Anmeldelse: Springsteen: Deliver Me from Nowhere

Bruce Springsteen – manden, myten, legenden.

Hvordan i alverden skal en filmskaber – i dette tilfælde Scott Cooper – gribe en biografi an om en ikonisk musiker, der har udgivet 21 studiealbum, spillet næsten 3.000 koncerter verden over siden 1965, været nomineret til en Grammy 51 gange, vundet en Oscar, solgt over 140 millioner plader og har større troværdighed end paven, Gandhi og Moder Teresa? En kunstner, der har doneret millioner til velgørenhed, omtales som supermagtens “moralske kompas”, “arbejderklassens stemme” og “Amerikas sjæl”, og som af alle (bortset fra fascisten Trump) anses for at være et af musikindustriens mest respekterede navne?

Man kunne forsøge at fortælle brudstykker – højdepunkter – fra hans 60-årige live-karriere og på den måde give et relativt overfladisk “Best of”-portræt af The Boss. Det er den (glorificerede) vej, de fleste biografiske musikfilm er gået.

Eller man kunne gøre, som James Mangold gjorde med den enormt succesfulde Bob Dylan-biografi A Complete Unknown, hvor han valgte en specifik, afgørende periode i Dylans liv – den periode, hvor han gik fra klassisk folkemusik til elektrisk guitar.

Med instruktøren af et af de mest følelsesladede musikportrætter, vi har set på film – Crazy Heart – i førersædet, har Cooper valgt at tilpasse biografien Deliver Me from Nowhere af Warren Zanes (2023). En bog, der specifikt fokuserer på en livsforandrende periode i Springsteens liv og musikalske karriere, hvor han kæmpede med indre dæmoner, dyb depression og med at finde en musikalsk retning – og simpelthen meningen med livet.

 

“Unfit to live”

Efter succesen med Born to Run (1975), som etablerede Springsteen som verdensstjerne, og det rå rockalbum Darkness on the Edge of Town (1978), kom den mere glade rockfest The River (1980). Turnéen førte “barband-musikeren” fra lille Freehold, New Jersey, ud til et globalt publikum – og blev en større succes, end han nogensinde havde drømt om. Selv “musikalske udkanter” som Sverige, Danmark og Norge fik besøg af Springsteen og E Street Band i maj 1981.

Udmattet, verdensberømt og nyrig satte The Boss foden ned – og begyndte at kigge i bakspejlet. Han brød sig hverken om fortidens spøgelser eller om, hvad fremtidsudsigterne så ud til at byde på…

Desillusioneret, tilbagetrukket og deprimeret låste Springsteen sig inde i sit soveværelse i Colts Neck, NJ, og skrev en masse (meget) mørke sange. I sin søgen efter en dybere mening med livet handlede teksterne om den amerikanske arbejderklasse, desillusionerede og desperate mennesker – og denne gang ofte uden håb eller fremtidsudsigter.

Han var fascineret af film som The Night of the Hunter (1955) og Terrence Malicks Badlands (1973), fordybede sig i sagen om seriemorderen Charles Starkweather, som myrdede 11 mennesker i 1958, og hentede inspiration fra sin egen fattige barndom med en alkoholiseret og fraværende far.

Resultatet blev Springsteens sjette studiealbum, Nebraska (1982). Et nedbarberet akustisk album – råt, autentisk, sårbart, nøgent og søgende:

They declared me unfit to live

Said into that great void my soul’d be hurled

They wanted to know why I did what I did

Well sir I guess there’s just a meanness in this world

Et musikalsk mesterværk var født.

 

Den krævende proces – og den plagsomme psyke

Filmen dykker ned i tilblivelsen af Nebraska og Springsteens (Jeremy Allen White) mentale tilstand i begyndelsen af 1980’erne – en skillevej i hans liv, som han senere beskrev i detaljer i sin selvbiografi Born to Run (2017).

Nebraska er et af de mest sagnomspundne albums i musikhistorien – indspillet i hans soveværelse på en knirkende stol med en fire-spors Teac-kassettebåndoptager. Han planlagde oprindeligt at indspille albummet i studiet med et fuldt band, men lyden blev aldrig rigtig til noget. Columbia Records endte med, noget modvilligt, at udgive råmaterialet.

Stærke tekster om fortabte sjæle, der af den ene eller anden grund har ramt muren – økonomisk knust, forladt af kærligheden, offer for staten eller verdens ondskab – men også et dybt personligt album med sange som My Father’s House, Mansion on the Hill og Used Cars, der direkte reflekterer over hans egen barndom og opvækst.

