Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Lyd & Billede interviewer stjernerne fra Obi-Wan Kenobi

Vi har interviewet stjernerne fra Obi-Wan Kenobi forud for seriestart den 27. maj, hvor Star Wars-fans verden rundt vil bænke sig foran TV’et.

Skrevet af / 04/05/2022 - 00:01
Lyd & Billede interviewer stjernerne fra Obi-Wan Kenobi

I Revenge of the Sith blev vi vidne til den dramatiske kamp mellem Obi-Wan Kenobi og Anakin Skywalker, som var blevet mørkere og mørkere af sind efter sin mors død, hvorpå et mareridt om Padme, der døde under fødslen af deres fælles barn, gav ham det sidste skub over til Den Mørke Side. Et mareridt, der snart skulle vise sig at gå i opfyldelse.

Obi-Wan efterlod Anakin omgivet af lava i den tro, at han var død.

Historien i den nye seks-episoders miniserie Obi-Wan Kenobi begynder ti år efter de tragiske begivenheder, hvor Obi-Wan blev tvunget til at tage et opgør med sit værste nederlag: Den unge, lovende Anakin Skywalker, som Obi-Wan havde trænet til at blive en Jedi – imod Rådets vilje – var gået over til Den Mørke Side. Og faldet. Obi-Wan har nemlig endnu ikke indset, at Anakin har overlevet og er genopstået som selveste Darth Vader.

Den smule, vi ved om serien, hvoraf de første to afsnit kommer den 27. maj på Disney+, er at plottet er baseret på spillet Fallen Order. En knækket Obi-Wan trækker sig tilbage til planeten Tatooine med drengen Luke Skywalker og har til hensigt at aflevere ham til Lukes onkel og tante. Det sker efter nederlaget, hvor Senatet overtager al magten.

Obi-Wan må se sine indre dæmoner i øjnene, samtidig med at han holder sig i skjul for inkvisitorer, som kommer på sporet og prøver at finde ham. Deres ordre er at finde og udrydde alle overlevende Jedi’er, som ikke faldt under Ordre 66. Som var, da Kejseren fik alle klonsoldaterne til at vende sig mod deres Jedi-overordnede.

Moses Ingram 3
En inkvisitor, spillet af Moses Ingram, er lige i hælene på Obi-Wan. (Foto: Disney)

I Obi-Wan Kenobi møder vi Ewan McGregor som Obi-Wan og den relativt uprøvede Moses Ingram (Queen’s Gambit) som seriens hovedinkvisitor, og vi får også et gensyn med Hayden Christensen som selveste Darth Vader.

Anakin vs Obi Wan showdown Episode III
Det sidste møde mellem Anakin og Obi-Wan var ubarmhjertigt. Her fra Revenge of the Sith, 2005. (Foto: Lucasfilm)

Nyt heldigitalt studie

Med The Mandalorian trådte Star Wars-produktionen ind i en ny æra, hvor handlingen udspillede sig i et heldigitalt studie, så skuespillerne kunne se omgivelserne rundt om sig, mens de optog scenerne. I stedet for at skulle stå foran en greenscreen og visualisere omgivelserne mentalt, og dermed føle sig som skuespillere på en teaterscene.

Det nye studie er lavet af StageCraft, hvor settet er omgivet af gigantiske LED-videovægge. Væggene viser computergenererede kulisser, der kan forvandles til hvad som helst. Sådanne studie-sets omtales som “volume”, og det er det, skuespillerne taler om, når de refererer til The Volume.

StageCraft Volume MandalorianStudiet er designet af StageCraft, og giver skuespillere mulighed for at opleve omgivelserne i stedet for at stå foran en grøn eller blå skærm. Her fra optagelserne til The Mandalorian. (Foto: Disney)

Lyd & Billede har interviewet stjernerne

Da Lyd & Billede sammen med en lille håndfuld andre journalister fra alle verdenshjørner blev spurgt, om vi ville deltage i et gruppeinterview med stjernerne, tøvede vi ikke med at sige ja!

Vi satte os ned til et digitalt interview med Ewan McGregor, Hayden Christensen, Moses Ingram og instruktør Deborah Chow, som også har instrueret to afsnit af The Mandalorian. Denne gang har hun instrueret alle afsnittene.

