TEST: Chord Electronics Alto

Det kan virke som det rene vanvid at smide næsten 30.000 kroner efter en hovedtelefonforstærker som Chord Alto. Og for de fleste vil det vel også være det. Men vi hi-fi-entusiaster er ikke som ‘de fleste’. Og desuden: Et par velbyggede hovedtelefoner afslører mere af musikken end de fleste højttalere til fem gange prisen, fordi du slipper for rummets akustiske begrænsninger. For den, der tager lyd alvorligt – uanset om det er på hjemmekontoret, i studiet eller sent om aftenen, når resten af huset sover – er en dedikeret hovedtelefonforstærker en investering, der giver et direkte afkast i form af lytteglæde. Og hvad nu, hvis den samtidig også kan drive et par højttalere? 

Britiske Chord Electronics har produceret forstærkerteknologi i over 35 år, og blandt hovedtelefonbrugere er de nok mest kendt for deres kompakte DAC’er med forforstærker og overdådig indbygget hovedtelefonudgang. Fra den bærbare Mojo 2 til den ikoniske Hugo 2 og topmodellen DAVE. Men virksomhedens rødder er funderet i analoge forstærkere til højttalere, en kompetence, der faktisk er blevet videreført i Alto. Her taler vi om den samme ULTIMA-teknologi, som bruges i Chords største og dyreste effektforstærkere – krympet ned til en boks, du kan have stående på dit skrivebord. 

En ren analog konstruktion

Alto har ingen digitale kredsløb. Ingen DAC, ingen digital processering. Den modtager et analogt signal via enten XLR (balanceret) eller RCA (ubalanceret) og forstærker det – nemt og enkelt. Det skal dog siges – det er kun enkelt på papiret. I virkeligheden er der meget, der kan gå galt, når et svagt elektrisk signal skal forstærkes nok til, at man kan høre musik fra det.  

ULTIMA-kredsløbet bruger såkaldt dual-feed-forward fejlkorrektion, hvor to ekstra korrektionskredsløb løbende overvåger og korrigerer signalet, før det når udgangstrinnet. Resultatet er lav forvrængning og høj båndbredde.  

Princippet er ikke ulig Hegels SoundEngine, og jeg får mindelser tilbage til 2002, hvor jeg som ung og lovende hi-fi-journalist interviewede Leif Ernstsen fra Dynamic Precision, som forklarede, hvorfor han mente, at nøglen til ren musikgengivelse lå i at undgå negativ feedback. Han havde arbejdet med det længe før resten af branchen tog konceptet alvorligt. 

Switchet strøm

Forstærkerprincippet i Chord Alto er klasse AB, men med en glidende bias, der gør, at udgangstrinnet opererer i klasse A ved normale niveauer og først trækker mere strøm ved høje belastninger.  

Det vil sikkert få mange til at hæve øjenbrynene, at Chord bruger en switchet strømforsyning som en del af selve ULTIMA-teknologien i stedet for en traditionel lineær transformator. MOSFET-transistorerne kører ved 80 kHz, og Chord hævder, at det ikke forstyrrer lydsignalet. Det er netop denne kombination af switching og klasse AB, der gør det muligt at presse 50 watt ud af en kasse på størrelse med en paperback. Vær dog opmærksom på, at den bliver varm under brug. 

Byggekvalitet og betjening

Kabinettet er fræset ud af massivt aluminium, og alt føles solidt og velbygget. På fronten finder du Chords signaturdesign: tre lysende glaskugler, der indikerer strøm, indgang og udgang med farvekoder. Den motoriserede volumenkontrol sidder til venstre med en lille fordybning til fingeren. 

Det tager lidt tid at vænne sig til farvekoderne, her skal man holde tungen lige i munden. Grøn betyder XLR-indgang, rød er RCA. For udgange betyder blå XLR, rød står for højttaler og grøn for hovedtelefoner. Når man først har fået styr på systemet, går det som en leg – men jeg må indrømme, at jeg i testperioden følte mig fristet til at have en udskrift af farveoversigten liggende ved siden af forstærkeren. Den medfølgende fjernbetjening gør hverdagen lettere med separate knapper til hver udgang og indgang. Fjernbetjeningen er udført i metal og føles ligetil, om end ikke specielt luksuriøs. 

Jeg har lagt mærke til, at volumenkontrollen går fra lav til høj lyd ret hurtigt. Mellem ‘for lavt’ til ‘for højt’ skal der ikke mange graders rotation til. Så pas på. 

En overflod af tilslutninger

Alto blev oprindelig udviklet til lydstudie-markedet, og det fremgår tydeligt af tilslutningsmulighederne. Der er fire hovedtelefonudgange på fronten: en 3,5 mm, en 4,4 mm (pseudo-balanceret, da selve forstærkeren er single-ended) og to 6,35 mm. Alle kan bruges samtidig, hvilket gør den velegnet til at A/B-teste hovedtelefoner. 

På bagsiden er der bananstikudgange til et par højttalere, en balanceret XLR-udgang, der både kan fungere som forforstærkerudgang og linjeudgang, og en 12 volt jævnstrømsudgang. Denne sender strømmen fra den eksterne strømforsyning igennem og kan f.eks. drive en ekstra Alto eller et andet produkt, der ikke kræver alt for meget strøm. Jeg ville være meget forsigtig med at drive et digitalt produkt som en DAC eller en streamer, disse bør have deres egen strømforsyning. 

Lyden af Chord Alto

I hovedparten af testperioden brugte jeg Chord Alto balanceret, tilsluttet Gold Note HP-10, som både er en DAC og en forforstærker. Det er en kombination, som fungerer overraskende godt. Gold Note har flere analoge processeringsfunktioner, heriblandt crossfeed og brugerdefineret dæmpning, og gennem Alto bliver effekten af disse endnu tydeligere og mere raffineret end gennem Gold Notes egen hovedtelefonudgang. 

