For de fleste er in-ear hovedtelefoner – altså hørepropper – ensbetydende med træningspropper eller billige brug-og-smid-væk-kapsler, som kan bruges til at mishandle tilfældige popnumre på vej til og fra arbejde.
Men der findes undtagelser. Markante undtagelser.
AKG N5005 er firmaets bud på high-end i hørepropformat. Prisen er fastsat til et pænt rundt tal: 1.000 dollars! Modellen blev præsenteret i London for nylig, hvor Sean Olive, som er Acoustic Research Fellow hos Harman (der er moderselskab for AKG), forklarede om forskningen bag lyden. Harman har gennemført hundredvis af lyttetests på et stort antal hørepropper for at afklare, hvad der adskiller gode in-ear hovedtelefoner fra dårlige.
Ud over at testene viste, at der ikke var nogen klar sammenhæng mellem pris og kvalitet (!) på de testede hørepropper, var konklusionen – heldigvis – også, at både trænede og utrænede lyttere foretrækker hørepropper med en flad frekvensgang frem for modeller med en særlig “sound”.
Ud fra dette overrasker det ikke, at AKG har tilstræbt en så jævn frekvensgang som muligt i deres nye flagskibsmodel. Hvis man ønsker en lidt anden smagsnuance, kan det dog også opfyldes. Det vender vi tilbage til.
Lækkerhedsfølelse
High-end handler ikke kun om tørre fakta, men også om følelser. Når man køber et produkt, der også prismæssigt befinder sig i den tunge ende, skal der helst følge en følelsesmæssig oplevelse med. Det kan sammenlignes med at spise på en Michelin-restaurant: Maden skal være i topklasse, men iscenesættelsen og præsentationen af godterne skal matche.
To etager med lækkerier
AKG har tydeligvis lagt et stort arbejde i den “lækkerhedsfølelse”, der møder én, når man pakker sine 1.000 dollar hovedtelefoner ud. Æsken er stor og opdelt i to etager, hvor man finder et imponerende arsenal af udstyr til tilpasning af hørepropperne. Alt sammen nedfældet i formstøbte fordybninger i det stofbetrukne skum.
Vigtigst er selve hovedtelefonerne, der udført i højglansblank sort keramik. Kabler, som er aftagelige, er der tre af: Et normalt 3,5 mm kabel til brug med f.eks. smartphone. Et tilsvarende kabel med 2,5 mm minijack-stik til balanceret drift. Og sidst, men ikke mindst, et kort kabel med indbygget Bluetooth-adapter, så AKG N5005 også kan bruges trådløst. Der er også en flyadapter, en rengøringsbørste og et USB-kabel til opladning af Bluetooth-adapteren, som har en spilletid på otte timer.
Man får syv sæt øredutter med i varierende størrelser og materialer. På den måde burde det være muligt for de fleste at finde et sæt, der passer. Og det er afgørende vigtigt, for kun når hovedtelefonerne slutter helt tæt, opnås den lovede flade frekvensgang.
Fem enheder pr. kapsel
Så meget for lir. Det handler også om de indre værdier: Det 11 gram lette keramikhus indeholder hele fem drivere fordelt på tre frekvensområder. En 9,2 mm dynamisk driver tager sig af bassen, mens mellemtone og diskant varetages af hver sit par balancerede armaturer. Imponerende i en enhed, der er så lille, at den kan blive væk i en skjortelomme.
Fintrim din lyd
I æsken er der også seks bittesmå kapsler med gitre på toppen, der ligner miniudgaver af filteret til en vandhane. Kapslerne (der er otte i alt, da to andre er monteret i hovedtelefonerne) bruges til at tilpasse frekvensgangen efter smag. Finder du de præmonterede med navnet “reference sound” for kedelige, kan du udskifte dem med filtre, der giver et løft i henholdsvis bassen, diskanten eller mellemtone og diskant.
Der er naturligvis en kontrol/mikrofon på kablet til at styre afspilningen på mobilen. Der er også en omskifter, der kan vælge imellem styring af iOS og Android – smart. Selve kablet er af en lækker, flettet “audiofil” type.
Lyden af AKG N5005
Ud fra den meget snak om neutralitet var forventningen, at AKG N5005 ville lyde fladt. Og de er da også i særklasse fri for betoninger og maskeringer. Men fladt er på ingen måde det samme som tyndt. Faktisk er bassen lige så dyb og fyldig, som man ville forvente af et sæt velvoksne over-ear hovedtelefoner. Dog ikke med helt samme fornemmelse af fysisk vibration i kraniet.
Det, der især gør indtryk, er den renhed, som AKG N5005 går til opgaven med. Der er hul igennem på en måde, som jeg ikke var klar over at have manglet tidligere! Det klæder først og fremmest sangstemmer fremragende. På koret i indledningen til “Right Hand Man” fra Hamilton kan man med lethed udpege de enkelte sangstemmer. Og hver stemmes særpræg står klart og velartikuleret frem – uden at det forstyrrer muligheden for at nyde klangen af highhatten.
Manglen på forvrængning betyder også, at andre led i kæden afsløres nådesløst. Såsom forskellen på cd-kvalitets-streaming fra Tidal og de samme numre i 192 kB komprimeret udgave fra Spotify.
Da man får lyden lige ind i øret, er der ikke noget stereoperspektiv som med højttalere. Men på live-optagelser med to mikrofoner (de er sjældne) eller med kunsthovedstereo (de er endnu sjældnere) bliver man hensat til begivenheden.
Den ekstreme frihed fra farvning og forvrængning er noget, man associerer med professionelt monitorgrej. Og AKG N5005 har også kvaliteterne til monitorering, selv om jeg har svært ved at forestille mig en professionel situation, hvor man vælger at kontrollytte via hørepropper.
Men det er heldigvis ikke det hele. Gang på gang under testningen måtte jeg konstatere, at jeg fuldkommen havde glemt at teste
– og i stedet “bare” lyttede til musikken. For med så kort vej til begivenhederne er det let at fortabe sig. Og det er ikke nogen dårlig ting! At man kan tage fortabelsen med sig overalt, er dér, hvor AKG N5005 kommer til deres ret over for større hovedtelefoner.
Det er nemt at finde in-ear hovedtelefoner, der kan konkurrere på prisen, men antallet af direkte konkurrenter er begrænset. AKG har sikkert skævet til Beyerdynamic Xelento Remote, der også byder på fremragende lyd, men ikke har samme muligheder for finjustering – og heller ikke Bluetooth-adapter.
Konklusion
AKG N5005 er ikke nogen metervare, og de færreste vil komme til at skrue de kostbare kapsler ind i øregangene. Men for dem, der gør, venter der en oplevelse, som matcher den hårrejsende pris.
Det kan virke absurd at give så meget for så lidt, når man kan få kæmpestore over-ear-modeller for de samme penge. Men N5005 kan i kraft at størrelsen give dig high-end-lyd overalt. Muligheden for at fintrimme lyden med filtre og navnlig den “gratis” Bluetooth-adapter gør dem til et endnu bedre køb.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer