Anmeldelse: Peacemaker, sæson 2

DC’s superhelteunivers har længe kæmpet med et lidt pompøst og selvhøjtideligt ry. Ikke så rock’n’roll og ( lejlighedsvis) frisindet som sine noget mere uregerlige og uortodokse fætre og kusiner hos MCU.  

Så kom rebellen Zac Snyder med sin fantastiske nyfortolkning af Justice League i 2021, og i 2023 var det tid for den tidligere wrestler John Cena at stråle i rampelyset.  

 

Fredsrebellen

Der er nu gået tre år, siden vi sidst så Cena som den uforlignelige ‘fredsmægler‘ i James Gunns The Peacemaker. At Gunn fik jobbet som serieskaber, forfatter og instruktør var ikke så overraskende, når man tænker på, at manden står bag det friskeste pust, der er kommet fra Marvel-universet i det sidste årti: Guardians of the Galaxy.  

Det var også Gunn, der i første omgang præsenterede os for Peacemaker i The Suicide Squad (2021); en slags reboot af fadæsen fra 2016. Det er en rendyrket røverhistorie a la superhelte-eskapisme, hvor det bestemt ikke er selve historien, der er i centrum, men alle de outrerede karakterers sære valg og hysterisk ironiske replikker. Det er en form, som Gunn har overført til Peacemaker-serien.  

Efter at have reddet verden i den foregående sæson er Peacemaker nu praktisk talt på herrens mark. Ingen vil vide af ham, hans venner holder sig på behørig afstand, og efterretningsbureauet ARGUS holder et vågent øje med ham.  

Især firmaets øverste chef, macho-typen Rick (Frank Grillo), har et horn i siden på den mislykkede superhelt. Det er ikke så mærkeligt, efter at Peacemaker tog livet af hans søn (Joel Kinnaman, Jo Nesbøs Harry Hole) i sidste sæson.  

Letbenet humor, med karakterer med dybde

Humoren er letbenet, anti-woke, til tider skarp og altid med et dejligt ironisk og legende strejf. Nej, det er ikke meningen, at du skal tage det alvorligt! Samtidig er der langt mellem Peacemakers tossede humor og den mere ‘infantile’ humor, som bl.a. præger Naked Gun-serien. Her præsenteres vi for en flok interessante karakterer, som alle bærer på en udfordrende bagage. Hele vennekredsen har forskellige nuancer af social status.  

Især Peacemaker er præget af sin til tider traumatiske fortid med en superracistisk, voldselskende bølle af en far (glimrende portrætteret af Robert Patrick, 1923) og sin brors dramatiske død. Han kæmper også med sit forhold til det modsatte køn og er ude af stand til at navigere i de blandede signaler, han modtager fra den dejlige (men hårdtslående!) Emilia Harcourt (Jennifer Holland).  

Derfor er det en sjælelig åbenbaring, da han opdager døren til en parallel verden, hvor hans liv er én lang dans på roser. Her er både hans bror (David Denman) og hans far stadig i live, og de optræder endda som en superheltetrio, mens byens indbyggere tiljubler dem og klapper af dem, når de går ned ad gaden. Desuden øjner han et håb om at kunne reparere sit havarerede forhold til Emilia.  

Men først skal han håndtere sin hidsige dobbeltgænger og ryste en stadig mere påtrængende efterretningsorganisation af sig. Bordeaux (Sol Rodriguez) har nemlig lugtet blod og har bidt sig fast …  

Mand for sin hat!

Det er sandt, at vi aldrig kunne forestille os Cena i rollen som en Shakespeare-figur, men som den outrerede, smånærige, akavede, ubehøvlede og usædvanligt charmerende Chris Smith/Peacemaker passer hans skuespillerevner som fod i hose!  

Han slipper af sted med at være tilpas goofy, samtidig med at han fremstår som et gennemgående venligt menneske, der ofte begår (utilsigtede) fejl. En retskaffen mand med masser af menneskelige svagheder og uden at være udstyret med de skarpeste sociale antenner. Og Cena har en upåklagelig komisk timing, der matcher hans joviale karakter.  

Hans sidekick er den kloge hvidhovedede ørn Eagly. En cgi-skabt rovfugl, der ser troværdigt ægte ud og har kampevner og styrke som (mindst) to voksne mænd. Sandsynligvis Peacemakers eneste virkelig trofaste ven.  

Kampen for at genopbygge selvtilliden og værdigheden er sympatisk nok, men man kan ikke komme uden om, at serien bæres af Gunns tørt humoristiske manuskript. Derudover har han en forkærlighed for relativt eksplicit voldelig romantik; en vold, der ikke altid passer til serien. 

Venner med en fælles historie

De spring og den forvirring, der opstår mellem de parallelle verdener, fungerer godt og bliver seriens dramaturgiske drivkraft. Peacemakers komplicerede forhold til sin brogede venneflok (’11th Street Kids’) gør serien interessant ud over det tynde plot.  

Der er Emilia, som bevidst opsøger skumle barer for at få afløb for aggressionerne og uddele øretæver, det indadvendte og usikre tech-geni Economos (Steve Agee), som er frygtsom og fanget mellem jobbet og sit venskab med Chris, mens den naive Leota (Danielle Brooks) forsøger at skabe sig en ny karriere som privatdetektiv. Det femte hjul på vognen er nørden Adrian (Freddie Stroma), som bare dagdrømmer om at bekæmpe kriminalitet og blive set op til.  

I denne sæson er det Tim Meadows, der leverer de mest politisk ukorrekte, racistiske og sexistiske replikker – og det med et upåklageligt straight face.  

Peacemaker er et befriende komisk indslag i en ellers forstenet superheltegenre, der er faret vild i sin egen suverænitet og gennemgående repeterende plots og skurke. Derudover har Gunn krydret serien med et kraftfuldt musikalsk soundtrack.  

Jo da, på overfladen er serien det rene nonsens, men Gunn & Co. har formået at befolke den med ægte karakterer – hvilket er en sjældenhed i genren. Det hjælper også, at alt, hvad du skal gøre, er at finde popcorn og øl frem og træne dine lattermuskler – for denne komisk-eskapistiske actionserie vil du ikke gå glip af! Og gå endelig ikke glip af den panegyriske intro. 4 stærke stjerner.  

Sæsonen har streamingpremiere på HBO Max den 22. august. Anmeldelsen er baseret på 6 (ud af 8) afsnit.