SUPERTILBUD PÅ LYD & BILLEDE. 30% DENNE UGE! SE TILBUDET HER!

test : 6 mobiltelefoner

Mobiler til ønskelisten

Mange fornyer deres mobilabonnement til jul. Her er der flest nye modeller at vælge imellem.

I betragtning af hvor vigtig mobiltelefonen er blevet i hverdagen, er det ikke underligt, at mange går og tæller ugerne, til abonnementet skal fornyes. Så kan man endelig få fat i det nyeste og bedste. Takket være tilskud er vi ret forkælede i Skandinavien og kan få de bedste modeller, fordi vi betaler dem over lang tid. Forskellen pr. måned for en mellemklasse- og en topmodel er faktisk ikke så stor.

Siden vores sammenligningstest i sommers har begge topspillerne Apple og Samsung udsendt nye modeller, og der er reelle forbedringer i forhold til tidligere modeller. Vi følger op med nogle udfordrere, hvor vi er glade for at se klassiske Nokia tilbage i kampen.

Desværre er hverken iPhone X eller LG’s flagskibsmodel V30 i skrivende stund kommet ind til test. Men med lidt held kan du læse om dem på vores website, lydogbillede.dk, og få et komplet overblik over de nyeste modeller.

Det, der er sket siden i sommers, er at alle nu har fået de nyeste processorer om bord, hvilket både gør telefonerne meget hurtige og mere energieffektive. Skærmene bliver stadig større og mere højopløste.

Der er også flere, der vælger at droppe hovedtelefonstikket. Så sørg for, at der er en adapter, hvis du vil beholde dine gamle høretelefoner. Eller tjek nogle af vores tests af trådløse hovedtelefoner og hørepropper. Det er faktisk meget praktisk, og både batterilevetid og lydkvalitet er forbedret betydeligt de seneste år.

picture1
<
>
(Foto: Producent)

Den bedste kameratelefon

iPhone 8 Plus er ikke alene den hurtigste smartphone, men også den, der tager de bedste billeder.

Lyd & Billede mener

Fantastisk ydelse. Fremragende kameraopløsning. Trådløs opladning.
Dyrt med meget hukommelse. Designet begynder at virke bedaget.
Operativsystem: iOS 11 Skærm: 5,5” LCD 1920 x 1080, 441 ppi Processor: 2,5 GHz Apple A11 Bionic hexa-core Hukommelse: 3 GB ram / 64-256 GB lager Kameraer: 12 MP f/1.8 + 12 MP f/2.8 / 7 MP f/2.2 Trådløst: 4G LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, NFC Mål og vægt: 158 x 78 x 7,5 mm / 202 g Batteri: 2691 mAh – 21 timers samtale Web: apple.dk

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 7100 kr

Det kedelige ved iPhone 8 er, at den ser næsten præcis ligesådan ud som iPhone 7. Den burde snarere have heddet iPhone 7s. Forskellen er, at bagsiden er af glas for at muliggøre trådløs opladning. Det er lidt bekymrende, da glas jo ikke er lige så solidt som metal.

Ud over at være større end på den almindelige iPhone 8 er skærmen på 8 Plus også mere højopløst. Takket være det brede farvespektrum understøttes HDR nu, når man ser film. Nyt er også, at True Tone – automatisk hvidbalance – er tilføjet, ligesom på iPad Pro. Det betyder, at en sensor aflæser det omgivende lys og justerer farvetemperaturen, så billederne altid ser naturlige ud.

Man kunne tro, at der er de samme kameraer som på iPhone 7, men Apple har arbejdet på kvaliteten. Det er tydeligt, at processoren analyserer motivet bedre og justerer alle parametre derefter. Både i modlys og i situationer med stor lysvariation, hvor HDR kommer til sin ret, får man betydelig bedre resultater. Farverne er mere mættede, men ikke overdrevne. Og i svagt lys er der mindre billedstøj, men flere detaljer samt mere naturlige farver.

Et hovedtelefonstik må vi stadig undvære, men med boomet af trådløse hovedtelefoner er det ikke nogen katastrofe. Den trådløse lydkvalitet er der ikke så meget at sige om; det afhænger mere af hovedtelefonerne.

Derimod har man glædeligt nok lånt teknologi fra iPad Pro til de indbyggede højttalere. Volumen kan blive betydelig højere, uden at de skramler, og man får endda en vis stereoeffekt. Og med lidt god vilje kan man sige, at der nu er reel basgengivelse.

Dér, hvor iPhone 8 imponerer mest, er dog på processorkraft. Den nye A11 Bionic er et sandt monster! I vores syntetiske Geekbench-test er den omkring dobbelt så hurtig som de hurtigste Android-mobiler – 4.262 (single-core) og 10.441 (multi-core) mod 1.987 (single-core) og 6.692 (multi-core). Og i browser-testen er den to-tre gange så hurtig.

Batterikapaciteten er dog ikke i top, selv om Plus-modellen holder betydelig længere end lillebror.

Konklusion

Allerede den mindre iPhone 8 er en imponerende opgradering i forhold til iPhone 7, selv om den kommer til at stå i skyggen af den mere innovative iPhone X. Den spiller i en helt egen liga, hvad ydelse angår, har fået bedre højttalere og kan enten oplades hurtigt eller trådløst.

Med Plus-modellen får man – ud over en større skærm – bedre batterilevetid og et endnu bedre og mere alsidigt kamera. Og det tager faktisk de bedste mobilbilleder, vi har set til dato!

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)

Kamera-tryllekunstner

Sony kombinerer mange gode funktioner, men det er kameraets væld af muligheder, der imponerer.

Lyd & Billede mener

Først ude med Android 8. Superhurtigt kamera. HDR-skærm og god lyd.
Stor i forhold til skærmen. 3D-scanning er mest en gimmick.
Operativsystem: Android 8.0 (Oreo) Skærm: 5,2” IPS, 1920 x 1080, 424 ppi Processor: 2,35/1,9 GHz Snapdragon 835 octa-core Hukommelse: 4 GB ram / 64 GB lager (+ microSD op til 256 GB) Kameraer: 19 MP f/2.0 / 13 MP f/2.0 Trådløst: 4G LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, NFC Mål og vægt: 148 x 73 x 7,4 mm / 165 g Batteri: 2700 mAh Web: sonymobile.com

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 5500 kr

Xperia XZ1 er en nedtonet version af den ekstreme XZ Premium. Væk er den store 4K-skærm, og i stedet har vi fået en billigere model, men med de fleste funktioner bevaret. Designet kender vi fra de seneste modeller med en tillidsvækkende metalramme og lækkert afrundede kanter. Selvfølgelig er den stadig vandafvisende med IP-certificering. De store kanter hjælper med varmeafledningen, men gør også telefonen lovlig stor i forhold til skærmen på 5,2 tommer.

Skærmen med Full HD-opløsning er den første med HDR-understøttelse. Dvs. større dynamisk kontrast og lysstyrke, hvis man kan finde indhold, der understøtter det.

Fotokvaliteten er god, men her må Sony se sig slået af både Samsung og Apple. I stedet er det nyttige tricks – f.eks. at den begynder at tage billeder, før man trykker af, følgeautofokus også på billedserier samt imponerende super-slowmotion-film – der giver den nogle unikke fordele i forhold til konkurrenterne.

Ud over de fordele, der er videreført fra XZ Premium, fremhæver Sony muligheden for at scanne objekter i 3D. Her er teknologien kommet langt, og XZ1 gør det imponerende godt. Men spørgsmålet er, hvor mange promille af brugerne der egentlig kommer til at bruge det.

Ligesom tidligere har Sony tilpasset Android en del, men uden at det forstyrrer oplevelsen. Lydkvaliteten er også over gennemsnittet med understøttelse af højopløst lyd plus digital støjreduktion.

Da konkurrenterne nu også har udstyret deres modeller med den nyeste Snapdragon-processor, har Sonys model ikke længere et forspring på ydelse. De rene hestekræfter er de samme, men i mere dybtgående tests som Basemark OS II ligger XZ1 faktisk en anelse bagefter. Sandsynligvis pga. langsommere hukommelse. Det virker også lidt nærigt med et batteri, der ikke er større end i Compact-modellen. Det kan dog holde en hel dag.

Konklusion

Designet på Xperia XZ1 begynder at virke for velkendt, og de høje kanter gør den lidt stor i forhold til skærmen på 5,2 tommer. Den er ikke længere alene om den nyeste processor, men til gengæld den første med Android 8 præinstalleret. Andre unikke fordele er det superhurtige kamera, muligheden for at lave 3D-scanninger, og at skærmen understøtter HDR.

For nogle kan det tippe vægtskålen i Sonys favør, men de fleste vil nok vælge en mere trimmet mobil, der tager bedre billeder.

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)

Metervare fra Nokia

Det er ikke nok at proppe de hurtigste komponenter ind. Man skal også have et USP (Unique Selling Point), og “Bothies” er bare ikke nok.

