører. Har jeg først bestemt mig for den mest økonomiske rute, så skal jeg simpelthen starte forfra med at angive min destination, hvis jeg pludselig får travlt og hellere vil have den korteste eller hurtigste rute.

Annonce

Til trods for både TCM, IQ Routes og helt nye og opdaterede kort overså Spirit 687 adskillige zoner med en fartbegrænsning på 30 km/t, da jeg lavede min test, og her mener jeg ikke kun i forbindelse med vejarbejde og den slags. Det er lidt et problem, når en af Spirit 687’s vigtige funktioner netop er at kunne advare bilens fører, hvis man overskrider fartgrænsen.

Jeg er heller ikke just imponeret over, at Mio Spirit 687 afspiller advarselstoner for trafikmeldinger (f.eks. i forbindelse med uheld eller vejspærringer), selv om jeg slet ikke befinder mig i kortvisningen. Hvorfor? Fordi man skal befinde sig i kortvisningen for at slå tonen fra! Så hvis man er ved at indtaste en adresse eller foretage sig noget andet i en af menuerne, kan man så sidde og lytte til det evindelige ding-dong, indtil man vender tilbage til kortet. I det lys er det næsten en detalje, at hjemknappen sidder gemt på menuskærm nummer tre.

Bluetooth?
Som håndfrit sæt er Spirit 687 heller ikke meget bevendt. Det lykkedes mig aldrig at oprette en dataforbindelse mellem GPS’en og en smartphone (selv om jeg både prøvede med en iPhone 4 og den helt nye Sony Xperia S), men hvad værre er, så lykkedes det mig heller aldrig at føre en samtale via GPS’en. Jeg kunne godt forbinde telefonerne til enheden via Bluetooth, og jeg kunne såmænd også ringe op og høre, hvad modparten sagde, men mikrofonen kom aldrig til at virke. Jeg mistænker lidt, at det er, fordi stemmestyring og dermed mikrofonen simpelthen bliver slået fra, hvis man ikke bruger Spirit 687 på et af de store sprog, men det er en mistanke og ikke noget, jeg har efterprøvet. For da jeg nåede dertil, havde jeg simpelthen fået nok.

Konklusion
Det korte af det lange er, at Mio Spirit 687 er en ganske udmærket GPS, men har man knap 1.700 kroner at bruge til bilnavigation, så er man bedre tjent med at købe en GPS fra en anden producent.

Fuld adgang til Lyd & Billede for 39 kr

Få adgang alle +artikler, guider, anmeldelser samt til hele testarkivet i 3 uger.

Ingen bindingstid Ønsker du å bestille magasinet? Klik her Allerede abonnent?
forfatter

(f. 1973): Strategidirektør for Publish AS og journalist. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Vis kommentarer

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontaktinformation

Publish AS
Billingstadsletta 19 B
1396 Billingstad
© 2020 Publish AS

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
© 2021 Publish AS - Lyd & Billede arbejder efter reglerne for god presseskik. Som læser har du kun ret til at anvende indholdet på lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål forudsat, at du henviser til kilden samt respekterer alle ophavsrettigheder. Du må ikke anvende indhold, herunder (men ikke begrænset til) ikoner, til noget andet formål eller på nogen anden måde end sådanne, som måtte være udtrykkeligt aftalt. 4:02 NB: Artikler, som ikke ligger bag betalingsmuren, er "købt fri" af vedkommende producent/leverandør.