Samsung havde kun få nyheder på programmet, da Mobile World Congress i Barcelona løb af stablen i vinters. Ikke så underligt, da de fleste store udstillere var usikre på, om de overhovedet turde risikere at deltage i en fysisk messe midt under det store udbrud af Omikron-varianten af Covid-19, der plagede os i begyndelsen af året.
Men Samsung valgte i sidste ende at være til stede i Barcelona, og da den sydkoreanske elektronikgigant allerede havde lanceret nye smartphones og tablets i Galaxy S-serien kort tid forinden, var den eneste reelle nyhed, firmaet havde med på mobilmessen, et par nye bærbare i den såkaldte Galaxy Book-serie. Bl.a. Samsung Galaxy Book2 Pro 360, som vi nu har haft på testbænken i udgaven med 15,6 tommers skærm.
Udseende og konstruktion
Og som navnet antyder er der tale om en bærbar computer, der kan foldes 360 grader om sin egen akse. Den hybride computer kan altså ændres fra at være lukket sammen som en almindelig bærbar til at være foldet, så låg og bund befinder sig ryg mod ryg.
I denne tilstand kan Galaxy Book2 Pro 360 i princippet anvendes som en slags tablet, men dertil er den for stor og tung. Retfærdigvis er computeren med sine godt 1,4 kilo egentlig en letvægter, når man tager skærmstørrelsen på 15,6 tommer og det enorme kabinet i betragtning. Men at rende rundt med den i hænderne som tablet er bare ikke særlig praktisk. Snarere er det oplagt at anvende det hybride format på andre måder – f.eks. i filmtilstand eller præsentationstilstand.
Der følger også en såkaldt S Pen med i pakken, så man kan skrive eller tegne direkte på skærmen, men der er tale om en passiv og mindre nøjagtig version af Samsungs pen uden indbygget Bluetooth – ikke den aktive type, som man bl.a. får med, hvis man investerer i tabletten Samsung Galaxy Tab S8 Ultra.
I stedet anvender pennen elektromagnetisk resonans for at fungere sammen med den bærbares touch-skærm, og funktionaliteten er derfor begrænset. F.eks. kan man ikke bruge denne S Pen som fjernbetjening eller fjernudløser til kameraet. Til gengæld skal den ikke oplades.
At Galaxy Book2 Pro 360 er så stor, betyder, at der er blevet plads til et fuldt tastatur. Her er god afstand mellem tasterne, og både vandringen og den haptiske brugeroplevelse er hæderlig.
Samsung har endvidere bygget en fingeraftrykslæser ind i tænd/sluk-knappen, der sidder placeret øverst til højre på tastaturet. Men desværre oplevede vi konstante problemer med funktionen, da knappen igen og igen nægtede at genkende vores fingeraftryk. Møgirriterende.
Det enorme pegefelt under tastaturet er derimod meget præcist og følsomt. Men fordi pegefeltet optager så meget plads, er afstanden mellem den bærbares nederste kant og tastaturet så stor, at der er lang vej for hænderne, når man skal nå tasterne. Med andre ord kommer håndleddene til at hvile på den ret skarpe og ubehagelige kant, når man skriver, hvilket ikke just er superergonomisk. Det kan også gøres bedre, Samsung!
Skærm
Selvfølgelig er Galaxy Book2 Pro 360 nødt til at være stor, når der skal være plads til hele 15,6 tommers skærmareal. Det er helt klart til at leve med, når man til gengæld belønnes med SÅ meget mere plads til alle sine programvinduer og arbejdsopgaver … [Øh, hvad sagde du? Det kan da ikke være rigtigt, lad mig lige tjekke … duh! Den er god nok, skærmen har kun 1080p-opløsning. Jamen for h… da, Samsung. Hvad tænker I på?]
Nå, men vi hører lige i vores øresnegl, at du faktisk IKKE får mere reel plads at arbejde på, selv om skærmen fylder 15,6 tommer. Og så er det jo svært at finde en grimasse, der kan passe. Det giver så lidt mening, at vores empatiske evner ikke magter at regne ud, hvorfor Samsung så overhovedet har sendt produktet på markedet. Måske til brugere, der gerne vil have blæst deres dokumenter og projekter HELT op i fuld størrelse (i dårligere kvalitet)? Vi ved det ikke, men hvis du kender svaret, så er Galaxy Book2 Pro 360 med 15,6 tommers skærm måske noget for dig.
I givet fald vil du i det mindste kunne glæde dig over AMOLED-skærmens fine billedkvalitet, der byder på god kontrast og skarpe farver. Desværre er der knap så meget knald på lysstyrken, som maksimalt når op på 500 nit. Denne hybridmodel er med andre ord mest velegnet til dem, der helst bliver siddende inden døre, når solen skinner.
Ydelse og funktioner
Under hjelmen sidder den nyeste 12. generations Intel Core i7-processor samt Intel Iris Xe Graphics-arkitektur, hvilket betyder, at Galaxy Book2 Pro 360 understøtter både Thunderbolt 4 og Wi-Fi 6E.
Den nye processor – i kombination med hele 16 gigabyte RAM – leverer en tilfredsstillende høj ydelse, hvilket vores benchmark-resultater også dokumenterer, og samtidig udvikler maskinen ikke så meget varme, at blæserne kommer på overarbejde.
Udvalget af porte er også godkendt med tre gange USB-C, hvoraf den ene også understøtter Thunderbolt 4, samt 3,5 mm indgang til hovedtelefoner og en kortlæser til microSD. Dog kunne vi godt have ønsket os en dedikeret HDMI-udgang, men man kan jo ikke altid få i både pose og sæk.
Den dårlige batterilevetid trækker mere ned i den samlede oplevelse end den fraværende HDMI-port. Nuvel, når vi benchmark-tester, udsættes computeren for maksimalt stress uden batteribesparende funktioner, indtil den løber tør for strøm. Men et resultat på kun godt fire en halv time er stadig i underkanten af, hvad vi havde forventet.
Konklusion
Det korte af det lange er, at Samsung Galaxy Book2 Pro 360 er et middelmådigt produkt, som nok kan fungere i en snæver vending, men absolut ikke er anbefalelsesværdigt.
Først og fremmest er den bærbare computer så stor og uhåndterbar, at det hybride format ikke giver så meget mening. Dertil kommer, at den er svært uergonomisk, specielt hvis man skriver meget.
Ydelsen er derimod godkendt (hvis vi ser bort fra batterilevetiden), hvorimod den kæmpestore 15,6 tommers skærm, der må nøjes med Full HD-opløsning, mest af alt minder om en ballon, der er blevet pumpet så fuld af luft, at den er ved at sprænges. Det giver bare ingen mening.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer