Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

DUEL: OnePlus 10 Pro vs. Xiaomi 12 Pro

Kinesiske topmobiler i kamp om brugernes gunst

OnePlus 10 Pro og Xiaomi 12 Pro koster det samme og henvender sig til de samme brugere. Her kan du læse, hvilken af de to kinesiske mobiler du bør købe.

Skrevet af / 02/05/2022 - 13:54
OnePlus 10 Pro vs. Xiaomi 12 Pro
Peter Gotschalk

Produkter i denne test

Bortset fra Apple er alle de store mobilproducenter fra Asien. På det danske marked er amerikanske Apple dominerende, men i næste ombæring er det asiatiske producenter som Samsung (Sydkorea), Motorola (Kina) og OnePlus (Kina), der sælger flest smartphones til danskerne.

Indtil for få år siden havde kinesiske Huawei en kæmpe markedsandel, men hårdt presset af den amerikanske boykot er den tidligere mobilgigant på få år blevet reduceret til en mikroskopisk lilleput, der stort set er helt forsvundet fra markedet.

Læs også Derfor fejlede Huawei Jeg er ikke overrasket over, at Huawei stor set er forsvundet fra det danske mobilmarked. Det er, hvad der sker, når man ikke har brugeren i centrum.

Huaweis fald fra tinderne har efterladt et kæmpe hul i markedet, som både etablerede og nye producenter forsøger at fylde. Og især de kinesiske producenter forsøger aggressivt at finde fodfæste hos de danske forbrugere. Det gælder både førnævnte OnePlus, som nok har været til stede på markedet i snart adskillige år, men endnu har til gode at kunne true Samsungs markedsposition, og så et firma som Xiaomi, der endnu har til gode at komme på fornavn med danskerne, men på globalt plan faktisk er den næststørste mobilproducent efter Samsung.

Læs også Nu er Xiaomi større end Apple Xiaomi indtager andenpladsen på det globale smartphone-marked for første gang.

Både OnePlus og Xiaomi er på banen med spritnye high-end-mobiler i præcis samme prisklasse og med næsten identiske specifikationer. Og såvel OnePlus 10 Pro som Xiaomi 12 Pro er i hvert fald på papiret blandt de mest attraktive Android-smartphones på markedet.

Vi har testet dem begge for at hjælpe dig, der har mod på at prøve kræfter med en ny kinesisk smartphone. For selv om der er mange ligheder mellem de to mobiler, er der også små forskelle, der for mange brugere vil have stor betydning. Djævlen ligger i detaljen, som man siger.

Opsummering

En dybtgående test af hver mobil, OnePlus 10 Pro og Xiaomi 12 Pro, kan du læse herunder. Men for dig, der bare gerne vil spole hurtigt frem til konklusionen, kommer her en opsummering, der sammenligner de to mobiler punkt for punkt.

Udseende og konstruktion

Begge mobiler udstråler kvalitet og strømlinet design. Men OnePlus 10 Pro slår Xiaomi 12 Pro med et mulehår på grund af det særegne design af kameramodulet, hvor Xiaomi 12 Pro fremstår en smule mere anonym.

Skærm og lyd

Xiaomi 12 Pro byder på en smule mere lysstyrke end OnePlus 10 Pro. Ellers er de to skærme næsten identiske, for så vidt angår størrelse, opløsning, opdateringsfrekvens osv.

Men også her løber OnePlus 10 Pro med sejren. Ligger de to mobiler side om side, lægger man hurtigt mærke til, at skærmbilledet på Xiaomi 12 Pro virker en smule mere kunstigt, når det gælder farvetoner, mens OnePlus 10 Pro har kalibreret skærmen, så billedet virker mere naturligt og varmt.

OnePlus 10 Pro vs Xiaomi 12 Pro
Ligger de to mobiler side om side, lægger man hurtigt mærke til, at skærmbilledet på Xiaomi 12 Pro (nederst) virker en smule mere kunstigt, når det gælder farvetoner, mens OnePlus 10 Pro (øverst) har kalibreret skærmen, så billedet virker mere naturligt og varmt. (Foto: Peter Gotschalk)

For så vidt angår lyden, er der slet ingen diskussion. Begge mobiler understøtter højopløst lyd og aptX, men de indbyggede højttalere i OnePlus 10 Pro er i en klasse for sig.

