Forestil dig en tandbørste, der ikke bare giver dig en ren mund, men også taler til dig undervejs. Det lyder måske fristende, men efter en uge med Oclean X Ultra 20 S er jeg kommet til den konklusion, at en talende tandbørste ikke nødvendigvis er en bedre tandbørste.
Den nye X Ultra 20 S er en opgradering af firmaets tidligere model X Ultra S. Det cirkelrunde display på fronten og den generelle formfaktor er uændret, men indmaden har fået et løft. Den nye model sporer nu 12 børsteområder mod tidligere otte, og den opgraderede Maglev 4.0 motor med 40° oscillerende bevægelse giver i teorien en mere effektiv rengøring.

Oclean X Ultra 20 S kommer i en komplet pakke med tre forskellige børstehoveder (Ultra Clean, Ultra White og Ultra Gum Care) samt et smart rejseetui, der samtidig fungerer som oplader. Paradoksalt nok medfølger der intet strømstik i pakken. Jeg måtte grave en gammel USB-adapter frem for overhovedet at kunne oplade tandbørsten. Det er en besynderlig udeladelse i en ellers komplet pakke.
Til gengæld indeholder pakken et beslag til vægmontering, så du kan fastgøre tandbørsten direkte på badeværelsesvæggen. Det sparer plads ved vasken og er en nyttig praktisk detalje.

Den irriterende AI-stemme
Oclean fremhæver den såkaldte AI-stemmevejledning som en nøglefunktion, og derfor forventede jeg selvfølgelig en reelt intelligent assistent, der hjælper med tandbørstningen. I praksis måtte jeg gennem en hel uges brug høre på én enerverende besked: “Too much pressure”. Ingen påmindelser om at skifte område i munden, ingen tips til bedre teknik. Det er ikke ligefrem den revolution af tandbørstningen, som Oclean lover.
Den talende funktion ender med at være et irritationsmoment snarere end en hjælp. Der er intet “intelligent” ved en stemme, der kun kan gentage én enkelt sætning, uanset hvad du gør. Jeg endte med at ønske, der var en mulighed for at slå stemmen helt fra, så jeg kunne børste tænder i fred.
Ud over stemmefunktionen har Oclean X Ultra 20 S fem forskellige børsteindstillinger: Sunrise Soothing til skånsom morgenrengøring, Sunset Clearout til grundig aftenbørstning, Sensitive Gum Care til følsomt tandkød, Whitening Polishing til hvidere tænder og Unlimited Clean til daglig brug. Via app’en kan man desuden skabe sine egne skræddersyede programmer.

App-rapport uden live-tracking
Oclean Care+ app’en giver efter hver børstning en detaljeret visuel rapport, hvor du kan se, hvilke områder du har forsømt eller børstet for hårdt. Den grafiske fremstilling af munden og tænderne er imponerende detaljeret, men rapporten kommer først efter børstningen er afsluttet.
Displayet på selve tandbørsten viser efter børstningen en såkaldt “kløver” med tre felter, der illustrerer tid, score og frekvens af din børstning. Det er et fint lille resumé, men igen kommer informationen for sent til at være virkelig brugbar.
Det ville være langt mere brugbart med live-tracking under selve børstningen, så man kunne korrigere sin teknik undervejs.

Tidsstyring i blinde
En anden frustration opstod flere gange, når tandbørsten pludselig stoppede midt i en børstning. Dette skyldes, at de forskellige programmer har en forudindstillet tidsbegrænsning, f.eks. to minutter, hvorefter tandbørsten simpelthen stopper.
Den eneste måde at holde øje med tiden er at kigge på displayet på tandbørsten, hvilket selvfølgelig er umuligt, når man har den i munden. Her kunne AI-stemmestyringen med fordel have informeret om resterende tid.

Konklusion
Trods sine mange fejl og mangler er Oclean X Ultra 20 S ikke noget dårligt produkt. Den nye Maglev 4.0 motor med 40° oscillerende bevægelse gør et udmærket stykke arbejde med at rengøre tænderne, og tandbørstens tre forskellige børstehoveder giver mulighed for at variere mellem daglig rengøring, hvidere tænder eller pleje af tandkødet.
Oclean-app’en viser detaljerede rapporter efter hver tandbørstning, hvilket er nyttigt til at spotte, hvor man typisk sjusker. Men hvad hjælper smukke grafer, når informationen kommer for sent? Uden live-tracking er man lige vidt. AI-stemmevejledningen er i sin nuværende form mere irriterende end hjælpsom.
For prisen får du stadig en elektrisk tandbørste, der kan bidrage til bedre mundhygiejne, men de smarte funktioner føles halvhjertede. Enten app’en eller stemmevejledningen burde tilbyde præcis og brugbar live-tracking af børstningen – det ville være en virkelig intelligent opgradering.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