Lyd & Billede mener

En solid Android-telefon med god skærm og fin batterilevetid.
Bothies er ikke interessante nok til at sælge en telefon på. Designet er kedeligt, og kameraet skuffer en smule.
Operativsystem: Android 7.1.1 (Nougat) Skærm: 5,3” IPS, 2560 x 1440, 554 ppi CPU: 2,5/1,8 GHz Snapdragon 835 octa-core Hukommelse: 4 GB ram / 64 GB lager (+ microSD op til 256 GB) Kameraer: 2 x 13 MP f/2.0 (farve/sort-hvid) / 13 MP f/2.0 Trådløst: 4G Cat. 9 LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 5.0, NFC Mål og vægt: 152 x 74 x 7,9 mm / 160 g Batteri: 3090 mAh – 18 timers samtale Web: nokia.dk

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 4300 kr

I et marked med stor konkurrence kæmper Nokia for igen at få en fod inden for døren. Eventyret med Microsoft slog fejl, og Nokia-telefoner produceres nu på licens af HMD Global, hvor Nokia 8 er nyeste bud på en topmodel.

Telefonen kører Android 7.1.1 og er udstyret med den p.t. hurtigste Snapdragon-processor, 4 gigabyte ram og 64 gigabyte lagerplads at boltre sig på. Det er meget basic. Designet er mildt sagt kedeligt, og de tykke sorte kanter på fronten måtte gerne være trukket længere tilbage. Bagsiden er af aluminium. Vores var grå, men den fås også i blå og orange. Skærmen er trods LCD-panel ganske god og har en opløsning på hele 2560 x 1440 pixel.

Med Snapdragon og godt med ram overrasker det os ikke, at Nokia 8 er en hurtig telefon. Det skyldes til dels også, at HDM har valgt at pille så lidt som muligt ved styresystemet, som de desuden lover at opdatere løbende.

Det indbyggede batteri er på 3090 mAh. Det rækker til lidt over en dags brug, hvilket hverken er usædvanlig godt eller dårligt. Som vi også er blevet vant til i nyere Android-telefoner, har den desuden indbygget Quick Charge-funktion til hurtig opladning.

Der hvor Nokia 8 endelig skiller sig lidt ud – hvilket producenten også slår heftigt på i deres markedsføring – er på det indbyggede kamera og den særlige Bothie-funktion. I korte træk går det ud på, at du tager billeder med front- og bagkamera samtidig. Det er en sjov gimmick, som desværre ikke tilfører ret meget nyt.

Kameraet er ligesom på Huaweis telefoner udstyret med to objektiver. Det ene optager i farve og det andet i sort-hvid. Du kan naturligvis tage de særlige portrætbilleder med sløret baggrund, og som en god ting kan effekten justeres eller fjernes helt i den efterfølgende redigering.

Hvad den generelle billedkvalitet angår, tager Nokia 8 nogle udmærkede billeder under optimale forhold. Vi oplevede dog lidt problemer med fokuseringen og lidt rigelig støj under dårlige lysforhold.

Konklusion

Nokia 8 er en glimrende telefon, men mangler lige det, der kan adskille den fra konkurrenterne. Indmaden er godkendt – telefonen er lynende hurtig – men udtrykket er kedeligt og intetsigende. Der er ikke meget Nokia over den!

Bothies er sjovt de første par gange, men ender hurtigt som en fjollet gimmick. Er kameradelen særlig vigtig, får du desuden bedre billeder med HTC U11 eller Samsung Galaxy S8, der koster nogenlunde det samme.

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)

Fotomodel fra Asus

Asus vil være en medspiller på smartphone-markedet. ZenFone 4 henvender sig til mobilfotografen, der vil se det store billede.

Lyd & Billede mener

Ikke ét, men to glimrende kameraer. Lækker skærm og kvik brugerflade. Lydsiden er der også kælet for.
Ikke på niveau med konkurrenternes flagskibsmodeller. Men til prisen er der ingen klager.
Operativsystem: Android 7.1 (Nougat) Skærm: 5,5” AMOLED 1920 x 1080, 400 ppi, 600 nit CPU: 2,2 GHz Snapdragon 630 octa-core Hukommelse: 4 GB ram / 64 GB lager (+ microSD op til 256 GB) Kameraer: 12 MP 25 mm f/1.8 + 8 MP 12 mm f/2.2 / 8 MP 24 mm f/2.0 Trådløst: X12 LTE, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11ac, NFC Batteri: 3300 mAh – “to dages brug” Mål og vægt: 75 x 155 x 7,5 mm / 165 g Web: asus.dk

Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 4000 kr

Taiwanske Asus er på ingen måde et ukendt navn. Inden for computere og især gaming-udstyr er de blandt de største. Mobiltelefoner fra Asus er til gengæld en nyhed.

