Prime Video har for alvor skruet op for actionfilm-prduktionerne på det seneste. For nylig kunne vi nyde den glimrende Deep Cover, hvor selveste Paddy Considine havde en af hovedrollerne – men den mere poppede og fjollede Heads of State farer desværre vild i sine egne pinlige og tamme vittigheder.
Plottet er simpelt og banalt: Den nyudnævnte amerikanske præsident Derringer (John Cena, Peacemaker), en slags krydsning mellem Arnold Schwarzenegger og fascisten Trump, skal på sit første statsbesøg i London. Her møder han den erfarne og stoiske premierminister Clarke (Idris Elba, Hijack).
De to statsoverhoveder kunne næppe være mere forskellige. Hvor Derringer går op i popularitet, Instagram-opslag og showmanship, er Clarke en sindig, tilbagetrukket og arketypisk britisk politiker af den gamle skole. Selvfølgelig kan de to mænd ikke fordrage hinanden, og Derringer er især fornærmet over, at Clarke har inviteret hans modstander på fish and chips.
Efter en katastrofal fælles pressekonference besluttes det, at de to skal bide uenighederne i sig og rejse sammen til NATO-topmødet i Trieste. Men ombord på Air Force One går det – selvfølgelig – helt galt.

Allerede i løbet af de første 20 minutter lykkes det filmskaberne at gentage nærmest hele Harrison Fords Air Force One, idet de to ledere bliver angrebet og må nødlande. Som de eneste overlevende må de nu kæmpe og skændes sig vej gennem de store skove i Hviderusland, videre til Warszawa og derfra til Italien – hele tiden forfulgt af terrorister anført af den hævngerrige og kyniske russiske våbensmugler Viktor Gradov (Considine).
Det, der følger, er rendyrket action-fjol, hvor den ene scene er mere usandsynlig og overdrevet end den næste. Ganske vist har Derringer medvirket i en stribe hjernedøde actionfilm, men han har ingen reel kamperfaring, og Clarke har blot gennemført sin værnepligt. Alligevel formår de to jakkesætklædte statsmænd at skyde, slå og sparke som havde de en indre Rambo gemt under slipset. Hele tiden med en drillende rivalisering imellem dem.
Det skal dog siges, at Elba er en særdeles dygtig skuespiller, der mestrer både drama og action – og han klarer sig da også rimelig hæderligt i rollen som fejlplaceret regeringsleder. Desværre må både han og Cena kæmpe med et pinligt klodset manuskript, hvor den ene flade vittighed afløser den næste. Cena har heller ikke andet at spille på end musklerne og kæften.
Dygtige Priyanka C. Jonas (Citadel), som premierministerens ekskæreste (!), og Carla Gugino som den forsmåede vicepræsident, er begge spildt i ligegyldige biroller. En skam, for de kunne have bidraget til at balancere det testosteronpumpede scenarie.
Hvis du virkelig keder dig meningsløst en regnfuld sommeraften, og din hjerne allerede er gået i dvale, kan du afsætte små to timer til dette vrøvl. Men vi garanterer, at du har glemt hele affæren inden tredje linje af rulleteksten. Actionsekvenserne er generiske og masseproducerede, og kun et skævt smil kan redde denne letvægter. Når filmen ovenikøbet ender som en slags pompøs hyldest til NATO og den frie verden, skurrer det alvorligt i ørene. 2 stjerner.


Fakta:
- Prime Video
- Release: 2. juli 2025
- Instruktion: Ilya Naishuller
- Med: John Cena, Idris Elba, Paddy Considine, Priyanka C. Jonas, Carla Gugino, Stephen Root, Jack Quaid, Sarah Niles
- Genre: Actionkomedie
- Land: USA
- År: 2025
- Tid: 1:54 t.
- Karakter: 2
- IMDb
Den var så fucking dårlig at jeg måtte stoppe midtvejs