Kontrasten i den musikalske retning i denne periode er slående. Mens de skrev sangene til Nebraska, indspillede Springsteen og hans band også flere af de sange, der senere skulle udgøre megahittet Born in the USA (1984). Men de kom aldrig til at svinge på Nebraska-materialet i studiet – noget, du selv kan bedømme på den nye udgivelse Nebraska 82: Expanded Edition.

Nebraska var slet ikke det album, Columbia Records havde forventet som opfølger til The River – og frustrationen steg et par grader, efter at The Boss havde rocket studiet med sange som Born in the USA og Cover Me.

Men Springsteen var fast besluttet på, hvilken retning han ville tage sin karriere på det tidspunkt: Nebraska ville blive udgivet – præcis som den var. Ingen turné. Ingen singler. Ikke engang et billede af ham på omslaget. Et meget uortodokst valg fra en kunstner på højden af sin karriere.

Med manager Jon Landau (Jeremy Strong, Succession) som en utrættelig kampfælle ved deres side overbeviste de Columbia.

Fra the Bear til The Boss

I vores anmeldelse af The Bear, sæson 1, skrev vi følgende om hovedrolleindehaveren:

Jeremy A. White er et ægte guldfund som den desillusionerede, forsmåede og til tider dybt fortvivlede Carmen “Carmy” Berzatto. At ingen større instruktører har sat kløerne i ham før, er fuldstændig uforståeligt… Han har en unik tilstedeværelse, der bringer alle de små nuancer af den komplekse person og Carmys konfliktfyldte liv frem. Monologen, han giver under en terapi-session, er en Emmy-pris værd i sig selv!

Scott Cooper må have genkendt nogle af de samme unikke kvaliteter i den unge mand fra Brooklyn. I hovedrollen som Springsteen er han formidabel og personificerer næsten legenden – samtidig med at han gør ham helt menneskelig.

White kopierer ham ikke, men fakta er der, gangen er der, øjnene, der kigger lidt usikkert ned, den dybe stemme, gestikulationen, hænderne i jakkelommerne og den sprudlende spilleglæde på scenen (selv om portrætligheden ikke er slående i første omgang) får os til at tro fuldt og fast på ham som The Boss himself!

Selv det at synge Springsteens sange, som utvivlsomt kræver en karakteristisk stemme, klarer White på sin egen unikke måde. Det er ikke som The Boss, men skuespilleren har taget essensen af hans stemmepragt og gjort den til sin egen.

Oscar-akademiet kan allerede nu erklære walkover og udnævne White til vinder af “Bedste mandlige hovedrolle”.

Et menneskeligt portræt

I filmen afdækker White og Cooper ikonet, legenden og myten, tager ham ned fra piedestalen og giver os et glimt af det ægte, meget almindelige menneske Bruce Springsteen.

Den 32-årige kæmper med sin egen psyke og forventninger, kan ikke holde på kærester – i filmen repræsenteret ved den fiktive alenemor Faye (Odessa Young) – formår ikke at lægge fortiden bag sig og har angst for, hvad succesen vil gøre ved ham som musiker og menneske. På kanten af det store gennembrud er han ved at miste sig selv.

Selvfølgelig ser vi ham brillere på rockscenen, hvad enten det er store stadionkoncerter eller intime The Stone Pony-koncerter, men når lyset slukkes, og publikum går hjem, er han bare en af os – om end lidt mere hjælpeløst deprimeret end størstedelen af befolkningen.

En livslang depression, som han har været eksemplarisk åben om.

My Father’s House

Tilbageblikkene fra hans vanskelige opvækst i provinsbyen Freehold præsenteres af Cooper i behagelig sort-hvid med en skræmmende talentfuld Matthew A. Pellicano. Pellicano som den 8-årige Bruce.

I Springsteen-hjemmet er faderen (Stephen Graham, Adolescence) familiens maskuline, men åh-så-fraværende skikkelse. Han er larmende, voldelig, fuld, rastløs jobsøgende og dybt deprimeret og bliver et glimt ind i mørket for en ung dreng, der kun ønsker at blive set, elsket og anerkendt. Kontrasten til hans muntre mor (Gaby Hoffmann) er slående, da den danseglade Adele bliver lyset i en ung drengs liv.

Desværre får Hoffmann ikke meget at spille med og bliver mere en diffus bifigur, men det er også hans dominerende, dystre far, som har inspireret så mange af musikeren Springsteens tekster, og Graham imponerer. På overfladen er han usympatisk og brysk, men under overfladen er der noget dybere og hjerteskærende ved den magtfulde mand.

Fay som karakter tilføjer heller ikke meget til historien; hun er der mere som et eksempel på, hvor dårligt Springsteen håndterede kærlighedsforhold og langvarige forpligtelser.