Asus har spenderet en ottekerners Snapdragon 630-processor på ZenFone 4. Det er ikke nogen top-CPU, men rimeligt i prisklassen. Og med 4 gigabyte ram virker brugerfladen aldrig sløv eller presset.

Af ydre har Asus valgt det sikre: Et unibody-design i aluminium med sort Gorilla Glass på for- og bagside og en synlig metalkant hele vejen rundt. Det er nydeligt, men anonymt.

Der er en USB-C-port til opladning og heldigvis også fortsat en 3,5 mm hovedtelefonudgang. Fingeraftrykslæseren er indbygget i Home-knappen.

Som det er blevet mode på især flagskibsmodeller det sidste års tid, er der hele tre kameraer på ZenFone 4: En normal 25 mm optik med optisk billedstabilisering til standardbilleder (83 graders billedvinkel), en 12 mm vidvinkel (120 graders billedvinkel) til at få hele landskabet med og så selvfølgelig et 25 mm selfie-kamera. Normaloptikken er udstyret med en 12 megapixel sensor, de to andre kameraer med 8 megapixel.

Ud over at give valgfrihed mellem billedvinkler bruges dobbeltkameraet også til digitale special effects. Har du en portrætfotograf gemt i maven, kan du få motivet til at stå skarpt, mens baggrunden gøres diffus.

Der er gjort meget ud af lyd og billede på ZenFone 4, men det er stadig en mellemklassetelefon. Hastigheden er tilstrækkelig til normal brug, men hvis du køber en mobil for at spille tunge 3D-spil eller køre masser af apps på samme tid, må du lægge flere penge på disken.

Asus lover “to dages batteritid” fra 3300 mAh batteriet. Det kommer rimeligvis an på, hvor stor en del af de to dage man tilbringer bøjet over telefonen. Men PCMark batteritesten drænede den for 80 procent af strømmen på seks timer og 30 minutter. Med konstant brug og fuldt blus på skærmen. Det er rigtig pænt.

Konklusion

Hvis valget for dig lige nu står mellem iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy S8 Plus, vil ZenFone 4 ikke ændre på dette, for de befinder sig begge i en anden – og næsten dobbelt så dyr – klasse. Hvis det til gengæld handler om at finde en god, betalelig telefon, der kan sende kompaktkameraet på pension, stiller sagen sig anderledes.

Asus ZenFone 4 er en tiltalende og kvik smartphone, som har alle de rigtige features, og billedkvaliteten på de to kameraer ligger langt over, hvad man kan forvente til prisen.

picture1 picture2
<
>
(Foto: Producent)
Moto Z2 Force
Interessante tilbehørsmoduler gør, at Moto Z2 Force skiller sig ud fra mængden, men den har mange svagheder.
Samsung Galaxy Note 8
Note 8 er en smart og veltrimmet arbejdspartner, langt fra fordums monster-phablets.
forfatter

Jonas Ekelund

(f. 1969): Freelancejournalist. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    De kompakte JBL L82 Classic giver så meget sjov for pengene, at vi udråber dem til bedst i klassen.
    iPhone 12 Pro Max tørrer gulv med konkurrenterne og har det bedste kamera, vi har set hidtil.
    Sonys topspecificerede spilkonsol byder på lynhurtig ydelse og knivskarp grafik – skræddersyet til næste generation af avancerede spil.
    Apple iPad Air og Samsung Galaxy Tab S7+ 5G i drabelig tvekamp.
    Denon har aldrig lavet en bedre surround-forstærker end jubilæumsmodellen AVC-A110.
    Hvis du skifter den gamle strømforsyning ud med en ny, kan det ske, at du bliver lige så overrasket, som vi blev.
    En digital notesblok er en meget bedre idé, end det lyder. Især når den er så god som reMarkable 2.
    For dem, der har råd, får man nok ikke bedre lyd fra den digitale musiksamling eller fra streaming-tjenester. Hvem der bare var rig!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Apple iPad Air (2020)

    Vejl.pris 7499 kr Bedste iPad Air til dato

    Apple iPad Air (2020) vs. Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris kr Et heftigt dilemma

    Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris 9499 kr Fantastisk tablet til både underholdning og produktivitet

    reMarkable 2

    Vejl.pris 3380 kr Digital notesblok
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.