Anmeldelse: Mission: Impossible – The Final Reckoning

I år er det hele 29 år (!) siden, vi første gang stiftede bekendtskab med Tom Cruise i rollen som den überhemmelige IMF-agent Ethan Hunt.  

I 1996 revitaliserede den visuelle mesterinstruktør Brian De Palma (The Untouchables) og superstjernen Cruise actionthrillergenren med et reboot af den klassiske TV-spionserie (1966-1973). 

Mission: Impossible blev en bragende succes hos såvel kritikere som publikum – og en ny filmfranchise var født. For hver film siden har Cruise & Co. flyttet grænserne for, hvad der er muligt, når det gælder actionscener, samtidig med at de har firedoblet rejsebudgettet. 

 

Næsten tre årtier senere får vi nu den ottende (og sidste?) film i en af de største actionfranchises nogensinde. Med Mission: Impossible – The Final Reckoning tager Cruise og instruktør Christopher McQuarrie os med på en direkte efterfølger til Mission: Impossible – Dead Reckoning, og endnu en gang er store dele af filmen optaget i Norge.  

 

Norges ven

Den entusiastiske megastjerne Cruise, som selv udfører størstedelen af stuntsene, kan tydeligvis ikke få nok af Norge og landets storslåede natur. I foråret 2023 blev der filmet enestående scener i Arktis, på Norges udpost i nord: Svalbard. 

Det er dermed tredje gang, en Impossible-film er blevet optaget i den barske norske natur. Første gang actionhelten tog hele cirkusset med til Norden og Norge, var under optagelserne til Mission: Impossible 6 – Fallout.  

Dengang filmede instruktør Christopher McQuarrie nogle vilde actionscener, hvor Cruise og Henry Cavill kæmper over, på og hængende fra det spektakulære fjeldplateau Preikestolen.  

Derefter vendte Cruise tilbage til Norge i efteråret 2020 for at optage scener til Mission: Impossible – Dead Reckoning.Den dag i dag er motorcykelhoppet fra bjerget i Hellesylt et af filmhistoriens mest iøjnefaldende actionstunts.  

Efter at have haft det som et mantra at skifte instruktør fra film til film (De Palma, Woo, Abrams og Bird) har Cruise siden den femte film i serien (Rogue Nation, 2015) holdt sig til den samme mand: Christopher McQuarrie. Og interessant nok har McQuarrie for en stor del filmet scener til den syvende og ottende Impossible-film i samme arbejdsgang.  

Den ottende film (med den oprindelige titel Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two) skulle egentlig have haft premiere i biograferne sidste år, men omskrivninger og løbende optagelser af nye scener har forsinket og fordyret produktionen. Det siges, at den har kostet over svimlende 400 millioner dollars. Og det kan ses! Men om alle omskrivningerne og det øgede budget har gavnet den, er mere usikkert.  

 

Den altoverskyggende AI-fare

I den foregående film var det i tidens ånd en usynlig fjende i form af AI-programmet ‘The Entity’ med evnen til at tage fuld kontrol over netværk, kommunikation og militære installationer, som spionorganisationen IMF var oppe imod.  

En samlet spionverden så chokeret til og frygtede at miste kontrollen helt, også over atomvåbnene. Resultatet blev et hundeslagsmål, hvor stormagterne og alle landenes efterretningstjenester kæmpede indbyrdes for at sikre sig ‘Pandoras æske’ – men det krævede to nøgler.  

Vi taler her om en ChatGPT på kokain, speed, Red Bull og Viagra i højeste potens.  

Da vi forlod Ethan Hunt og lommetyven Grace (Hayley Atwell), havde de stadig ikke AI-monsteret under kontrol, og da vi genforenes med vores hemmelige helte, har programmet taget styringen over hele atomvåbenarsenalet i den ene atommagt efter den anden. Den sidste skanse er (selvfølgelig) USA, og præsidenten (Angela Bassett) må træffe den ubehagelige beslutning, om militæret skal gå til forhåndsangreb eller ej.  

I baggrunden lurer den gådefulde superskurk Gabriel (Essai Morales, Ozark), som ønsker at slippe ‘The Entity’ løs og dermed for altid ændre verden, som vi kender den.  

Med Luthers (Ving Rhames) selvkomponerede virus og nøglen i hånden bringes Hunts team tilbage til Beringshavet for at gå ind i den sunkne russiske atomubåd ‘Sevastopol’. Der ligger den forjættede kildekode til AI-programmet, som kan bruges til at lukke det ned.  

Men i mellemtiden tages vi med på en lang intro og et opsummerende tilbageblik på M:I-historien.  

Messias?

McQuarrie og Cruise benytter enhver given lejlighed til at understrege, at denne film er Hunts svanesang, der opsummerer hele hans M:I-karriere og udpensler, at hele hans professionelle liv har »ledt op til dette øjeblik« i historien.  

Impossible-filmen har altid haft et skær af selvhøjtidelighed og pompøsitet, men med Final Reckoning tages konceptet til nye højder. Den første time er især langtrukken, fordi man gennem flashbacks kæder de syv tidligere film sammen og nærmest fremstiller Cruise som frelseren – for det er selveste Messias, der nu skal redde verden og menneskeheden fra total udslettelse.  

Tonelejet er lagt på et kunstigt lavt og alvorligt niveau, hvor der nærmest hviskes om, hvor alvorlig situationen er, og hvor det i detaljer forklares, hvad der er sket, og hvad IMF-holdet skal gøre for at redde dagen.  

