Anmeldelse: At koge bjørn

Det er næsten tre år siden, at Disney+ annoncerede, at de var i gang med produktionen af deres første nordiske originalserie, At koge bjørn. Der er løbet mange kubikmeter vand under Rialtobroen siden da, og tidligere i år kunne vi nyde den første svenske serie fra streaminggiganten, Whiskey on the Rocks.

Men nu er det endelig tid til premieren på den længe ventede serie, der er baseret på Mikael Nemis succesfulde kriminalroman, som foregår i den lille nordsvenske by Kengis i midten af det brutale 1800-tal.

Romanen Koke bjørn (på dansk: At koge bjørn, udgivet i 2019) udkom i 2017, og med enorme salgstal og anmelderroser var det ikke uventet, at en filmatisering hurtigt var på trapperne. Disney+ har slået sig sammen med den norske instruktør Trygve A. Diesen (Irvine Welsh’s Crime, Red) for at realisere Nemis vision. Manuskriptet skrevet af den kyndige Jesper Harrie (Solsidan).

Sammen tager duoen os med tilbage til år 1852 i en lille, fattig, intolerant og analfabetisk landsby i det nordligste Sverige, lige på grænsen til Finland og Lapland.

 

Gudsforladt

Til det gudsforladte Kengis kommer den nyudnævnte provst Lasse (Gustaf Skarsgård, Vikings), hans fromme kone Brita Kajsa (Ane Dahl Torp, Skælvet) og deres fire bedårende børn – samt deres adoptivsøn, den desillusionerede samedreng Jussi (Emil Karlsen).

Kort efter ankomsten til byen forsvinder den unge hyrdinde Hilda, og hele byen (anført af den fordrukne bondeknold Brahe (Magnus Krepper)) er enige om, at det er en bjørn, der står bag forbrydelsen.

Den ukonventionelle provst er derimod overbevist om, at der er sket en kriminel handling – men hvordan får han de enfoldige landsbyboere til at se tingene på sin måde?

Intolerance og utilsløret racisme

Da endnu en teenagepige forsvinder, rettes mistanken mod Jussi, “lappebastarden”, for havde han ikke gjort kur til pigerne under den djævelske dans i forsamlingshuset lørdag aften? Og en degenereret samisk dreng kan vel ikke have rent mel i posen?

Nemi har skrevet et fascinerende portræt i en historisk tid med teknologiske nyskabelser og en udvandringsbølge, som kaster lys over Sveriges åbenlyse racisme og intolerance over for samerne, de anderledes tænkende og kvindernes undertrykte status i samfundet. Provsten er seriens hovedperson og kaster lys over landsbyens mange mørke sider, indbyggernes uvidenhed og overtro og giver samtidig et indblik i en ny, mere moderne og tolerant tid.

Selv om Lasse som Sveriges svar på Sherlock Holmes naturligvis har ret i sin omfattende og faktabaserede efterforskning, vælger de simple landsbyboere at stole på landmanden, lægen og byens selvudnævnte matriark, den rige enke fru Sjödahl (Pernilla August, Star Wars).

Som en kontrast til det tilbagestående, umoderne landsbyliv dukker den flamboyante, verdensfjerne boheme-kunstner Beronius (Simon J. Berger, Exit) op som et muntert farvestænk. Han er en opportunist, som belejligt nok vælger ikke at tage parti, men som samtidig skaber problemer i Kengis – ikke mindst modstand og foragt fra landsbyens ungkarls-tumper.

 

Mørkt, brutalt og dystert

Historien, der udfolder sig, er mørk, intens og til en vis grad historisk cirkulær. De tætte landsbyboere ønsker at beskytte sig selv og deres levevis mod “indtrængere”, og den lille elite kæmper for at opretholde status quo. Intolerancen syder under overfladen, og den maniske provst skaber kaos og irritation, efterhånden som hans omhyggelige efterforskning skrider frem.

Han har ikke selv en pletfri fortid med sin åbenlyse familiære favorisering af stedsønnen, mens hans egne fire børn knap nok får en tanke med på vejen. Gustaf Skarsgård giver et stærkt, overbevisende og troværdigt portræt af den komplekse, gudfrygtige mand, der kæmper med sin indre tvivl, fortvivlelse og en iboende tro på menneskehedens godhed. Han er af den opfattelse, at man skal “vende den anden kind til” – hvilket bliver et relativt dårligt match i mødet med landsbyens slæng.

Hans unge protegé, stedsønnen Jussi, er central i serien og fungerer som prygelknabe og bindeled mellem to civilisationer. Karlsen giver en stærk præstation som den urolige unge mand, der er splittet mellem to verdener, traditioner, religioner og familier – og som søger efter anerkendelse og kærlighed.

Desværre er størstedelen af de øvrige karakterer stærkt karikerede og stereotype. De er malet med en meget bred pensel, hvor der ikke findes subtile nuancer, og hvor man enten er dum eller moderne og oplyst.

Desuden er sminkørerne gået helt bananas med at sminke alle karaktererne hele tiden, så de ser ud, som om de lige er kommet fra en 24-timers vagt i en kinesisk kulmine. Vi ved godt, at sæbe og varmt rindende vand ikke var let tilgængeligt i midten af 1800-tallet, men det her er tæt på at være parodisk.

Og som om det ikke var nok, at de bonderøvsagtige mennesker virker kunstige og lidt staccatoagtige, har man bevidst valgt en kunstig, plastikagtig belysning, der får meget af den majestætiske natur til at se AI-genereret ud, mens indendørsscenerne oser af kulisser.

Det er en skam, for det er en stærk og fængslende historie, der bliver fortalt, men dårlig produktionskvalitet og nogle mærkelige dramaturgiske valg ødelægger helhedsindtrykket. 4 stjerner til bjørnekogeriet.