Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Nyhed

Huawei P40 og P40 Pro-specifikationer lækket dagen før lancering

I morgen lancerer Huawei en ny serie af smartphones i topklassen. Men allerede i dag kan vi afsløre alle detaljerne.

Skrevet af / 25/03/2020 - 12:59
Huawei P40 og P40 Pro-specifikationer lækket dagen før lancering

Huawei P40 og P40 Pro lanceres i morgen. Der er tale om to nye topmodeller, som tilsammen udgør kinesernes absolutte flagskibsserie for 2020. Sidste års forgængere, Huawei P30 og P30 Pro, blev rost til skyerne af både anmeldere og forbrugere – ikke mindst for det vildt gode mobilkamera – men kun få måneder efter lanceringen af P30-serien blev Huawei ramt af en amerikansk boykot, som firmaet stadig lider under.

Boykotten betyder bl.a. at Huawei ikke må gøre brug af Googles tjenester og apps, hvorfor det kinesiske firma har investeret store summer i at opbygge sin egen app-butik ved navn Huawei AppGallery.

Quick Apps

Vi har allerede tidligere skrevet om AppGallery, som er altså Huaweis pendant til Google Play, og allerede siden sidste år har kineserne arbejdet hektisk på at få så mange app-udviklere som muligt til at lave versioner af deres apps, der virker på Huaweis mobiler.

For at gøre Huaweis egen app-butik ekstra attraktiv for forbrugerne har kineserne lanceret såkaldte Quick Apps, der ikke kræver installation.

Reelt er der tale om HTML5-websider, der kan køre på mobilen på en måde, der til forveksling ligner en lokal app, og det er muligvis en måde, hvorpå Huawei vil imødekomme den udfordring, det unægteligt er, at mange populære apps endnu ikke er tilgængelige i AppGallery. Man vil f.eks. uden større problemer kunne bruge Google-tjenester som YouTube og Google Maps som Quick App.

Desværre bliver det sværere at simulere app-funktionaliteten fra f.eks. Mobile Pay, der er en af de populære danske apps, der endnu ikke er tilgængelig via Huawei AppGallery.

Huawei P40 Pro får rammeløs OLED-skærm på hele 6,58″. (Foto: Huawei)

Farvel Google?

Huawei P40 og P40 Pro bliver nu de første mobiler fra den kinesiske elektronikgigant, som skal forsøge at overbevise et stort antal forbrugere om, at de bør give AppGallery en chance. Derfor er det næppe for meget sagt, at lanceringen af P40-serien er den vigtigste for Huawei i mange år. Spørgsmålet er så, om de nye smartphones er så overbevisende, at de rent faktisk vil kunne få brugerne til at fravælge Google.

Når vi kigger på de netop lækkede specifikationer og billeder, er svaret umiddelbart … måske?

Udsnittet til frontkameraet er pilleformet, men så er der også blevet plads til en linse på 32 Mp samt en dybdemåler og en infrarød sensor. (Foto: Huawei)

5G er den nye standard

Det er det tyske websted WinFuture, som har fået adgang til de lækkede oplysninger, og ifølge tyskerne, vil alle modeller af P40 og P40 Pro, som lanceres på de europæiske markeder, komme med 5G i form af Huaweis egen HiSilicon Kirin 990 5G Octacore-SoC processor. Prisen for den mindste P40-model er EUR 799 (5.952 kroner), mens P40 Pro kommer til at koste minimum EUR 999 (7.442 kroner).

Huawei P40 Pro

Topmodellen er selvfølgelig Huawei P40 Pro, og hvor sidste års topmodel, P30 Pro, kom med 6,47″ OLED-skærm og en opløsning på 2340 x 1080 pixel (399 ppi), så har P40 Pro fået en AMOLED-skærm på hele 6,58″ med en opløsning på 2640 x 1200 pixel (441 ppi). Skærmen er stort set rammeløs, og den kommer i øvrigt med en opdateringsfrekvens på 90 Hz – ligesom OnePlus 7 Pro og OnePlus 7T Pro McLaren – hvilket skal give en hurtigere og mere flydende brugeroplevelse. Hvor sidste års topmodel blot havde et lille, dråbeformet udsnit i skærmen til frontkameraet, får P40 Pro et større, pilleformet udsnit, hvor der både er blevet gjort plads til et 32 Mp frontkamera samt en dybdemåler og en infrarød sensor.

Selvfølgelig er det primære kamera også i år noget ganske særligt på Huaweis nye topmobil. P40 Pro kommer således med hele to RYYB-sensorer – den ene til fotos, mens den anden er dedikeret til video – mens den primære linse har 50 Mp, en blænde på f/1.9 samt optisk billedstabilisering.

Huawei har som sædvanlig proppet kameraet med teknologi, der skal hjælpe brugeren med så hurtigt og enkelt som muligt at tage de bedst mulige billeder. Det gælder bl.a. Octa Phase Detection (Octa PD), som optimerer autofokus, samt den såkaldte XD Fusion Engine, der optimerer billederne ned på pixelniveau for at opnå en “hidtil uset skarphed”.

Med P40 Pro introducerer Huawei også 50x såkaldt SuperSensing Zoom, som er en pendant til Samsungs SpaceZoom, der blev introduceret sammen med Galaxy S20-serien.

