AnmeldelseJupiter’s Legacy, 1. sæson

Pompøse og prætentiøse superhelteklicheer

Årets første flop er landet i form af prætentiøse, kappeklædte superhelteklovne.
Karakter
Action
Jupiter’s Legacy, 1. sæson
forfatter

Ingen genre har domineret de internationale biograf- og streaming-hitlister det sidste årti som superheltefilm og -serier. De er blevet en grundsøjle for såvel distributørerne som de store internationale filmselskaber.

Netflix’ “egne” superhelte

Publikum kan åbenbart ikke få nok af dem og elsker at se fortsættelser med kendte og elskede helte og skurke – hvilket vi da også i den grad er blevet fodret med af Hollywood. Og når man ser på indtjeningstallene, er det ikke så underligt – Avengers: Endgame omsatte for svimlende 2,78 MILLIARDER dollars.

Netflix har tidligere produceret Marvel-serier som Luke Cage, Jessica Jones og Daredevil. Dette samarbejde stoppede imidlertid, efter at Disney smed 4 milliarder dollars på bordet for Marvel Studios. Nu har Netflix så skaffet sig deres egen franchise, Mark Millars Jupiter’s Legacy.

Klassiske superhelte

Jupiter’s Legacy er baseret på en tegneserie skrevet af Mark Millar (Kingsman, Kick Ass) og tegnet af Frank Quitely, og handler om en flok do-gooders fra et USA, der prøver at komme på fode igen efter Den Store Depression. De kalder sig The Union og har som mål at hjælpe den jævne amerikaner, forhindre kriminalitet og følge deres agtværdige, kristent inspirerede kodeks; et kodeks, der bl.a. siger, at man aldrig må slå ihjel.

Udgangspunktet for familien er, at deres far blev styrtende rig på stål i mellemkrigstiden. Hovedpersonerne er Sheldon “The Utopian” Sampson (Duhamel), hans kone, Grace “Lady Liberty” Sampson (Bibb), broren Walter “Brainwave” Sampson (Daniels), datteren Chloe Sampson (Kampouris), sønnen Brandon “Paragon” Sampson (Horton) samt den flamboyante, frafaldne George “Skyfox” Hutchence (Lanter) og hans søn Hutch (Quinlan).

Vi hopper frem og tilbage i tid mellem 1930’erne – The Unions første årti som superhelte – og nutiden. Narrativt fokuseres der i nutiden på det mildt sagt problematiske forhold mellem de voksne superhelte og deres “ustyrlige” børn. Ringer det ikke en klokke? Var der nogen, der sagde De Utrolige?

Annonce
(Foto: Netflix)

Kækt, hårdkogt eller pompøst?

Marvel-universet er superhelte med et glimt i øjet, med Deadpool som et glimrende eksempel på velfungerende metahumor. Hvor de nyere Marvel-film bobler over af løssluppen selvironi og sarkasme – elegant eksemplificeret af Thor: Ragnarok – og DC-universet har mørkere, mere hårdkogte og kompromisløse superhelte, står Jupiter’s Legacy tilbage med selvhøjtidelige, forstokkede superhelte, som tiden er løbet fra.

Klicheerne står i kø: The Utopian har, på godt dansk, daddy issues og kommer efterhånden til den erkendelse (ved at tale med sin kriminelle “psykolog”), at han gerne vil være en godhjertet, ufejlbarlig ledestjerne af en superhelt for at rette op på alle sin fars fejl.

Faderproblemerne er åbenbart gået i arv, for hans søn, Paragon, bliver kuet og talt ned til, men ser alligevel med store dådyrøjne op på sin pompøse idiot af en far.

Datteren Chloe har i det mindste nosser nok til at bryde ud af vanviddet, afskrive sin selvretfærdige far og ernære sig som letpåklædt model – mens hun drukner sine sorger i alkohol og stoffer. Onkel må optræde som beklemt diplomat, mens moren (som en god 50’er-husmor skal) laller med …

Konceptet skal være en slags hyldest til superheltenes guldalder i 1950’erne, hvor de var smånaive samfundsstøtter, der seriøst ville hjælpe folket, og verden stadig levede i en boble af harmoni og “uvidenhed”.

Desværre formår serien ikke at knytte fortid med nutid sammen og virker fuldstændig irrelevant og forældet i 2021; heller ikke på et nostalgisk plan er den underholdende.