Kamera

Når det gælder kameraet, er der stor forskel på OnePlus 10 Pro og Xiaomi 12 Pro. Hvis du foretrækker naturtro billeder, så er OnePlus 10 Pro det rigtige valg, mens Xiaomi 12 Pro er udstyret med kamerafunktioner, der bare virker meget “kinesiske”. Du kan f.eks. lave små videoer med en masse forskellige effekter med Xiaomis mobil, mens OnePlus 10 Pro byder på 150 graders ultravidvinkel og tre udvalgte kamerafiltre, som er udviklet i samarbejde med kameraproducenten Hasselblad, der er OnePlus’ partner, når det gælder kameraets farvekalibrering, software osv.

I sidste ende er det en smagssag, men vi vurderer, at OnePlus 10 Pro rammer bedre plet, når det gælder om at matche danske brugeres præferencer.

Ydelse og funktioner

Både OnePlus 10 Pro og Xiaomi 12 Pro kommer med Snapdragon 8 Gen 1 samt 12 gigabyte RAM, og selv om Xiaomi klarer sig en smule bedre i vores benchmark-tests, er der reelt ingen forskel på den daglige brugeroplevelse. Begge smartphones er lynhurtige og ikke til at slide op.

Xiaomi 12 Pro kan prale af markedets vildeste hurtigopladning, nemlig 120 watt, mens OnePlus 10 Pro må “nøjes” med 80 watt. Begge understøtter 50 watt trådløs opladning.

OnePlus 10 Pro vs Xiaomi 12 Pro
OnePlus 10 Pro kommer med en 48 megapixel Sony IMX789-optik, 50 megapixel 150 graders ultravidvinkelkamera samt et teleobjektiv på 8 megapixel med 3,3x optisk zoom. Frontkameraet er på 32 megapixel. Imens kan Xiaomi 12 Pro byde på tre objektiver, der alle er på 50 megapixel. Ud over en vidvinkellinse med IMX707-sensor fra Sony har kameraet et 115 graders ultravidvinkelobjektiv samt en telelinse at gøre godt med. (Foto: Peter Gotschalk)

Men OnePlus 10 Pro kommer med et batteri på 5000 mAh, mens Xiaomi 12 Pro kun byder på 4600 mAh, og det gør en markant forskel, for så vidt angår batterilevetiden.

Ja, du skal så bruge godt ti minutter mere på at oplade OnePlus 10 Pro, men til gengæld holder den strøm hele dagen, hvor det godt kan blive kritisk sidst på aftenen med Xiaomi 12 Pro. Og medmindre man går rundt med den store 120 watt oplader i lommen, er det ikke til megen hjælp i praksis, at Xiaomi 12 Pro kan oplades til 100 procent ti minutter hurtigere end konkurrenten.

Sidst, men ikke mindst kommer Xiaomi 12 Pro med en brugerflade med et meget kinesisk præg. Dels er der mange overflødige apps, og dels er ikoner og menuer ikke så godt tilpasset det europæiske marked, som man kunne ønske sig. Der er stavefejl i menuerne, og vi fandt f.eks. en funktion, der forskønner dig, hvis du videochatter i WeChat, der er det dominerende sociale medie i Kina.

Her er OnePlus med sin OxygenOS-brugerflade igen mere på linje med europæiske brugere. Her er ingen overflødige apps eller funktioner, og designet fremstår mere “færdigt”.

Summa summarum, også for så vidt angår ydelse og funktioner, ender OnePlus 10 Pro som den samlede sejrherre.

Konklusion

Duellens vinder er OnePlus 10 Pro, som er den af de to smartphones, vi vil anbefale til de fleste brugere. Vi giver dog stadig Xiaomi 12 Pro vores specielle anbefaling, for den er absolut også et stærkt bud på en ny Android-smartphone. Især for dem, der tidligere var glade for Huaweis mobiler.

Produkter i denne test

OnePlus 10 Pro

OnePlus tilbage på tronen

OnePlus 10 Pro er måske den bedste Android-smartphone på markedet lige nu.

Høj ydelse og fantastisk god mobilskærm. Dertil kommer stort batteri med hurtigopladning, fremragende kamera, der leverer naturtro billeder, samt et spændende eksklusivt design og den bedste lyd fra nogen mobil på markedet.
Mangler IP68-certificering, og ultravidvinkellinsen mangler autofokus.
Læs hele testen

Xiaomi 12 Pro

Første ægte flagskib

Xiaomi 12 Pro er den bedste high-end-smartphone fra den kinesiske producent til dato.

Lynhurtig opladning og tårnhøj ydelse. Lysstærk og skarp skærm samt rimelig godt kamera med mange sjove funktioner. Lækkert strømlinet design.
Ingen IP68-certificering. Underdimensioneret batteri, og kameraet kommer kun med 2x optisk zoom. Meget “kinesisk” brugerflade vil ikke falde i alles smag.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Lang batterilevetid, lav pris og gode funktioner

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lyd & Billede
Scroll to Top