TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: OnePlus 7 Pro

OnePlus i stedet for Huawei?

OnePlus 7 Pro er mobilen, du skal vælge i stedet for topmodellerne fra Apple, Huawei og Samsung. Læs hvorfor her.

Af / 14/05/2019 - 18:00
OnePlus 7 Pro

Home mener

  • Fænomenal højopløst mobilskærm med 90 Hz opdateringshastighed og ny haptisk motor. Dertil kommer fantastisk lyd, lynhurtig ydelse og et lækkert, men robust design.
  • Kameraet kunne være bedre, og batteriet lider lidt under den høje ydelse. Mangler trådløs opladning samt mulighed for ekstra hukommelseskort.

Jeg er forudindtaget. Det er jeg nødt til at indrømme, før jeg skriver så meget som et komma om OnePlus 7 Pro.

Der er noget forfriskende anderledes ved OnePlus’ community-baserede tilgang til udvikling af mobiltelefoner, hvor de store konkurrenter fra Apple, Huawei og Samsung har en approach, som er meget mere oppefra og ned. Så ja, jeg er på forhånd venligt stemt over for OnePlus og deres produkter.

Men jeg er også klar over, at Android-mobilerne fra Huawei og Samsung ligger i lommen på langt, langt flere almindelige forbrugere, hvor OnePlus-mobilerne hidtil mest er blevet købt af de mere nørdede typer, der ikke er bange for at prøve noget nyt. Derfor er min personlige begejstring ikke helt nok. Argumenterne skal også være i orden, hvis jeg skal få dig overbevist om, at du skal vælge en OnePlus 7 Pro frem for f.eks. Huawei P30 Pro eller Samsung Galaxy S10+, næste gang du køber ny mobiltelefon.

Og det skal du, så jeg vil gøre mit bedste.

Udseende og konstruktion

OnePlus 7 Pro er netop blevet lanceret, og den nye topmodel kommer i tre forskellige konfigurationer og tre forskellige farver. Vil man have 6 gigabyte RAM og 128 gigabyte indbygget lager, så er det den mørke Mirror Gray-model, man skal købe, mens den helt store model med 12 gigabyte RAM og 256 gigabyte lager kun fås i såkaldt Nebula Blue. Standardkonfigurationen, 8 gigabyte RAM og 256 gigabyte lager, fås i alle tre farver, som ud over de allerede nævnte også tæller Almond i guld/beige.

Annonce

Mit testeksemplar er selvfølgelig den absolutte topmodel i Nebula Blue, som er fremstillet af flere lag glas med solidt Gorilla Glass 5 som yderste lag og en mat overflade på mobilens bagside. Den matte overflade skaber i samspil med de dybere glaslag et lækkert farvespil mellem flere blå nuancer, når man vender og drejer mobilen. Meget lig Huawei P30 Pro.

OnePlus7Pro back 55126
På bagsiden af OnePlus 7 Pro sidder tripelkameraet med 48 megapixel optik samt vidvinkel og telelinse. (Foto: Peter Gotschalk)

Til gengæld er OnePlus 7 Pro i modsætning til Huaweis nyeste topmodel ikke så glat, at den begynder at glide som et stykke våd sæbe, hvis man lægger mobilen på en overflade, der ikke er helt plan. Det sørger den matte overflade for, og det betyder også, at OnePlus 7 Pro ligger mere sikkert i hånden. Også mere sikkert end Samsung Galaxy S10+, der er næsten lige så glat som Huawei P30 Pro. Skærmen er buet langs kanterne, men ikke så meget, at det gør mobilen anstrengende at holde i længere tid ad gangen.

OnePlus 7 Pro er både en smule større og en smule tungere end de to topmodeller fra Huawei og Samsung. I stedet minder den mest om den populære iPhone XS Max, når det gælder højde og drøjde, og det gør bestemt ikke noget, for det giver plads til en skærm på 6,67 tommer, hvor den høje skærmopløsning på 3120 x 1440 pixel kommer til sin ret.

OnePlus7Pro front 55125
OnePlus 7 Pro har en skærmopløsning på 3120 x 1440 pixels. (Foto: Peter Gotschalk)

Skærm

Og netop skærmen er en af de vigtigste grunde til, at jeg har svært ved at få armene ned, når det gælder OnePlus 7 Pro. Allerede før lanceringen havde OnePlus-topchef Pete Lau pralet af skærmen på det kommende flagskibsprodukt. Til The Verge sagde han, at skærmen på OnePlus 7 Pro ville “redefinere hurtig og glat”, og efter selv at have prøvet mobilen må jeg bare sige, at han ikke overdrev. Skærmen på OnePlus 7 Pro er et kapitel for sig.

Opløsningen er høj (516 ppi), det samme er lysstyrken, og AMOLED-teknologien sørger for et knivskarpt skærmbillede og dynamiske farver. Men det er opdateringshastigheden på 90 Hz, der virkelig rykker. Langt de fleste andre mobilskærme har en opdateringshastighed på 60 Hz, mens det kun er få dedikerede gaming-mobiler, f.eks. Asus ROG Phone og Razer Phone 2, der hidtil er kommet med en refresh-rate på 90 eller sågar 120 Hz.

I praksis betyder den højere opdateringshastighed, at hele brugerfladen på OnePlus 7 Pro – alle menuer, ikoner og animationer – vises med flere billeder i sekundet end på konkurrerende mobiler. Der er også en del spil, som understøtter den forøgede refresh-rate (f.eks. Real Racing 3, Mortal Kombat X og Shadowgun Legends), og min klare konklusion er, at opdateringshastigheden på 90 Hz giver en langt mere flydende og hurtig brugeroplevelse, som det er svært at undvære, når man først har prøvet den.

 

Det samme gælder den såkaldte haptiske motor, som ifølge OnePlus selv er blevet væsentlig forbedret i forhold til forgængere som OnePlus 6T og OnePlus 6. Personligt har jeg aldrig haft en bedre taktil oplevelse med en Android-mobil end med OnePlus 7 Pro. Skærmens vibrationer er ekstremt præcise, hvilket ikke bare gør spiloplevelsen fed, men også forøger brugervenligheden markant, f.eks. når man skriver i apps som WhatsApp og Signal.

Sidst, men ikke mindst skal jeg også huske at nævne, at OnePlus har afskaffet det lille hak i skærmen, som mange af konkurrenterne bruger til frontkameraet. Sammen med en meget smal skærmramme hele vejen rundt (fingeraftrykslæseren sidder også i skærmen) giver det en unik oplevelse af en skærm, der nærmest svæver i luften.

Med samme HDR 10+ teknologi, som sidder i Samsung Galaxy S10+, sørger OnePlus desuden for, at understøttet videoindhold fra f.eks. Netflix og YouTube fremstår med bedre kontrast, mere dybde og mere realisme end på nogen anden mobilskærm, jeg har set.

OnePlus7Pro HDR10 55127
Ligesom på Samsung Galaxy S10+ (øverst) kommer AMOLED-skærmen på OnePlus 7 Pro (nederst) med HDR10+, der bl.a. forbedrer billedkvaliteten på understøttet indhold fra Netflix. Såsom TV-serien Altered Carbon. (Foto: Peter Gotschalk)

Kamera

Men hvor har OnePlus så gjort af frontkameraet, hvis ikke det er bygget ind i skærmen? Jo, det er såmænd bygget ind i en lille brik, som kører op og ned fra toppen af mobilen, når man skal bruge det.

Hvis tanken om en mekanisk del, som kører op og ned, gør dig bekymret, så garanterer OnePlus, at pop-op-kameraet kan bruges over 300.000 gange, før det bliver slidt. Det svarer til 150 gange om dagen, hver dag i fem år. Det har jeg af gode grunde ikke kunnet teste, men OnePlus lover også, at kameraet sænkes automatisk, hvis mobilen befinder sig i frit fald (så det ikke knækker af, hvis telefonen lander uheldigt) og dét har jeg testet. Det virkede hver gang. Heldigvis.

