Desværre er det meste ved disse hovedtelefoner plastic, og wow-følelsen vil ikke rigtig indfinde sig. Ledningen er ganske vist flad, men både tynd og smal, hvilket gør den slatten og får den til at føles skrøbelig. Den har også en irriterende evne til at sno sig.

Præcis som hos Denon har man valgt mælkehvide ørepropper og kombinationen sort, hvid og sølv bliver lidt for meget af det gode. I pakken ligger et etui, også det i plast, til opbevaring samt fire ekstra par mælkehvide propper. Du får også et par i sort i et skumlignende materiale, som er betydelig mere behageligt for ørerne, og som gør lydlækage ind og ud mindre. Vælger du at skifte til disse sorte propper, bliver udseendet også mere homogent.

Lyden
Der er ingen direkte fejl ved lyden, men den er dæmpet, kedelig og uengageret. Violinerne i Vivaldis “Foråret” kommer ikke til deres ret, og Mikael Wiehe lyder træt og slidt. Bassen, som skulle sparke gang i andet vers af “Den jag kunde va”, savner punch.

Jeg fortsætter med “Everything”, der plejer at få mine ører til at le. Bublé har en varm, blød og sensuel stemme, men det fremgår desværre ikke med denne model. Jeg trykker skumpropperne længere ind i ørerne og giver hovedtelefonerne en sidste chance. Ganske vist bliver bassen tydeligere, og muligvis fremtræder tonerne i øvre mellemregister mere detaljeret, men det er ikke nok til at havne i toppen blandt hovedtelefoner i denne prisklasse.

Konklusion
Ultimate Ears 400vi er bekvemme hovedtelefoner, men selv om de ikke er de dyreste i testen, er de heller ikke de billigste, hvilket gør, at man forventer både bedre kvalitet og bedre lydoplevelse. Det er ikke så let at sætte en finger på, hvad det er, der savnes i lydbilledet, men jeg vil kalde det spilleglæde, engagement og følelse. Bassen savner tryk, mellemregisteret (hvor de fleste stemmer ligger) er hårdt, og diskanten bliver aldrig så luftig, som man kunne ønske. Det her er ikke ultimativt, hvis du spørger mig.