Despoten Vladimir Putin nåede magtens tinde i Kreml i 1999 – der gik ikke længe før han begyndte at “udrense” sine irriterende kritikere.
Et af de mest spektakulære stats-beordrede drab blev begået i London, 2006.
I Viaplays nye miniserie Litvinenko portrætterer den britiske skuespiller David Tennant (Dr. Who) KGB-agenten Aleksandr Litvinenko, som blev dræbt efter at være blevet forgiftet med det radioaktive stof polonium i 2006.
Viaplay-serien følger officererne fra New Scotland Yard i deres intense jagt på de mennesker, som ikke bare var ansvarlige for Litvinenkos død, men som også bragte den britiske offentlighed i fare.
To politifolk bliver kaldt til University College Hospital i London for at snakke med en alvorligt syg patient, hvis symptomer i starten ikke kan forklares af lægerne. Patienten er Aleksandr Litvinenko, en russisk dissident som hævder at være blevet forgiftet af russiske agenter efter direkte ordre fra Putin.
I pressemeddelelsen udtaler David Tennant:
Først ville ingen tro på “Sasha”. De måtte starte efterforskningen hurtigt, og alt imens var der dette tikkende ur af en krop, der svigtede. Han var det eneste vidne til sit eget mord. Der er så mange aspekter, der gør det til en utrolig historie at genfortælle, men dét, der gør den så overbevisende, er den personlige tragedie, der rammer denne familie. At det så også har en så global betydning betyder, at vi måske nok kan fortælle denne historie, men dét, der virkelig tæller, er konsekvenserne, og hvordan det ændrede især Marinas liv.

Dramaserien følger også historien om hans kone Marina Litvinenko, skildret af Margarita Levieva (The Blacklist). Hun kæmper utrætteligt for at overbevise den britiske regering om at frigive navnene på ægtemandens drabsmænd, og bekræfte den russiske stats rolle i drabet.
Mark Bonnar (Shetland) spiller Clive Timmons, mens Neil Maskell (Utopia) spiller Brent Hyatt.
Serien (på fire episoder) er lavet med støtte fra flere af nøglepersonene i politiets efterforskning, inklusive Aleksandrs familie og New Scotland Yard-officererne Clive Timmons og Brent Hyatt. Litvinenko er instrueret af Jim Field Smith (Endeavour) og blev optaget i London og omegn.
Litvinenko får premiere på Viaplay den 17. januar.