Anmeldelse: The Madison, sæson 1

Den ekstremt produktive skaberen af serien Yellowstone, Taylor Sheridan, er ikke kendt for at være subtil, elegant eller tilbageholdende. Hverken i sine kraftigt dramatiserede plots eller farverige persongallerier.

Med den neo-western-agtige sæbeopera Yellowstone tog han dog streamingverdenen med storm og har siden produceret en imponerende række succesrige serier, som blandt andet Tulsa King, Landman, 1883, 1923, Lioness og Mayor of Kingstown.

Efter Kevin Costners exit fra moderserien og stadige nye annonceringer af spin-offs, prequels og opfølgere til cowboy-soap’en begyndte vi at fornemme ugler i mosen – noget, der blev bekræftet ved lanceringen af action-fiaskoen Marshals: A Yellowstone Story for nogle uger siden.

Denne serie var så amatøragtig og dårlig, at Sheridan ikke engang gad at instruere eller skrive manus – det fremgår nu helt tydeligt, at Paramount forsøger at presse hver eneste dråbe ud af Sheridans brogede serieunivers. Og da vi besøgte SXSW-konferencen i Austin for halvanden uge siden, var plakater for The Madison klistret over hele byen (og SXSW-app’en).

Men denne bombastiske dramaserie løfter desværre ikke Sheridan tilbage til gamle serieniveauer.

 

I modsætning til hvad der oprindeligt blev annonceret, er The Madison ikke en efterfølger til Yellowstone. Serien er dog sat i nutiden og det samme miljø som Yellowstone, men med helt nye karakterer, der heller ikke har nogen familieforbindelse til Dutton-klanen. Måske får vi nogle crossover-karakterer i løbet af seriens forløb…

Vi møder den den stenrige familie Clyburn, med faren, Preston (Kurt Russell), der har haft stor succes på Wall Street. Men egentlig foragter han tilværelsen i det blaserte Manhattan og kan ikke vente med at komme tilbage til sit fristed, hvor sjælen finder ro – nemlig Madison-dalen i det maleriske Montana.

Så ofte som muligt tager han en pause fra den hektiske finansverden i New York og besøger sin bror på en lille ranch ude på landet (ikke langt fra Yellowstone-ranchen), hvor Paul Clyburn (Matthew Fox, Lost) bor i al sin tilforladelige ensomhed – uden hverken strøm, vand eller kloak.

Og uanset hvor meget hans kone gennem 40 år, Stacy (Michelle Pfeiffer), elsker ham, har hun aldrig sat sin fod på det ”gudsforladte sted uden vand og kloak”. Heller ikke har hans to forkælede, blaserte woke-døtre har nogensinde besøgt faderens paradis. Så tvinger en tragedie pludselig familien til en radikal omlægning af hele livet, valg af bopæl og fremtidsplaner.

Men i stedet for forsoning, at familien finder sammen og får bearbejdet sorgen, eskalerer det ufrivillige ophold i Montana til at afdække splittelse inden for familien, blotlægger divergerende værdisæt og hvad der egentlig betyder noget i livet. Stacy bliver splittet mellem bundløs sorg og en brændende vrede – både over for sine børn, men også over sine egne fejltagelser i livet.

Alt ligger således klar til en dybt dramatisk og mellemmenneskelig serie, der udforsker uligheder, divergerende værdisyn og selve opfattelsen af livet – desværre vælger Sheridan at spilde muligheden ved at vælge åbenlyst forsimplede sort-hvide konflikter, banale stereotyper mellem by og land og endeløse klichéer.

Hele familien ankommer til det rustikke ranchmiljø klædt i deres designertøj og Gucci-tasker/-sko, mens de aldrig ser ud til at have set et levende dyr, en urtehave eller en solnedgang – for solen går vel ikke ned på Manhattan? Vi kan godt tro på, at de aldrig har benyttet sig af et udendørs toilet, men der er langt derfra til ikke at forstå konceptet.

Vi får indprentet, at storbyen er kold, kynisk og forfærdelig, mens livet på landet er det reneste paradis og det eneste, der er det “ægte” liv. Indimellem tipper det over i ufrivillig komedie; og når man nærmest nægter at spise en sød hjort eller tage ordet ”indianertaco” i munden, så har du desværre mistet os, Sheridan.

Vi forstår godt, hvad du vil frem til, men at det skal skildres med så bred pensel, kan vi virkelig ikke forstå! Her føler vi os nærmest fornærmet over, hvordan seriens skaber nedgør sit eget publikum.

 

At dette manuskript stammer fra den samme mand, der engang skrev Wind River, er faktisk lidt chokerende – for i The Madison falder Sheridan for alt for tydelige, simple stereotyper og pinlige klichéer, der hænger som perler på en klæbrig snor. Vi lader det gå på kontoen for overarbejde og håber, at Sheridan fremover fokuserer mere på kvalitet frem for kvantitet.

Ærgerligt, for The Madison indeholder også en række ægtefølte og følelsesladede scener – som både er velskrevne og medrivende. Alle disse er dog øjeblikke, hvor de strålende Pfeiffer og Russell får lov til at skinne alene. Dialogen og det varme samspil mellem stjernerne fungerer, som det skal, og opleves både ægte og oprigtigt. Men samlet set rækker dette ikke til mere end 3 stærke stjerner – til en serie, der kunne have været så meget bedre.

Streamingpremieren finder sted på SkyShowtime i morgen (den 27. marts) med ugentlige episodepremiere. Anmeldelsen er baseret på de to første (af seks) episoder – og ja, der kommer en anden sæson.