Anmeldelse: The Lowdown, sæson 1

Ethan Hawke har haft en lang og alsidig karriere, hvor han for det meste har holdt sig fra Hollywoods største Blockbusters.

Personligt har han gjort størst indtryk i solopgang/-solnedgangsfilmene (1995/2013) og Great Expectations (1998). Men den subtile karakterskuespiller har også imponeret i The Magnificent Seven, Gattaca, Reality Bites, Dead Poets Society og Before the Devil Knows You’re Dead. Den intense Training Day viste, at texaneren også mestrer mere kommercielle actionroller.

Nu er han blevet en midaldrende mand med gråt skæg og et furet ansigt (som en af livvagterne i The Lowdown kalder ham: “Fugleskræmsel”) – men skuespillet er stadig skarpt som i ungdommen.

 

 

Legesyg krimifarce

Denne jul byder Disney+ på en absurd krimifarce frontet af et håbløst rodehoved af en – trods alt – målrettet boghandler/forfatter fra det rurale Tulsa, Lee (Hawke), som også arbejder som freelance-graverjournalist i sin utrættelige jagt på korruption, svindel og bedrag i byens politisk rådne miljø. Selv foretrækker Lee Raybon pompøst at kalde sig “truth-historian”.

Seriens skaber er Sterlin Harjo, manden bag den fremragende Reservation Dogs (2021–23). Denne gang læner han sig skamløst op ad det absurde univers og de excentriske karakterer, man forbinder med Coen-brødrene, Wes Anderson og David Lynch.

Resultatet er en fornøjelig krimifarce fyldt med herlige karakterer i et legende og outreret univers – med en protagonist, vi skiftevis hepper på, føler medlidenhed med og krummer tæer over.

For Lee lever bestemt ikke et A4-liv. Hver dag er et nyt slag i ansigtet, og alle omkring ham synes at ville ham det ondt – korrupte politikere, redneck-nynazister, lejemordere og en familie, der heller ikke gør livet lettere.

Uanset hvad han gør, arbejder livet imod ham. Den driftige, småt selvhøjtidelige og narcissistiske skribent hævder hårdnakket, at han er fuldstændig uafhængig og neutral i mødet med magtens mænd og USA’s historie. Men hvis checkhæftet kommer frem, er den standhaftige boghandler nok villig til at skrive for hvem som helst…

Korrupte politikere

Lees kaotiske liv tager en ny drejning, da broren til Oklahomas guvernørkandidat begår selvmord. Mange påpeger det oplagte: at det var Lees afslørende artikel, der fik Dale Washberg (Tim Blake Nelson) til at rette pistolen mod tindingen. Eller… tog han egentlig sit eget liv?

I en række artikler har Lee gravet snavs frem fra Washberg-familiens fortid og anklaget dem for at stjæle indianernes land, indgå lyssky ejendomshandler, udvise nederdrægtig racisme og udøve åbenlys korruption. Noget den kyniske guvernørkandidat Donald Washberg (Kyle MacLachlan, Twin Peaks) naturligvis afviser kategorisk.

Donald hyrer endda privatdetektiven Marty (Keith David) for at holde snushanen Lee på behørig afstand af ham og familien.

På sine gentagne formiddagsbesøg trøster Donald sin alkoholiserede svigerinde Betty Jo (Jeanne Tripplehorn, The Firm) – med efterfølgende obligatorisk sengehygge (hvilket har stået på i et stykke tid…). Familieidyllen krakelerer dog, da han vil smide hende ud af herskabshuset, og hun i stedet søger tilflugt hos Lee – hvor hun kan afsløre, at “Donald græder, når han kommer!”

Med det halve Oklahoma på nakken må Lee afsløre sandheden og samtidig beskytte sig selv, sin datter Francis og sin ekskone.

Jagten på sandheden

Lee er utrættelig i sin jagt på sandheden – eller i det mindste sin egen version af den.

Uanset om han skal infiltrere forstædernes trailerparker, nynazistiske kredse eller endda Washbergs mindehøjtidelighed, viger han ikke tilbage for noget. Han roder rundt i byens baggårde, skraldespande og arkiver og ender med mere uheld og tæsk end Bruce Willis fik i Die Hard.

Og Hawke er virkelig perfekt i rollen som den udbrændte, ukoordinerede og spredte sandhedssøgende journalist. Uanset om han vågner op i den beskidte seng i sin usmagelige ungkarlehybel, kæmper sig ud af et ituskudt bagagerum eller flygter fra skydeglade rednecks, er skuespillerens ansigtsudtryk, kropssprog og flakkende øjne det perfekte svar på den møgsituation, han befinder sig i.

Når han søger trøst og forståelse hos sin ekskone, bruger han sine dådyrøjne – uden at det hjælper meget.

Kaos hersker

Den Tulsa-verden, han omgiver sig med, er ofte absurd overdrevet, med velplaceret komik ledsaget af skarpe dialoger og fremragende skuespillere. Desværre har Harjo en tendens til at bruge en dramaturgi og et momentum, der til tider er lige så ukoordineret og kaotisk som Lees liv.

Historien springer ofte uregelmæssigt rundt og giver ikke scenerne plads til at udfolde sig. Derudover burde Harjo have været meget hårdere i klipperummet – der er meget her, der burde være blevet efterladt på gulvet i klipperummet.

Når det er sagt, løfter serien sig selv flere niveauer, når den uforlignelige Peter Dinklage træder ind på scenen. Her får historien nyt liv og vitalitet. De to fyre bliver en hysterisk underholdende duo, der er kendetegnet ved en skarp sarkasme og bidende ironi. Og de mange monologer af en fantastisk Blake Nelson er værd at tage hatten af for.

Alt i alt en meget seværdig og legende neo-noir-serie med en kompleks hovedperson, der er præget af en lang række modsætninger og menneskelige svagheder. Men The Lowdown burde have været strammet lidt mere op end dens udslidte hovedperson. 4 stærke stjerner.

Anmeldelsen er baseret på de første fem af otte episoder. Disney+ har premiere den 26. december.