Nebula Blue 3 fa RGB 4 55129
Frontkameraet på 16 Mp sidder ikke indlejret i skærmen, men kører i stedet op som pop-up kamera. Det tager 0,65 sekunder, og hvis du taber telefonen, sænkes kameraet automatisk. (Foto: OnePlus)

Pop-op-kameraet hæves og er klar til at tage billeder på 0,65 sekunder, efter at man har aktiveret det i kamera-app’en, så forsinkelser og ekstra ventetid i forhold til, hvis frontkameraet havde været indbygget i skærmen, er heller ikke noget problem. Og så tager det i øvrigt ganske gode selfies, ikke at forglemme.

Det primære kamera består af tre objektiver: En 48 megapixel f/1.6 hovedlinse med Sony IMX586-sensor samt en 16 megapixel f/2.2 117 graders ultravidvinkel og en 8 megapixel 78 mm f/2.4 telelinse. Kameraet har 3x optisk zoom samt både optisk og elektronisk billedstabilisering. Sammen med OnePlus’ nye såkaldte UltraShot-software skal det gennem firedobbelt eksponering og HDR+ kunne tage knivskarpe og klare billeder med perfekt balance mellem lys og skygger, lover OnePlus.

Dét er så en sandhed med enkelte modifikationer. For netop hvad angår kameraet, kan jeg ikke med god samvittighed påstå, at OnePlus 7 Pro kan slå kamerakongen P30 Pro fra Huawei.

normal pic normal light oneplus7pro 55130
Billedet her af Brandenburger Tor i Berlin er taget med solen i ryggen. Der er knald på farverne, og motivet står knivskarpt. (Foto: Peter Gotschalk)

 

wide angle normal light oneplus7pro 55131
Med vidvinkelobjektivet får man mere af omgivelserne med, men bemærk, at motivet ikke står helt skarpt ude i siderne. (Foto: Peter Gotschalk)

 

3xopticalzoom oneplus7pro 55132
Med 3x optisk zoom kommer vi helt tæt på stridsvognen på toppen af Brandenburger Tor. Det fungerer upåklageligt, og resultatet er både skarpt og korrekt belyst. (Foto: Peter Gotschalk)

I dagslys med solen i ryggen tager OnePlus 7 Pro ganske vist glimrende billeder, og både optisk zoom og vidvinkel fungerer upåklageligt. Men tager man f.eks. billeder i modlys, har UltraShot-softwaren svært ved at skabe lige så flotte resultater, som man kender det fra Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy S10+. Portrætfunktionen, som tager bokeh-fotos med sløret baggrund, har desuden svært ved at fokusere helt korrekt.

wideangle modlys oneplus7pro
Her er Rigsdagen i Berlin fotograferet med vidvinkel i modlys. Resultatet er hæderligt, men f.eks. Samsung Galaxy S10+ er langt bedre til at kompensere for solen på modlysbilleder. (Foto: Peter Gotschalk)

wideangle modlys oneplus7pro 55133

wrong foucs Bokeh oneplus7pro 55134
Portrætfunktionen har svært ved at fokusere korrekt, når man kommer tæt på sit motiv. Som man kan se her, hvor selve bøjlen på hængelåsen er i fokus, mens mærket længere ned på låsen står uskarpt. (Foto: Peter Gotschalk)

Måske kan OnePlus fikse ovenstående problemer med en software-opdatering, men indtil videre er kameraet OnePlus 7 Pros store akilleshæl. Hvis mobilkameraet er vigtigere for dig end alt andet, må jeg modsige mig selv og erkende, at OnePlus 7 Pro så måske alligevel ikke er den smartphone, du skal købe.

Lyd

Til gengæld byder OnePlus 7 Pro på en lydoplevelse, der – ligesom skærmen – er noget helt for sig selv. Hvor Huawei P30 Pro ikke har to eksterne højttalere og dermed ingen stereolyd, har OnePlus nærmest indbygget en ghettoblaster fra 1980’erne i 7 Pro. Så godt lyder mobilen, når man spiller spil eller ser video uden brug af hovedtelefoner. Lyden giver tilmed et ekstra lag dybde til den førnævnte så excellente haptiske motor, så man nærmest har fornemmelsen af at sidde med en håndholdt spilkonsol, når man gamer.

