Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Panasonic JX800E (TX-65JX800E)

Panasonics første Android-TV

Panasonic er kendt for at levere god billedkvalitet til fornuftige priser. Nu lancerer de deres første TV med Android!

Publiceret 09/06/2021 - 15:15
Panasonic JX800E (TX-65JX800E)
Audun Hage

Panasonic er et mærke, som vi måske først og fremmest forbinder med high-end-skærme til de kræsne, men nogle gange slår de til med prisgunstige varianter, som her! JX800E markerer faktisk en lille milepæl for Panasonic, da det er et af deres første TV’er med Android som operativsystem.

pa2 pa2b
<
>
Designmæssigt er JX800E en rimelig simpel sag med udførelse i sort mat plastic og to små ben ude i siderne. Sidstnævnte har kun én position og vil derfor kræve et relativt bredt TV-møbel. (Foto: Panasonic)

Brugervenlighed og funktioner

Skiftet til Android betyder, at Panasonic nu er godt opdateret på app-fronten med adgang til populære streaming-tjenester som Apple TV, Disney+, Paramount+ og flere endnu. Desuden har det bred understøttelse af forskellige videoformater, inklusive det populære HDR-format Dolby Vision. Dermed er det godt rustet til film- og serieunderholdning.

Brugervenligheden er også god. Fjernbetjeningen ligner stadig de traditionelle Panasonic-remotes meget, men mikrofonen og Google-knappen i midten afslører, at vi har med et Android-TV at gøre. Den har også fået Bluetooth i stedet for infrarød, så man ikke behøver at pege den direkte mod TV’et for at få respons.

Vi synes ganske vist, at fjernbetjeningen kunne have haft en bedre taktil følelse i knapperne, og den reagerer ikke så lynhurtigt, som vi kunne ønske. Det mærkes f.eks., at Sonys Android-udfordrer reagerer væsentlig hurtigere på kommandoer.

Den nye fjernbetjening ligner ældre Panasonic-modeller, men har nu fået både Bluetooth og en mikrofon. Læg også mærke til Google-knappen! (Foto: Audun Hage)

Sparsomt med tilslutninger

JX800E er ikke specielt veludstyret på tilslutningsfronten: Det må nøjes med tre HDMI-indgange, og ingen af dem understøtter de nyeste HDMI 2.1-funktioner.

Der er heller ikke understøttelse af de højeste videofrekvenser (4K 120 fps), hvilket kan være en dealbreaker, hvis man planlægger at bruge TV’et med moderne videokonsoller som PlayStation 5 og Xbox Series X.

Panasonic JX800E har en velfungerende billedindstilling til sport. (Foto: Audun Hage)

Billedkvalitet

I modsætning til de mere avancerede OLED- og bag-LED-skærme i testen må Panasonic JX800E nøjes med almindeligt kantmonteret LED-lys. Panelfrekvensen er også begrænset til 60 Hz, hvor nogle af de dyrere modeller kan prale af 120 Hz.

Alt dette betyder, at man ikke kan forvente lige så heftig kontrast og lige så glatte bevægelser. Når det er sagt, så synes vi, at JX800E klarer sig imponerende i forhold til udgangspunktet.

Panasonic-skærmen serverer et meget skarpt, farvekorrekt og naturligt billede, præcis som vi er vant til fra den kant. JX800E har også en særlig sportsindstilling, der giver god lysstyrke og stærke, klare farver. Vi er ligeledes imponeret over skarpheden: Her kan man virkelig se hver eneste lille detalje ned til de fineste græsstrå og Ronaldos skægstubbe.

Denne LCD-skærm udmærker sig også med præcis lysfordeling uden generende ujævnheder, når vi udfordrer den med krævende sportsindhold. Det eneste, vi bemærker, er at lyset bliver noget svagere i kanterne (såkaldt vignettering).

JX800 kommer derimod lidt til kort, når det gælder absolut kontrast og sortniveau: Sat ved siden af konkurrenterne med saftig OLED- og Mini-LED-bagbelysning er kontrasten på det jævne og sortniveauet væsentlig mere gråt. Det er ikke noget stort savn ved almindeligt TV-kiggeri, sport og underholdning i dagstimerne, men vil kunne mærkes, når der er filmaften derhjemme.

(Foto: Audun Hage)

Lydkvalitet

På lydfronten har JX800E almindelige stereohøjttalere monteret på undersiden af skærmen. Lyden er faktisk ganske brugbar med god klarhed i stemmegengivelsen. Panasonic-skærmen kan også spille højt og rent uden at forvrænge eller lyde anstrengt, og musikalsk indhold lyder fint.

Derimod savner vi ordentlig bas: Uden en dedikeret bashøjttaler kommer der ikke rigtig gang i musik eller lydeffekter, og en soundbar vil være den rigtige taktik i dette tilfælde.

Konklusion

Panasonic-skærmen er den billigste model i denne test og har ikke lige så ekstrem ydelse som et par af de sejeste modstandere. Det mærkes især, at kontrasten og sortniveauet ikke er helt i top.

Derimod er både skarphed og farvegengivelse ganske glimrende: JX800E udmærker sig med et knivskarpt og nuanceret billede, der får detaljerne frem i både sport og anden underholdning. JX800E får også plus for en velfungerende sportsindstilling med glatte og jævne bevægelser.

Ikke det bedste TV på banen, men et trygt køb for dem, der leder efter et simpelt og brugervenligt Android-TV.

Karakter
Panasonic JX800E (TX-65JX800E)
Premium

Lyd & Billede mener

Panasonic-skærmen serverer et skarpt og detaljeret billede med naturlige farver. Android-brugerfladen sørger for et godt udvalg af apps. Kontrast og sortniveau er på det jævne, og Panasonic må nøjes med tre HDMI-indgange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Meget billede for pengene

Hvilket TV er bedst til gaming?

Billeder i studiekvalitet

Her er LCD-skærmene, som kan overhale OLED indenom.

OLED + Ambilight = større indlevelse!

Det største TV vi har testet

Scroll to Top