Ewan McGregor as Obi Wan
Ewan McGregor som Obi-Wan Kenobi. (Foto: Disney)

Ewan McGregor, alias Obi-Wan Kenobi

Som de fleste ved, spiller Ewan McGregor hovedrollen som Obi-Wan Kenobi. Vi spurgte ham, hvorfor han ønskede at vende tilbage til rollen efter så mange år …

McGregor: “De første tre film var mere teknisk krævende end noget andet, jeg nogensinde havde været involveret i. På en anden måde, med green screen og blue screen, og i Episode II brugte jeg meget tid alene og talte med rumvæsner, der ikke var der. Det var meget svært at spille i de film.

Da filmene kom ud, var modtagelsen ikke særlig god. Så jeg blev hurtigt trukket tilbage til andet arbejde, og jeg følte, at de tre film var tre film blandt rigtig mange andre film, jeg havde lavet. Jeg ville ikke have, at de skulle definere mig. som skuespiller. Det gør de ikke! Jeg er stolt af dem nu, men dengang var de bare nogle film, jeg havde lavet. Så jeg kastede mig ikke ind i den verden ved at tage på sci-fi-kongresser og den slags.

Ewan McGregor as Obi Wan 2
(Foto: Disney)

I årene imellem blev jeg ofte stillet to spørgsmål: Ville jeg lave en Trainspotting 2, idet Irvine Welsh havde skrevet Porno, fortsættelsen til romanen Trainspotting. Og ville jeg nogensinde gentage rollen som Obi-Wan Kenobi. Jeg begyndte at sige ja, fordi jeg altid har tænkt, at der måtte være en interessant historie mellem Episode III og Alec Guinness i Episode IV.

Jeg vendte tilbage til rollen som Renton i Trainspotting 2, og det var en fantastisk oplevelse. Så jeg kunne se, at det at vende tilbage til en rolle 20 år senere er meget interessant som skuespiller. Og jeg tænkte, at det samme måtte være tilfældet for Obi-Wan.

Jeg er nu også mere opmærksom på alle de mennesker, der rent faktisk godt kan lide prequel-filmene. Den generation, vi egentlig lavede dem for, som var børn på det tidspunkt, begyndte jeg at møde som unge, og det gik op for mig, at de elskede filmene! Men det indså jeg først 15 år senere, for dengang de kom ud, virkede det ikke, som om de var særlig populære.”

Ewan McGregor creative commons2
Ewan McGregor. (Foto: Creative Commons)

Forberedelser til rollen

Der er gået 17 år siden Revenge of the Sith. Hvordan forbereder du dig på at vende tilbage til Obi-Wans tankegang efter så mange år? Føler du, at hans personlighed og mimik har kontinuiteten i orden?

McGregor: “Jeg startede med at læse science fiction, som egentlig ikke er en litterær genre, jeg har udforsket før. Der var en skotsk forfatter ved navn Iain Banks, der har skrevet fantastiske bøger som Complicity og The Bridge, men han skrev også sci-fi-romaner under navnet Iain M. Banks. Så jeg læste Banks’ science fiction-romaner, som mentalt tog mig tilbage til genren.

Derefter så jeg filmene igen. Jeg startede med min egen første og så det hele igennem til og med Episode IX. Jeg så dem alle i kronologisk rækkefølge, jeg så spinoff-filmene, og på det tidspunkt var jeg dybt inde i processen med Deborah Chow, vores fremragende instruktør. Jeg var også producer på serien, så jeg har været involveret i de forskellige versioner af manuskripterne. Jeg læste hvert udkast og kom med mine meninger.

Ewan McGregor as Obi Wan 5
(Foto: Disney)

Så jeg blev trukket ind i den verden, og at spille Obi-Wan var … Det første, jeg gjorde, var at filme nogle auditions med nogle yngre skuespillere. Vi gjorde det på Mandalorian-settet med deres crew og lidt lyssætning og kostumer.

Det var første gang, jeg havde sådan et kostume på igen. Det var et svagt Obi-Wan-agtigt kostume, som de tog fra statistgarderoben. Så kom jeg på settet i det her tøj, for første gang i 18 år eller sådan noget. Jeg gik på settet med Mandalorian-holdet, og det fantastiske ved crewet på Manhattan Beach Studios er, at de virkelig er inde i Star Wars. Der er mange Star Wars-fans på holdet. Så det var et rigtig sjovt øjeblik, da jeg kom ud som Obi-Wan til de her auditions – at se folks reaktioner.