Også med hovedtelefoner (som skal tilsluttes trådløst, da OnePlus 7 Pro ikke har noget 3,5 mm minijack-stik) bliver ørerne forkælet. Den indbyggede Dolby Atmos-teknologi gør et godt stykke arbejde, og mobilen leverer et bredt lydbillede med masser af detaljer, hvor både de høje toner og bassen står knivskarpt.

Ydelse og funktioner

Som nævnt føles og lyder OnePlus 7 Pro nærmest som en håndholdt spilkonsol, og sådan yder den også. Mit testeksemplar er den absolutte topmodel med 12 gigabyte RAM, og den store hukommelse kommer til sin ret via RAM Boost, som OnePlus kalder en teknologi, der holder øje med din daglige adfærd og prøver at forudse, hvilke apps du starter hvornår.

En given app loades på forhånd til hukommelsen, så f.eks. et stort spil, du spiller ofte, starter med det samme. Dertil kommer den såkaldte Fnatic-tilstand, som forbedrer spiloplevelsen ved at lukke ned for unødvendige funktioner og optimere både CPU, GPU og RAM til at yde maksimalt. Resultatet er en gaming-oplevelse, som man ellers er nødt til at vælge en dedikeret gaming-mobil for at finde.

Samtlige benchmark-tests bekræfter min subjektive oplevelse af mobilen. Både i Geekbench 4, som måler den generelle ydelse, i AnTuTu, som har fokus på grafik, og i PC Mark Work 2.0, der tager udgangspunkt i kontoropgaver såsom videoopkald og dokumenthåndtering, klarer OnePlus 7 Pro sig bedre end de nærmeste konkurrenter, Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy S10+. Kun iPhone Xs Max og iPhone Xr klarer sig en smule bedre end OnePlus 7 Pro i en enkelt benchmark-test (Geekbench 4), men ellers er den nye topmobil fra OnePlus den bedst ydende og mest kraftfulde smartphone, vi nogensinde har testet!

En så heftig ydelse trækker dog tænder ud på batteriet. Og selv om OnePlus har gjort, hvad de kunne, for at batteriet ikke skal overophede, herunder udstyret mobilen med væskekøling, så oplevede jeg det som svært at nå igennem en hel dag, uden at batteriets strømmåler kom ned og vende omkring 5-10 procent. Dét indtryk bekræftes af benchmark-testen, hvor OnePlus 7 Pro kun holder i 6 timer og 5 minutter under maksimal belastning. På dét punkt klarer alle konkurrenterne sig bedre. Samsung Galaxy S10+ sågar dobbelt så godt med en batteritid på 12 timer og 5 minutter.

Heldigvis kommer OnePlus 7 Pro med såkaldt Warp Charge, som oversat til dansk er 30 watt hurtigopladning, der kan lade batteriet til 100 procent på under en time. Trådløs opladning og andre mere eksotiske funktioner må man undvære med OnePlus 7 Pro. Ekstra hukommelseskort understøttes heller ikke, men til gengæld har mobilen Dual-SIM.

OnePlus7Pro unboxed 55128
Dette er indholdet af OnePlus 7 Pro-æsken: Mobiltelefon, kabel og oplader. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Du skal købe OnePlus 7 Pro, næste gang du går i byen efter en ny flagskibsmobil.  Så meget er helt sikkert. Den er bedre end de nærmeste konkurrenter, Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy S10+, på næsten alle punkter. Medmindre vi taler om kameraet, hvor især Huawei P30 Pro ikke er til at slå.

Men OnePlus 7 Pro kommer med markedets suverænt bedste mobilskærm, som med en opdateringshastighed på 90 Hz og ny, forbedret haptisk motor byder på en flydende, levende og lynhurtig brugeroplevelse, der er helt unik. Sammen med et virkelig stærkt lydbillede og en ydelse, som er helt i top, er det til at leve med, at batteriet ikke er det bedste på markedet. Især når man kigger på prisen. Selv den dyreste udgave af OnePlus 7 Pro er markant billigere end konkurrenterne. Det må gøre ondt på Huawei at se sig slået på prisen.

Karakter
OnePlus 7 Pro
Premium

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke

For godt til at være sandt?

Massiv opgradering af Pixel Watch

Fremragende software i OK mobil

Pixel 8 ½ Pro XL