Men hvor man med den hybride SpaceZoom oplever ret stort kvalitetstab, så snart man zoomer ind mere end cirka 10 gange, så lover Huawei med SuperSensing Zoom, at man skal kunne zoome ind op til 50 gange uden nogen form for kvalitetstab, skriver WinFuture.

50 Mp UltraVision, 40 Mp ultravidvinkel og 12 Mp tele. Dertil kommer ToF dybdesensor. (Foto: Huawei)

Og det selv om også SuperSensing Zoom er en slags hybridzoom, som benytter alle kameraets fire objektiver, herunder en til formålet indbygget 12 Mp linse med optisk zoom, optisk billedstabilisering og blænde f/3.4. Alt i alt ser kameraspecifikationerne ud som følger:

• 50 Mp UltraVision, RYYB, f/1.9 vidvinkel med optisk billedstabilisering (OIS)
• 40 MP, RYYB, f/1.8 ultravidvinkel
• 12 Mp, f/3.4 tele med optisk billedstabilisering (OIS)
• Time-of-Flight (ToF) 3D dybdesensor

Som nævnt ovenfor får P40 Pro samme HiSilicon Kirin 990 5G Octacore-SoC processor, som sad i sidste års Huawei Mate 30 Pro, og processoren suppleres af en Mali-G76 MC16 GPU, der skal gøre mobilen i stand til at køre selv de tungeste spil uden problemer.

Hukommelsen bliver på 8 GB, mens P40 Pro kommer i to forskellige versioner med henholdsvis 128 og 256 GB indbygget lager. Lagerpladsen kan udvides ved hjælp af NanoMemory 2-kort, eller man kan vælge at bruge mobilen med to SIM-kort på én gang.

Batteriet er på 4200 mAh, hvilket ikke er overvældende taget i betragtning, at 5G-forbindelsen forbruger en del strøm, men med mobilen følger en 40W SuperCharge-oplader.

Huawei P40

Den lidt mindre model har de fleste specifikationer til fælles med storebror, P40 Pro. Dog kommer Huawei P40 blot med 6,1″ OLED-skærm med 2340 x 1080 pixel opløsning.

Kameraet er også en smule mindre imponerende. Den store 50 Mp linse kommer uden optisk billedstabilisering, mens ultravidvinkellinsen blot er på 16 Mp. Telelinsen er på 8 Mp.

Huawei P40 får 8 GB RAM og samme processor som storebror, men fås kun i en model med 128 GB indbygget lager. Batteriet er på 3800 mAh, og den medfølgende oplader på 22,5W.

Pris og tilgængelighed

Som nævnt kommer begge nye modeller uden Googles apps og tjenester, men det er dog stadig Android 10 – blot i en open source version – der driver værket.

Både Huawei P40 og P40 Pro bliver tilgængelige få dage efter lanceringen, der jo finder sted i morgen, og kommer i farverne sort, sølv og guld. Som nævnt bliver prisen for Huawei P40 EUR 799, mens den mindste udgave af Huawei P40 Pro kommer til at koste EUR 999. En pris for den store udgave af P40 Pro med 256 GB indbygget lager kender vi endnu ikke.

Specifikationer

Huawei P40
Operativsystem: Android 10 AOSP (+ Huawei EMUI 10)
Skærm: 6,1″ OLED, Full HD+ (2340 x 1080)
Processor: 2,86 + 2.36 + 1,95 GHz Kirin 990 octa-core
Hukommelse: 8 GB RAM / 128 GB lager (+ Nano Memory Card 2 op til 256 GB)
Kameraer: 50 Mp f/1.9 + 16 Mp ultravidvinkel f/2.2 + 8 Mp tele f/2.4 (primært) / 32 Mp f/2.0 (front)
Trådløst: 5G, Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1, GPS, AGPS, Glonass, Galileo, QZSS
Mål og vægt: 148,9 x 71,06 x 8,5 mm / 175 g
Batteri: 3800 mAh, 25 W SuperCharge

Huawei P40 Pro
Operativsystem: Android 10 AOSP (+ Huawei EMUI 10)
Skærm: 6,58″ AMOLED 90 Hz (2640 x 1200), 441 ppi
Processor: 2,86 + 2.36 + 1,95 GHz Kirin 990 octa-core
Hukommelse: 8 GB RAM / 128-256 GB lager (+ Nano Memory Card 2 op til 256 GB)
Kameraer: 50 Mp f/1.9 + 40 Mp ultravidvinkel f/1.8 + 12 Mp tele f/3.4 (primært) / 32 Mp f/2.3 (front)
Trådløst: 5G, Wi-Fi 5, Bluetooth 5.1, GPS, AGPS, Glonass, Galileo, QZSS
Mål og vægt: 158,2 x 72,6 x 8,95 mm / 203 g
Batteri: 4200 mAh, 40 W SuperCharge + Wireless SuperCharge

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

Se det store billede på din Google Pixel

Samsung klar med nye prisbillige mobiler

Professionel lagring til mobilvideo

Polestar-mobil er på vej

Apple tillader alligevel webapps

Budgetmobil fra Nothing

Nye funktioner til Pixel-enheder

Ringenes Herre?

OnePlus Watch 2 præsenteret i Barcelona

0
Scroll to Top