TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Anmeldelse: The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson

Ikke helt så mageløs længere

I fjerde sæson begynder en af vores favoritserier at vise tegn på træthed.

Af / 16/02/2022 - 09:55
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson
Tor Aavatsmark

Over tre sæsoner har vi fulgt den absolut bedårende, charmerende, søde, men også beske og benhårde fru Maisel.

Serien handler om den livsbekræftende Miriam “Midge” Maisels (Rachel Brosnahan, House of Cards) usædvanlige og underholdende liv. I 2019 var den rapkæftede jøde-frue et friskt pust i streamingjunglen.

Bryder ud af tidsåndens snærende bånd

Midge (Rachel Brosnahan, House of Cards) kommer fra en baggrund som ung, pligtopfyldende husmori i et velstående, konservativt jødisk miljø i New York i 1950’erne.

I 1950’ernes USA er kønsrollemønstrene stadig indgroede og (med nutidens øjne) gammeldags.

Annonce

Mor er, naturligvis, hjemmegående, og far underviser på universitetet. Midge gifter sig med Joel Maisel (Michael Zegen) og får svigerforældre fra Helvede (ikke onde, bare irriterende som en indgroet tånegl) med i købet. Det forventes, at Midge skal tage sig af mand og børn, men efter kort tid bliver hun uden varsel droppet af Joel.

Efter et forlist ægteskab – og et par drinks for meget – åbenbares hendes udprægede komiske talent, og Midge begynder (til sine forældres store fortvivlelse) at tjene til livets ophold som standupkomiker! Ikke et helt almindeligt kvindefag i dag, og helt sikkert ikke for 70 år siden.

The Marvelous Mrs. Maisel sesong 4 6

The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson (Foto: Amazon Prime Video)

Et festfyrværkeri

Rachel Brosnahan er et fund som den fyrrige, balstyrige og smitsomt sprudlende Midge Maisel. Serien byder på frisk og original humor, et skævt kig på 1950’ernes kønsrollemønster, et fascinerende persongalleri, herlige kostumer og en noget nær perfekt tidskolorit med dertilhørende soundtrack. Læg hertil, at manuskripterne er befriende politisk ukorrekte, og vi har en vinderserie!

I 1. sæson [6 stjerner] kom Maisel fejende ind som en virvelvind af et friskt pust og charmerede os med rammende replikker, slående betragtninger og en livskraft (og garderobe!), som blæste os omkuld. 2. sæson [5 stjerner] var i høj grad centreret om de idylliske familieferier på landet og forgæves forsøg på at splejse Midge sammen med en ny mand. I 3. sæson [6 stjerner] tog karrieren endelig fart, og hun kunne stå fast på egne selvsikre ben.

3. sæson gav serien længe ventet luft under vingerne og flere herlige musiknumre, da Maisel tog på turné med smørtenoren Shy Baldwin. Desværre kulminerede sæsonen med, at Midge mistede jobbet og ødelagde sin karriere efter at have været lidt for åbenmundet om Baldwins privatliv.

Læs også Testosteron-action Prime Video genopliver Jack Reacher, men gør ikke noget forsøg på at modernisere Lee Childs karikerede macho-man.

Idétørke

I 4. sæson er vi nået frem til 1960’erne. Midge forsøger nu at få en standup-karriere i ruiner på benene igen og søger fuldstændig kreativ frihed. Hun bestemmer sig for kun at køre soloshows på helt egne præmisser – med et “frit” manuskript. Den nye karriere begynder ikke helt efter planen, men som konferencier på en halvfornem stripklub.

Hendes egenrådighed skaber nye problemer i forholdet til både familien, kolleger og venner. Desværre er 4. sæson ikke lige så fornyende og eksperimenterende som 3. sæson. Om det skyldes omskrivinger af manuskriptet efter utallige corona-udsættelser eller en generel idétørke blandt manuskriptforfatterne, vides ikke, men her trædes vande, og gamle ideer repeteres.

The Marvelous Mrs. Maisel sesong 4 2 scaled 1
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson (Foto: Amazon Prime Video)

Det gentagende hysteriske forhold til forældrene begynder at virke forslidt og netop det – gentagende. Svigerforældrene er stadig håbløst irriterende narcissister, mens eksmanden laller rundt og prøver at stable en ny karriere som natklubejer på benene.

Serien skriger på fornyelse, ny lokation og nye karakterer. Det, vi får, er to afsnit med Jason Alexander (Seinfeld) i en meget forudsigelig gæsterolle. Spild af talent!

Næsten et helt afsnit vies til at mindes/ære den afdøde skuespiller Brian Tarantina, som i serien spillede den halvsuspekte natklubejer Jackie. Helt sikkert godt ment, men dramaturgisk passer det ikke ind i konteksten og føles snarere konstrueret end ægte og troværdigt, når Miriams manager, Susie (Alex Borstein), får afløb for års indestængte følelser.

The Marvelous Mrs. Maisel sesong 4 4
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson (Foto: Amazon Prime Video)

Politisk ukorrekt

Men bevares, Brosnahan er fortsat midtpunkt i rollen, og Midge Maisel er et frækt overflødighedshorn af skarp og intelligent humor på scenen.

Det påstås, at det kun er mørkhudede, som må komme med “neger-vitser”; det samme er nok tilfældet med jøder og ironisering over egen races særegenheder og (set udefra) komiske levevis. Her er serieskaberne befriende politisk ukorrekte og lader Midge give indgroede fordomme og forudindtagethed frit løb – uden at det føles forkert.

De har desuden været dygtige til at passe historien ind i en historisk kontekst, hvor virkelige personer og begivenheder tilføres som krydderi og påvirker det narrative. Ikke mindst er den ægte standup-legende Lenny Bruce en tilbagevendende mentor og frelsende engel for Midge. Fabelagtigt portrætteret af Luke Kirby.

The Marvelous Mrs. Maisel sesong 4 5
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson (Foto: Amazon Prime Video)

Midge og Susies ambitiøse mål i denne omgang er “Let’s change the business!”, med henvisning til det indgroede kønsrollemønster og latterliggørelsen af kvinder inden for standup-branchen.

Lad os håbe, at sæsonen efterhånden bliver bedre og følger op på det slagord. Introduktionen af Lenny Bruce i afsnit 4 giver håb om, at det faktisk er tilfældet. Ud fra de afsnit, vi har fået et smugkig på, rækker det ikke til mere end 4 stjerner til Maisel & Co. (anmeldelsen er baseret på de første fire af otte afsnit).

4. sæson får premiere på Amazon Prime Video den 18. februar med to nye afsnit om ugen over fire uger.

Læs også Det herlige, smukke, brutale Vilde Vesten Prequel-serie til Yellowstone overgår sin moderserie.
The Marvelous Mrs. Maisel sesong 4 3
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson (Foto: Amazon Prime Video)

Karakter
The Marvelous Mrs. Maisel, 4. sæson

Fakta:

  • Amazon Prime Video
  • Release: 18. februar 2022
  • Instruktion: Amy Sherman-Palladino
  • Med: Rachel Brosnahan, Alex Borstein, Michael Zegen, Marin Hinkle, Tony Shalhoub, Kevin Pollak, Caroline Aaron, Luke Kirby, Jason Alexander
  • Genre: Komedie
  • Land: USA
  • År: 2022
  • Tid: 6:40 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *