Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: HP Omen X 2S (15-dg0830no)

Gaderacer med sidevogn

En ekstra skærm i mobilstørrelse giver dig et “instrumentbræt” til spillene. Det er smart, men kostbart.

Skrevet af / 18/02/2020 - 12:07
HP Omen X 2S (15-dg0830no)
John Alex Hvidlykke

HP har haft rimelig succes med sit gaming-mærke, Omen. Siden introduktionen i 2016 har vi set flere vellykkede computere fra den kant. Nogle af dem til meget konkurrencedygtige priser.

Med Omen X 2S har HP bevæget sig op i den øverste ende af skalaen, hvor man helst skal have en sponsorkontrakt, og hvor der ikke tages fanger!

HP Omen X 2S er en slank 15 tommers letvægtsmaskine på bare to et halvt kilo. Rammen til skærmen er let femkantet, hvilket giver et lidt frækt præg. Og alt er selvfølgelig i sortanodiseret aluminium. Også tastaturet, der er behageligt, men nødvendigvis med kort vandring på grund af kabinettets tykkelse. Tasterne er individuelt RGB-belyst.

En ekstra skærm på 6 tommer

Hvor de fleste bærbare PC’er har tastaturet skubbet helt op imod skærmen for at give plads til touchpad’en, har Omen X 2S trukket tastaturet helt frem til fronten. Touchpad’en befinder sig til højre for tastaturet, ligesom vi har set på Asus Zephyrus. Desværre kan den ikke på Omen bruges som numerisk tastatur.

Placeringen af tastaturet handler sikkert om køling til grafikkortet, men også om Omen X 2S’ partytrick, som er dobbeltskærmen. En sort glasflade neden for skærmen i hele maskinens bredde antyder, at noget er i gærde. Dette “noget” er en 6 tommers touch-skærm, der kan fungere som kontrolpanel for gaming-funktioner eller bruges direkte i nogle spil. Skærmen er i Full HD-opløsning ligesom hovedskærmen, men den fylder dog kun den midterste tredjedel af maskinens bredde.

HP slår selv på, at Omen X 2S er den første gaming-PC med dobbeltskærm. Det er givetvis rigtigt, men netop kun blandt gaming-PC’er. Vi testede i fjor Asus ZenBook Pro Duo, der ud over en 15 tommers 4K-hovedskærm havde fået presset en ekstra skærm ind oven over tastaturet, i maskinens fulde bredde og med 4K vandret opløsning.

En ekstra skærm i mobilstørrelse giver dig et “instrumentbræt” til spillene. (Foto: HP)

Hovedskærmen er en almindelig Full HD LCD-skærm, men hurtig. Med 144 Hz opdateringshastighed kan den klare de nyeste 3D-spil uden hakken. 32 gigabyte RAM forhindrer flaskehalse i tunge programmer, og SSD-drevet er på 512 gigabyte. Men til prisen er den slags altså også en selvfølge. Lyden er leveret af danske Bang & Olufsen.

Formålet med ekstraskærmen er især at give let adgang til indstillinger, mens der spilles på hovedskærmen. Et knappanel i dens venstre side skifter mellem de mest almindelige funktioner. Her kan man f.eks. se temperaturen i hovedprocessor og grafikprocessor, hastigheden på det trådløse net og RAM-forbruget. Man kan også forstørre et område af hovedskærmen og se kort m.m.

Det er smart, men gør ikke en vital forskel i de fleste spil. Og da ekstraskærmen i øvrigt optræder som en udvidelse af skrivebordet, blev nogle ikoner simpelthen væk, da de landede dér og blev dækket af paletterne i stedet for at ligge på hovedskærmen. Ved siden af den næsten tre gange så store skærm på Asus ZenBook Pro Duo virker det ærlig talt lidt pauvert. Især når prisforskellen ikke er i Omens favør.

Benchmarks

Ligesom i de fleste kraftige PC’er, vi har set på det seneste, er processoren en 2,6 GHz Intel Core i7-9750U med seks kerner og 12 tråde. Der findes hurtigere processorer, men de er uforholdsmæssig meget dyrere. Og denne løser opgaven fuldt tilstrækkeligt. En Geekbench 5-score på 6.108 (multi-core) og 1.074 (single-core) er rigtig fint. PC Mark 10-testen volder heller ikke Omen X 2S nogen problemer. 6.046 er mere end rigeligt.

Med et Nvidia GeForce RTX 2080-kort om bord er der grund til at forvente en fremragende score i 3D-grafiktestene. Den forventning indfries kun delvist. En 3DMark Time Spy-score på 6.656 er da fint nok, men ikke meget over, hvad vi er vant til at se på RTX 2070-maskiner! Det samme gælder 3DMark Fire Strike-testen: 15.292 er i underkanten. Til sammenligning klarede rekordholderen, Acer Predator Helios 700, henholdsvis 10.807 og 23.243 i de samme to tests med samme grafikprocessor!

Batteritesten var, som vanligt for gaming-computere, en kort forestilling: Efter en time og 44 minutter var batteriet tømt. Heldigvis er strømforsyningen lettere end de fleste.

 

Hvor de fleste bærbare PC’er har tastaturet skubbet helt op mod skærmen, har Omen X 2S trukket det helt frem til fronten. (Foto: HP)

Konklusion

Omen X 2S er den vildeste spilbærbare, jeg til dato har set fra HP. Den er kun en smule tykkere og tungere end Alienware M15, som vi testede for nylig. Men der er alligevel blevet plads til en ekstra skærm og en kraftigere grafikprocessor.

Det er der kommet en imponerende maskine ud af – men også en maskine med en imponerende pris. Og spørgsmålet er, om de gode kræfter og de mange kroner er blevet udnyttet godt nok. Ydelsesmæssigt er den kun et mulehår foran noget billigere maskiner med GeForce RTX 2070-kort, og den ekstra skærm er fiks, men gør ikke den store forskel. At hovedskærmen er hurtig, er nærmest en selvfølge i dag – og det forklarer ikke prisen.

Havde jeg pengene til en Omen X 2S, ville jeg bruge dem på en Asus Zephyrus. Og var budgettet en tredjedel mindre, gik det til den førnævnte Alienware M15. Eller til en ZenBook Pro Duo, hvor dobbeltskærmen gør en langt større forskel.

Karakter
HP Omen X 2S (15-dg0830no)
High End

Home mener

Let og lynhurtig. Al hardwaren er hentet fra øverste hylde. Dobbeltskærmen er fiks. Det koster rigtig mange penge at være med i topklassen. Ydelsen imponerer ikke.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Køb en – betal for tre

To-i-en-PC med det hele

For syv.. den er hurtig!

For to år siden havde den kostet det dobbelte

Fremragende allround iMac

Mesh-netværk der tåler at blive set

Mac in Black

Sej egoist-router

Laptopbrugere bliver afhængige

Chromebooks på skolebænken

Grønt fremskridt i små trin

Betalelig og superlet uden kompromiser

Lyd & Billede
Scroll to Top