Jeg havde ikke helt genfundet Obi-Wans stemme endnu; jeg syntes, jeg var lidt rusten der. Men det var så godt skrevet, og lige fra begyndelsen er manuskripterne bare blevet bedre og bedre. Men de er alle sammen rigtig gode, og jeg kan høre Obi-Wans stemme i det skrevne ord. Jeg tjekker altid, om det lyder som Alec Guinness; jeg forestiller mig, at Alec siger ordene inde i mit hoved. Det har altid været nemt at gøre, fordi forfatterne er så gode.”

Ewan McGregor as Obi Wan 3
(Foto: Disney)

Hvordan er det at arbejde i et StageCraft-studie sammenlignet med indspilningerne af de ældre film?

McGregor: “Det ændrer spillereglerne fuldstændig. Det er en fantastisk oplevelse, fordi det placerer dig i omgivelserne. Mulighederne er uendelige – de kan skabe fantastiske eksteriører som et bycentrum eller en ørken, og pludselig ER man i det miljø.

De kan også skabe interiører, så man kan være inde i et rumskib eller i et rum, som måske kun kan drømmes op på en computer. Og som ville koste millioner af dollars at bygge eller endda være umuligt at bygge. Man kan tegne det på en laptop og placere nogle få ægte bidder af rummet på gulvet, såsom et bord, en stol eller en søjle. Måske en vindueskarm. Og resten af rummet vises så på skærmene.

Det er meget smart designet, så perspektivet ændres, når kameraet bevæger sig. Så selv når kameraet zoomer ind eller bevæger sig fremad eller sidelæns, vil baggrunden reagere med det og forandre sig i takt. Det er virkelig en fantastisk teknologi! Det er helt anderledes for os skuespillere; det er som at spille i et studie, men uden greenscreen. Der kræves ingen fantasi af skuespillerne, omgivelserne er der for øjnene af dig.

Hvad der også er fantastisk, er at man ikke behøver at stå op klokken fire om morgenen for at fange solopgangen. Og være klar til den gyldne time. I The Volume kan den gyldne time vare hele dagen. Digitalfotografer elsker det.”

Hayden Christensen as Anakin Skywalker
Hayden Christensen som Anakin Skywalker/Darth Vader i Revenge of the Sith. (Foto: Lucasfilm)

Hayden Christensen, alias Darth Vader

Sidst vi så Hayden Christensen i dette univers, var da han “døde” som Anakin Skywalker og i den allersidste scene i Episode III var genopstået som Darth Vader.

Hvordan er det at være tilbage efter så mange år?

Christensen: “At arbejde på prequel-filmene en fantastisk oplevelse, og jeg var ked af, at historien skulle slutte. Samtidig var jeg også glad for at kunne vende tilbage til bare at være fan igen. Og se alle de nye historier, der blev fortalt i Star Wars-universet. Fra tegneserier over romaner til animationsserier. Og så filmene, de rigtige film … Jeg synes, universet fortsætter med at vokse på en meget spændende måde. Og at kunne vende tilbage og være en del af alt det har været meget betydningsfuldt for mig.”

Darth Vader star wars obi wan kenobi
I Obi-Wan Kenobi får vi et gensyn med Haden Christensen som Darth Vader. (Foto: Disney)

Hvor finder vi Darth Vader i starten af denne serie? Hvad har han bedrevet tiden med?

Christensen: “Jeg kan ikke afsløre noget, men vi møder en Darth Vader, der har haft ti år til at gruble over de valg, han har truffet. Han er så kompleks en figur; der sker så meget i ham. Han skal håndtere at være i fanget i dragten, som har sine begrænsninger, og han må som sagt tænke over de valg, han har truffet. Der er mange interne konflikter dér.

Han vil altid have det svært med tabet af Padme og sit forhold til Jedi-ordenen, ikke mindst Obi-Wan Kenobi. Så i denne serie vil han gerne finde Obi-Wan og gøre nogle ufærdige ting færdige. Det hele går nok tilbage til Vaders eget selvbillede og identitetskrise. Den Vader, han gerne vil være, processerer alle de tanker, og hans behov for at dræbe Obi-Wan er et ønske om at dræbe den gamle del af sig selv. Han er en kompleks figur, og med det får vi et indblik i, hvordan det er at være Darth Vader.”