Crossfeed-funktionen giver et bredere og mere naturligt lydbillede. Rumlig lyd, om du vil. Med Gold Notes egen hovedtelefonudgang er effekten meget mærkbar. Gennem Alto cementeres lydbilledet og bliver stort og overbevisende. Alto forstærker det, der er der, og lægger et lidt romantisk filter ovenpå. Jeg vil hævde, at der er taget godt hånd om intentionen med lydkilden, indtil den sidste lille fortolkning, der tilføjes som et lille krydderi på toppen af det hele. 

Når jeg skifter til den dedikerede DAC, Hegel D50, afsløres der flere lag i lydbilledet. Det er en af de allerbedste DAC’er, jeg nogensinde har hørt, og den gør noget ved lyden, sammenlignet med Gold Note. 

Det er lidt som at opdage, at det TV, du har levet med i årevis, stadig har plastfilmen på skærmen – du vidste ikke, at den var der, men når den endelig er væk, ser du pludselig flere detaljer, mere dybde og mere liv. Gold Note er en fremragende DAC, men Hegel’en afslører lag i musikken, som du ikke vidste, der fandtes. 

Alto er transparent nok til at afsløre forskellen mellem to DAC’er med det samme. Samtidig har den hele tiden sin egen lille varme signatur liggende der. Uden at forstyrre. Den er der bare. 

Sikke en bas!

Bassen er især imponerende. På Marie Noregers A Little Shy sidder stortrommen lige i skabet, med fuld kontrol uden at det sker på bekostning af klarhed i mellemtone og diskant. Det er her, Alto adskiller sig fra andre varmere forstærkere, jeg har prøvet, for eksempel Burson Soloist 3X Grand Tourer. Burson er også detaljeret nok, men ikke på samme måde. Den har også et mere hørbart støjgulv brugt med følsomme hovedtelefoner. Alto holder alting bedre på plads, selv når lydsporene bliver komplekse og dynamiske. 

Olivia Rodrigos Can’t Catch Me Now står frem med stor klarhed i stemmen sammen med en fyldig og stor mellemtone. Og på Ólafur Arnalds’ fremførelse af Back to the Sky fra Sunrise Session formår forstærkeren at gengive småsnak og omgivelseslyd i starten af sangen på en måde, der næsten skaber en surroundeffekt. Og den stemme! Fortæl mig, at du ikke føler gåsehuden løbe ned ad ryggen et halvt minut inde i sangen … 

Konkurrenter

Til daglig bruger jeg den fuldt analoge Auralic Taurus og Sennheiser HDV 820 med integreret DAC som referenceforstærkere. Begge må finde sig i at blive målt op mod Alto. 

Sennheiser HDV 820 er designet til højimpedans-hovedtelefoner som HD 800 S, og den gør et godt stykke arbejde der. Men den har en mørkere, varmere karakter, som lukker lydbilledet noget. Hvis du tilslutter en kraftig lavimpedans-hovedtelefon som Audeze LCD-5, døjer Sennheiser med at bevare kontrollen. Alto er langt mere universel. Alt lyder ‘større’ gennem Chord-forstærkeren. Hvor Sennheiser lukker rummet for at skabe varme, åbner Alto døre og vægge, men uden at gå over i det analytiske. 

Auralic Taurus har mere råstyrke, især på de krævende Sony MDR-Z1R. Dynamikken er næsten vanvittig, med et fysisk punch, der overgår Alto. Men det har sin pris: Alto er mere opløst i overtonerne. Taurus maler med en bredere pensel. Til kritisk lytning og indsigt er det Alto, jeg vælger. 

Højttalerdrift fra skrivebordet

Og så er der det ekstra es. Højttalerudgangen. Alto kan nemlig drive et par højttalere direkte via bananstik-udgangene. Det er ikke førstevalget, og med 50 watt i 4 ohm og 25 watt i 8 ohm er den ikke en fuldblods stueforstærker. Den skal derfor stadig opfattes som en hovedtelefon- og forforstærker snarere end en integreret forstærker. Men til skrivebordslytning med kompakthøjttalere er den mere end godt nok. Tænk Dali Rubikore 2, B&W 705 S3 eller KEF Q Concerto Meta. For eksempel. I nærfeltposition. Større højttalere eller større rum vil ikke være lige så kontrollerede eller inspirerende. 

For lydteknikere, som foretrækker at mikse med hovedtelefoner, men som har behov for at skifte til nærfeltsmonitorer fra tid til anden, er dette derimod en genial løsning. Man slipper for at have en ekstra forstærker stående på skrivebordet, og man kan veksle mellem hovedtelefoner og højttalere med et tryk på en knap – eller via fjernbetjeningen. 

Konklusion

Chord Alto er en unik forstærker, som beviser, at kompakte mål ikke behøver at betyde, at man må gå på kompromis med lydkvaliteten. Den kombinerer opløst og engagerende lyd med en blid varme, der giver musikken krop uden at miste kontrol i bassen eller klarhed i diskanten. Dens alsidighed er i en klasse for sig: fire hovedtelefonudgange, højttalerdrift, forforstærkerudgang og strømforsyning til eksternt udstyr – alt sammen i en kasse på størrelse med en paperback. 

Prisen er heftig, men du får en forstærker, som kan være omdrejningspunktet for hele dit anlæg. Alto er svær at slå for den, der er på udkig efter en varm, men teknisk brillant hovedtelefonforstærker i high-end-klassen. Og den klarer sig lige så godt i studiet som på hjemmekontoret. En ægte allrounder.