Panasonics plasmaskærme har altid været et soleklart alternativ for film-entusiaster, der går efter den bedst mulige billedkvalitet. Men nu er de snart et færdigt kapitel: Panasonic annoncerede nemlig i november 2013, at de vil udfase teknologien helt. Når du læser dette, skulle produktionen efter planen være stoppet. Men salget fortsætter, så længe lager haves, og derfor er der stadig mulighed for at sikre sig et plasma-tv på “ophørsudsalg” …
50ST60, som vi tester her, findes også i en 55 og en 65 tommers version og tilhører Panasonics mest overkommelige plasmaserie med 3D – sandsynligvis den serie, der giver mest valuta for pengene.
Udseendet er lidt mere massivt end LED-konkurrenterne, og skærmen vejer også nogle kilo ekstra. Den forholdsvis tykke ramme rundt om skærmen gør, at 50ST60 få et lidt mere dominerende udseende end f.eks. Sonys supertynde 50-tommer.
Brugervenlighed og funktioner
Panasonics menusystem er bygget op omkring hovedmenuen Home Screen. Den møder dig, hver gang du tænder for fjernsynet, og linker til forskellige indholdskategorier som tv, video-optagelse og apps. Du kan selv vælge, hvilke links du vil lægge på startskærmen.
Viera Smart-portalen har en masse apps at byde på, men det er Netflix og YouTube, der er de mest interessante til daglig brug. Du har også adgang til Facebook og din egen browser, men det går lidt for langsomt til, at tv’et kan blive en reel konkurrent til din pc eller tablet. Det er bedre at bruge tablet’en som fjernbetjening.
Billedkvalitet
Plasmaskærme har altid haft traditionelle styrker og svagheder. Fordi plasmapanelet er i stand til at tænde og slukke hver pixel individuelt, opnår de rigtig god kontrast og sortniveau i forhold til LCD. 50ST60 har ikke lige så blændende lysstyrke som LED-skærmene i testen, men levere tilstrækkeligt med lys til selv fuldt oplyste rum.
Når vi dæmper belysningen og sætter film på, er Panasonic-skærmen afgjort i sit es. Ingen af LED-skærmene – ikke engang Sony W685 – kan måle sig med det formidable sortniveau. Mørke scener er virkelig bælgmørke, samtidig med at detaljer og gråtoner i de mørke områder kommer bedre frem. Disse egenskaber er det svært for en almindelig LED-skærm at matche, og man skal op i dyre bag-LED eller OLED-skærme for at overgå dem.
50ST60 har også en meget nuanceret og naturlig farvegengivelse, men her er forskellen i forhold til LCD-konkurrenterne ikke lige så stor. Det lykkes f.eks. modellen fra Sony at præstere en gengivelse, der ligger helt tæt på, hvad Panasonic-plasmaen leverer. Men når det gælder film i dæmpet belysning, er der ingen tvivl om, at Panasonic er konge.
Lydkvalitet
Lyden fra 50ST60 er desværre temmelig tam. Der er ikke særlig meget fut i de indbyggede højttalere, og lydgengivelsen er forholdsvis tynd og indelukket. Her må man helt klart ty til et separat anlæg eller en soundbar, hvis det gode billede skal ydes retfærdighed.
Konklusion
Panasonic TX-P50ST60 giver fremragende billedkvalitet til en fornuftig pris. Hvis underholdningsmenuen for det meste består af film og tv-serier, er det stadig et tv, der er let at anbefale. Denne model (samt andre plasmaer fra Panasonic) vil formentlig være svær at få fat på i fremtiden, så det gælder om at handle, før det er for sent!