(Foto: Netflix)

Billig produktion

Martin Scorsese og hans team af special effects-tryllekunstnere demonstrerede på imponerende vis med The Irishman, hvordan det er muligt at få personer til at se både yngre og ældre ud. Skaberne af Jupiter’s Legacy har tydeligvis ikke haft samme rummelige budget, men det, de har opnået, holder simpelthen ikke.

Personerne er sminket gamle på meget utroværdig vis. The Utopian ser på sine ældre dage ud, som om han går rundt med paryk og et falsk skæg, der er købt som en del af et julemandskostume i BR, og samtlige karakterer ser kun ældre ud i ansigtet; hverken hals, hænder eller ikke mindst kropssprog matcher det delvis sminkede ansigt.

Annonce

Allerede i første episode ender karnevalsgruppen i hård kamp med den tilsyneladende uovervindelige Blackstar; en trold, der ser ud, som om han er taget ud af en 1980’er-version af Ringenes Herre. Seriens special effects er langt under niveau, især kampscenerne falder igennem og minder mere om et ældre computerspil med uddateret grafik.

Det hjælper heller ikke på det samlede resultat, at skuespillerne ikke leverer varen. Især Josh Duhamel som brushovedet Utopian har svært ved at overbevise med sit eklatante overspil. Lidt som en gigtramt, der prøver at danse ballet.

Josh Duhamel i Jupiter’s Legacy. (Foto: Netflix)

Latterligt plot i lånte fjer

Millar har skabt et noget kaotisk superhelteunivers, hvor han har taget elementer fra forskellige epoker og skamløst lånt/stjålet (afhængigt af synspunkt) fra andre superhelteuniverser.

Vi er ikke sikre på, om det, vi ser, er en lidt “cool” ungdomsserie med opvækstproblemer som tematik, blandet med metahumor, om det er nostalgisk retro-action eller moderne superhelte, der forsøger at tilpasse sig en ny tid med en amerikansk politisk hverdag, hvor politikere og mennesker ikke længere kan mødes på midten.

Jupiter's Legacy, sesong 1_7 Jupiter's Legacy, sesong 1_8 Jupiter's Legacy, sesong 1_5 Jupiter's Legacy, sesong 1_6 Jupiter's Legacy, sesong 1_3 Jupiter's Legacy, sesong 1_9 Jupiter's Legacy, sesong 1_4 Jupiter's Legacy, sesong 1_13 Jupiter's Legacy, sesong 1_2
<
>
(Foto: Netflix)

Jupiter’s Legacy er lidt kitschet, lidt barnlig og lidt retro-sæbeopera-agtig, med et stænk De Utrolige plus en dosis Harry Potter– og Percy Jackson-magi, iblandet ubehagelig kristenkonservatisme a la Det gyldne kompas, og – voila! – slutresultatet er blevet meget, meget cheesy. En temmelig usmagelig gryderet.

Annonce

Interessant måske som en pompøs parodi på superhelte, selv om det er, præcis hvad den prøver IKKE at være. To enerverende stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fem ud af otte episoder).

Hele 1. sæson af Jupiter’s Legacy kan streames på Netflix fra den 7. maj.

PS! Hvis superhelte lige er dig, kan vi anbefale, at du i stedet ser en af disse glimrende superheltefilm og -serier:

Læs også
Superhero Day! Vi markerer den internationale Superheltedag med vores anbefalede superheltefilm og -serier.
(Foto: Netflix)

Læs alle artikler i én uge for 19 kr

Få adgang alle +artikler samt til hele testarkivet.
Ingen bindingstid.
Allerede abonnent?
Fakta
  • Netflix
  • Release: 7. maj 2021
  • Instruktion: Charlotte Brändström
  • Med: Josh Duhamel, Leslie Bibb, Ben Daniels, Elena Kampouris, Andrew Horton, Mike Wade, Matt Lanter, Ian Quinlan
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2021
  • Tid: 5:58 timer
IMDB Rating
Jupiter's Legacy  | TV Series (2021– ) Action, Adventure, Drama | TV Series (2021– ) Summary: The first generation of superheroes has kept the world safe for nearly a century. Now their children must live up to their legacy in an epic drama that spans decades and navigates the dynamics of family, power and loyalty.
Countries: USALanguages: English

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Tor Aavatsmark

(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Læs også: