En hyperaktiv, alkoholiseret og pokkers charmerende stewardesse kan der virkelig komme god underholdning ud af – hvilket Kaley Cuoco (The Big Bang Theory) i den grad beviste i 1. sæson af The Flight Attendant på HBO.
Serien er baseret på en roman af Chris Bohjalian, og serieskaber Steve Yockey har gjort et solidt stykke arbejde med at kreere en blanding af sort humor, letbenet komedie og krimiserie.
Cassie Bowden (Cuoco) er midt i trediverne, har ingen børn eller fast partner og elsker sit frie liv, hvor hun kan flyve jorden rundt og opleve storbyer som Rom, Kuala Lumpur, Bangkok, Mexico City og Seoul.
Næsten lige så meget som en god vodkadrink elsker Cassie en heftig aften med det modsatte køn; noget, hun da også forsyner sig rigeligt af. Men efter en “uheldig” mordsag i 1. sæson blev hendes liv pludselig langt mere kompliceret.
Nu er traileren til 2. sæson her:
https://youtu.be/VFeFlBdItUA
Der er nok mange af os, der de sidste to år har savnet at høre: “Cabin Crew – Arm doors and cross check!” Men med Cassie kunne vi coronatrætte nordboere igen rejse verden rundt.
I 2. sæson møder vi igen Cassie, denne gang i noget uvante rammer – et møde i Anonyme Alkoholikere. Det bliver klart, at hun nu stræber efter at træffe færre dårlige valg i sit liv. Så kan vi jo selv gætte på, hvordan dét går …
Cassie er flyttet til Los Angeles, har fået en ny kæreste og har stadig en tæt dialog med CIA; så tæt, at hun nu arbejder undercover for efterretningstjenesten.
Under en oversøisk mission for CIA bliver hun endnu en gang vidne til et mord og rodes ind i internationale forviklinger. Men har hun givet slip på sin paranoide indre stemme?
Ud over at Cuoco vender tilbage i hovedrollen får vi et gensyn med Zosia Mamet, Griffin Matthews, Deniz Akdeniz, Rosie Perez, T.R. Knight, Yasha Jackson og Audrey Grace fra 1. sæson.
Nye på rollelisten er bl.a. Sharon Stone (!) som Cassies fraværende mor samt Mo McRae, Callie Hernandez, Joseph Julian Soria, Alanna Ubach, Cheryl Hines, Jessie Ennis, Mae Martin, Margaret Cho, Santiago Cabrera og Shohreh Aghdashloo. Natalie Chaidez træder til som showrunner sammen med Steve Yockey.

Den nye sæson, der er lavet under coronapandemien, er indspillet i Reykjavik, Berlin og Los Angeles.
2. sæson af The Flight Attendant har premiere på HBO Max den 22. april. Så spænd sikkerhedsselerne!