Under hele den lange rejse mod Nebraska-udgivelsen er Landau ankeret. Rolig, stabil og loyal – et venskab mellem to meget forskellige mænd, men med et fælles mål.

De mødtes i 1974, da Landau, som dengang arbejdede for The Real Paper, skrev de berømte ord:

I have seen the future of rock and roll, and its name is Bruce Springsteen.

Karakterskuespilleren Strong leverer her en af sine stærkeste roller. Besindig og behersket giver han liv til den solide Landau, som næsten hele livet har været et anker og sikker havn for Springsteen; som manager, økonomisk rådgiver, støtte, ven og “terapeut”. Lige så meget som filmen er en fortælling om én mands sammenbrud og det at finde vejen ud, så handler den næsten lige så meget om det enestående venskab mellem to ret så forskellige mænd. Det er dem mod verden.

Vi befinder os i en tid, hvor mænd ikke formår at udtrykke deres følelser – og i hvert fald ikke tale med andre mænd om dem. Landau må selv nærmest kaste håndklædet i ringen og sige, at “sorry, men her kommer jeg til kort“, mens Springsteens gode ven, Matt (Harrison S. Gilbertson), forsøger at sige noget trøstende til ham, da de skilles i hans nye LA-hus; men efter pinlig stilhed vender han om og går.

 

Et dvælende portræt

Handlingen udspiller sig over knap et år, fra efteråret 1981 til sommeren 1982. Cooper tager sig god tid til at bygge historien op og giver karaktererne plads til at ånde – og vi følger Springsteen længere og længere ned i mørket, besat af at færdiggøre Nebraska. Det er, som om han skal have en tung byrde af sine skuldre, inden han kan komme videre.

White bruger små nuancer – et blik, en sitren i mundvigen – til at udtrykke det store indre pres og det komplekse følelsesregister hos kunstneren.

Til tider kan dramaturgien nok opleves som småt langsommelig og monoton, men giv den tid til at udfolde sig – som med sangene på Nebraska er der mere under overfladen, end hvad der kommer frem under første runde på pladespilleren.

 

Derimod yder Cooper sig selv og filmen en bjørnetjeneste, idet flere scener fremstår unødvendigt overtydelige, hvor instruktøren har en irriterende forkærlighed for at forklare det, vi allerede ser. Her kommer hans hang, som manuskriptforfatter, til at forfalde til det lidt svulstige og klichéfyldte frem. Nogle gange klæder det historien, andre gange bliver det smør på flæsk.

Men det tager ikke noget fra den stærke histories evne til at bevæge og engagere, hvor al den fremragende musik er som et smagfuldt krydderi.

Under en velgørenhedskoncert (Christic Institute) i 1990 råbte en tilfældig fan: ”We love you Bruce”; hvorpå stjernen på scenen lakonisk svarede tilbage:

But you dont’ know me.

Mere sandfærdige ord er vel sjældent blevet ytret fra en artist på scenen – men, efter at have set Scott Coopers medrivende, stærkt personlige film, kommer vi i hvert fald lidt mere under huden på mennesket Bruce Springsteen.

 

Deliver Me from Nowhere er uomtvisteligt blevet en af årets bedste film, som bæres på skuldrene af Whites stærke skuespilpræstation. Den sigter da også mod et langt bredere publikum end blot musiklegendens hardcore fans, og har noget dybt emotionelt at fortælle os alle. 6 stjerner.

Verdenspremieren er i morgen, den 24. oktober, mens nordisk biografpremiere bliver den 31. oktober.

Epilog

Fra My Father’s House (Nebraska):

My father’s house shines hard and bright
it stands like a beacon calling me in the night
Calling and calling, so cold and alone
Shining ‘cross this dark highway
where our sins lie unatoned

 

Under en koncert i 1990’erne spillede Springsteen My Father’s House, en eftertænksom sang fra Nebraska. Fortælleren drømmer om at omfavne sin fremmedgjorte far.

I et nyligt interview med Time Magazine blev Springsteen spurgt, hvad han havde lært af alle terapisessionerne i årenes løb.

På scenen indrammede Springsteen fremførelsen af My Father’s House med en historie fra sin terapi. Han indrømmede, at han havde for vane at køre forbi sit barndomshjem.

“Something bad happened,” Dr. Myers told me. “You’re going back, thinking you can make it right again.”

“That is what I’m doing,” Springsteen replied.

“Well,” Dr. Myers said, “you can’t.”

Da Time-journalisten spørger, hvordan han tog indsigten til sig, hvordan han omsatte den i praksis, bliver Springsteen tavs et øjeblik:

“Well, I don’t know,” he says. “I still drive by that house.”

“Nebraska”. (Foto: Columbia Records)