Sker det, at du ville ønske, at lavascenen til sidst i Episode III var blevet lavet i dag, hvor CG-effekterne kunne yde den mere retfærdighed? Og hvordan synes du, nutidens digitale værktøjer har været med til at understøtte skuespillet og dialogerne i stedet for at stå i vejen?

Christensen: “Jeg tror, indfaldsvinklen med at fortælle de her historier fra et teknologisk perspektiv, det er bare anderledes. Og der er værdi i begge tilgange. Når man som skuespiller står foran en blå eller grøn skærm, kræver det en masse fantasi. Jeg har altid tænkt på det som teater. Men nu, med The Volume, er alting mere håndgribeligt. Det viser alle miljøerne for øjnene af én, mens man filmer. Det er meget fint som skuespiller, for man føler virkelig, at man ER i Star Wars. Så ser jeg Ewan som Obi-Wan Kenobi, og jeg bliver transporteret ind i historien. Så ja, jeg elsker det.”

Hayden Christensen
Hayden Christensen. (Foto: Creative Commons)

Hvorfor var du væk fra Hollywood så længe?

“Jeg har været igennem en periode, hvor jeg gerne ville udforske andre interesser. Jeg elsker at arbejde som skuespiller, og jeg er meget engageret i det, men jeg kan også godt lide andre ting. Der har været et længere tidsrum, hvor jeg ikke har arbejdet som skuespiller. Folk tror vel, at man forsvinder, når den slags sker, men jeg har bare lavet andre ting.”

Hvordan er det at samle lyssværdet op efter så mange år og ikke mindst Darth Vader-dragten, som må være begrænsende for dig?

“Jeg var lidt rusten, og det skulle børstes af, men jeg fandt hurtigt rytmen igen. Jeg brugte meget tid under prequel-filmene på at træne med lyssværdet, og det var noget af det, jeg syntes var sjovest. Det fik jeg også lov til at lave lidt af i denne omgang, og jeg kom til at arbejde med en fantastisk flok mennesker. Men ja, at træne med lyssværd er lidt som at være i Jedi-rekrutskole. Og det er virkelig sjovt!”

Hvordan ser du på figuren Darth Vader nu, kontra hvordan du så ham, da du spillede ham som teenager?

“Det er interessant at vende tilbage. Jeg spiller ham på et andet tidspunkt i hans liv, og jeg tilgår rollen fra et andet tidspunkt i MIT liv. Da jeg begyndte at spille Anakin, var jeg 19 år, nu er jeg 40. Jeg har en datter, og alt det former den person, man er, og hvordan man griber sit job an. Der, hvor jeg er i mit liv nu, føler jeg, at jeg har det nødvendige brændstof, som den her figur kræver.”

Nogen skader under optagelserne?

“Heldigvis ikke. Ewan og jeg ramte hinanden en gang imellem; det kan man ikke undgå. Men nej, ingen skader.”

Moses Ingram
Moses Ingram. (Foto: Disney)

Moses Ingram, alias The Inquisitor

Den mindre kendte stjerne i showet er Moses Ingram, som spiller en inkvisitor. Hun har en ledende birolle i The Queen’s Gambit, men bortset fra det er der ikke meget at skrive om. Moses voksede op i trange kår, og hendes vej til Hollywood har været længere og mere krævende end mange andres.

Hvordan var det for dig at spille en helt ny figur i Star Wars-universet?

Ingram: “Det gode ved at spille en ny person er, at der ikke er nogen, jeg skal leve op til. Ingen, jeg skal gøre glade ud fra, hvordan de synes, den person skal være. Det tager meget af presset af. Men det er også skræmmende, for der er millioner af mennesker, som vil synes det ene eller det andet, og det kommer jeg helt sikkert til at høre om.

Når man filmer, kan man ikke tænke på de ting, men jeg vil nok begynde at tænke på det, efterhånden som vi kommer tættere på premieren. Folk ser traileren og billederne, og så starter det. Så ja, det er skræmmende, men samtidig spændende!”

Moses Ingram 2
(Foto: Disney)

Fra Master of Fine Arts på et stipendium til Master of the Badass Dark Side of the Force … Kan du fortælle os, hvordan du forbereder dig til rollen? Er der nogle erfaringer fra dit virkelige liv, du kan bruge til at leve dig ind i inkvisitorrollen?