Dialogen mellem Hunt, Grace, Benji (Simon Pegg), Luther, Paris (Pom Klementieff) og Degas (Greg Tarzan Davis) er svulstig og insisterende – og overraskende humorforladt (hvad er der blevet af det drillende glimt i øjet?). Atwell kom ind i den foregående film som et frisk og ‘normalt’ pust, men hendes karakter er for lidt til stede og skuffende anonym denne gang.  

Og hvorfor i alverden de valgte at lade karakteren Paris fortsætte, er uforståeligt. Hendes eneste opgave er at vandre forurettet rundt med store øjne, mens hun slynger om sig med franske floskler.  

Heller ikke Gabriel er en værdig modstander for Hunt og IMF-teamet. Han er for generisk og diffus som skurk, ganske enkelt uspændende, og han når ikke seriens hovedskurk (Philip Seymour Hoffman) til sokkeholderne.  

Og nu vi taler om Hoffman og Mission: Impossible III (2006), så trækkes der lange tråde tilbage til Hunts brogede agentkarriere og de (forkerte?) valg, han har truffet. Noget, der fungerer godt og skaber lidt af en »Endgame«-fornemmelse i det afsluttende kapitel.  

Mission: Action!

For hver Impossible-film er budgettet vokset, og der er kommet stadig mere fokus på at optage de mest enestående og vildt spektakulære actionscener. Fra at Hunt hænger ud fra et militærfly, sprænger Kreml i luften, klatrer op ad verdens højeste skyskraber til det skrækindjagende motorcykelspring fra Hellesylt (som stadig er seriens actionhøjdepunkt), har hver ny film forsøgt at overgå den foregående.  

Efter at McQuarrie tog over som fast instruktør, har han og Cruise udvalgt opsigtsvækkende action-locations og derefterskrevet handlingen omkring stuntet. Og i Final Reckoning er der afsat masser af skærmtid til, at Hunt skal hoppe, hænge, falde, svømme, dykke og løbe. Ofte kun i boksershorts, så den 62-årige får lejlighed til at flashe sin (imponerende) muskuløse overkrop.

Der er masser af intense actionscener, hvoraf den mest mindeværdige og klaustrofobiske (!) er en lang scene, hvor Hunt kæmper mod vandet, kulden, torpedoer i frit fald og tiden i den sunkne ubåd. Her er Cruise, instruktøren, fotografen (Fraser Taggart) og klipperen i deres es. En virkelig enestående scene til actionhistoriebøgerne! Alene den er biografbilletten værd.  

På filmplakaten ser vi Cruise hængende fra et lille fly, endnu en scene, der giver et ordentligt sug i maven, men den er alt for lang. Symptomatisk for den ottende film er, at man ikke har formået at ‘kill your darlings’, men at man absolut skal have det hele med, og spilletiden på næsten tre timer kan ikke forsvares.  

Cruise selv udfører igen de fleste af karakterens stunts, og trods sin alder er han stadig skabt til at være en non-stop Duracell-kanin, der løber, hopper, kæmper og skyder – altid med det drengede charmørsmil i øjnene og i mundvigen. Actionhelten er ældet som en god gammel årgangsvin.  

Mission: Accomplished?

Vi karakteriserede Dead Reckoning som “Mission: Accomplished” og en af de bedste film i serien. Final Reckoning er en forlængelse af den syvende film, men desværre langt fra lige så fokuseret og intens.  

Bevares, vi lader os rive med i den isfyldte ødemark på Svalbard, på havets iskolde, klaustrofobiske bund og af heftigluftakrobatik, og der er stadig ingen, der løber så hurtigt som Cruise, men filmens insisterende pompøsitet, langtrukne omstændelighed og noget humorforladte tone trækker gevaldigt ned på helhedsindtrykket.  

Det er bestemt en underholdende actionfilm, og Cruise beviser endnu en gang, at actionbonanza ikke behøver at være af den hjernedøde, meningsløse slags; men den burde have været klippet mindst en halv time ned, fokus skulle have været klarere, dialogen strammet op og selvhøjtideligheden smidt på porten. Så havde det ikke ‘bare’ været en god actionfilm, men en filmklassiker.  

4 solide stjerner til Cruises underholdende virkelighedsflugt af en svanesang. Hvil dig nu, hr. Hunt; 62 år er da en passende alder for førtidspensionering – “should you choose to accept it …” 

Mission: Impossible – The Final Reckoning har biografpremiere i denne uge og vil blive frigivet til streaming (på SkyShowtime) i løbet af efteråret.  

Filmografi, Mission: Impossible

• Mission: Impossible (1996, regi: Brian De Palma) 

• Mission: Impossible 2 (2000, regi: John Woo) 

• Mission: Impossible III (2006, regi: J.J. Abrams) 

• Mission: Impossible 4 – Ghost Protocol (2011, regi: Brad Bird) 

• Mission: Impossible 5 – Rogue Nation (2015, regi: Christopher McQuarrie) 

• Mission: Impossible 6 – Fallout (2018, regi: Christopher McQuarrie) 

• Mission: Impossible 7 – Dead Reckoning (2023, regi: Christopher McQuarrie) 

• Mission: Impossible 8 – The Final Reckoning (2025, regi: Christopher McQuarrie)