Ingram: “Ja, det, man kalder ‘The power of the push’. Man skal kunne trænge igennem forhindringer. Selv når det ser umuligt og super afskrækkende ud, skal man vide, at der altid er en vej igennem. Man skal bare se godt nok efter, og det tror jeg, mit liv er et bevis på. I mange år har jeg måttet finde det næste praktiske træk, som måske kunne være springet indenfor. Og jeg tror, at inkvisitoren og jeg ligner hinanden meget på den måde.”

Deborah Chow
Deborah Chow i færd med at instruere en episode af Jessica Jones. (Foto: Marvel Studios/Netflix)

Deborah Chow, instruktør

Til sidst fik vi et kort interview med instruktør Deborah Chow. Som tidligere har instrueret to afsnit af The Mandalorian og nu har æren af at stå for alle seks afsnit af Obi-Wan Kenobi.

Hvordan har det nye studie-set påvirket dit arbejde som instruktør?

Chow: “Jeg lærte denne måde at arbejde på gennem The Mandalorian. Det var meget spændende at lære den teknologi at kende. Når det kom til Obi-Wan Kenobi, ville jeg tage alt, hvad jeg havde lært og presse arbejdet med teknologien videre. Det har været et enormt hjælpemiddel, ikke mindst under coronapandemien, da vi har kunnet lave så mange optagelser i studiet. Jeg elsker science fiction og fantasy, og jeg synes, at meget af teknologien fra StageCraft gjorde os i stand til at skabe en anden verden på en meget flot måde.”

At gå fra at instruere to episoder af The Mandalorian til at lave hele denne serie, ændrer det indfaldsvinklen på nogen måde?

Chow: “Det har helt klart været en stor opgave i sammenligning. Meget af arbejdet er forberedelse, ikke mindst på grund af StageCraft. Vi har måtte forberede en masse for at få indholdet op på skærmen, før vi kunne gå i gang med optagelserne. Så det har været meget mere arbejde, men jeg elskede have hele historien fra start til slut og kunne realisere én stor vision over alle seks afsnit.”

Hvordan er Obi-Wans mentale tilstand? Bebrejder han sig selv for det, der er sket de sidste år? Darth Vader og alt det?

Chow: “Det er et virkelig interessant udgangspunkt for figuren, men også for hele galaksen er det en meget mørk periode. Ordre 66 er jo sket, og mange Jedi’er er enten døde eller i skjul. Og de bliver alle sammen jagtet. Der er mange verdensomspændende begivenheder, der sker samtidig, og for Obi-Wan personligt er der alle disse følelser over for Anakin og det, der skete i Revenge of the Sith. Derfor er der meget, han skal forholde sig til i begyndelsen af serien. Så vi udforskede meget af det mørke og den byrde, der lå på ham.”

De første Star Wars-film var faktisk lavet til børn, men også noget, som voksne kunne sætte pris på. Nu, hvor flere generationer er vokset op med og elsker dette univers, hvilken aldersgruppe har I så sigtet efter med Obi-Wan Kenobi?

Chow: “Det er noget, vi har tænkt meget over, for selvfølgelig har vi en kobling til den originale trilogi, men vi er også forbundet til de tre prequels. Og der er, som du nævner, flere generationer af Star Wars-fans nu. Vi har ikke forsøgt at sigte os ind på en bestemt aldersgruppe. Det er udfordrende nok at fortælle historien, så vi vil hellere fokusere på Obi-Wans historie og det, der føles naturligt i forhold til ham. Men jeg tror, det er vigtigt at have en balance, at have elementer, som er lettere og friere, ved siden af de mere seriøse.”

Obi Wan poster
(Foto: Disney)

Vi glæder os allerede

Vi er ikke i tvivl om, hvad vi skal lave den 27. maj! Men vi vil også gerne spørge vores læsere: Hvordan tror I, den nye serie Obi-Wan Kenobi bliver? Svar gerne i kommentarfeltet herunder.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuld MAX?

Se ny trailer!

Premiere i dag!

Følelserne er tilbage!

Netflix slår til!

Premiere i dag!

And the Oscar goes to ...

Nu er traileren her!

The Netflix Slam: Nadal vs. Alcaraz

Ny svensk/norsk Netflix-serie

Taylor Swift kommer hjem til dig!

Klar på Netflix!

0
Scroll to Top