Det er ikke alle, der har lyst til at bruge hørepropper, når de hører musik i toget eller på gader og stræder. Nogle synes, det ubehageligt at have noget, der går ind i øregangene. Andre mener, at de meget større drivere i hovedtelefoner giver bedre lyd for pengene. Men man vil stadig gerne have, at hovedtelefonerne kan være i tasken, og ledninger er der ingen, der gider rode med mere. Så er trådløse “street-hørebøffer” perfekte til formålet.
Sidste år testede vi hovedtelefoner i mellemprisklassen, som giver rigtig god lyd uden at være forfærdelig dyre. Men det er ikke alle, der vil bruge flere tusind kroner, eller måske er man bange for, at de går i stykker eller bliver stjålet. Derfor går vi i år ned i budgetklassen, hvor vi holder os under 1.000 kroner. Man får stadig fordelene ved formatet og friheden.
Hvad får man ikke?
De fleste hovedtelefoner i testen understøtter kun SBC, som er standard-codec’en for lyd via Bluetooth. Bedre lydkvalitet som AAC er mere usædvanligt, og ingen af dem understøtter det endnu bedre apt-X-format.
Man kan heller ikke forvente nogen særlige funktioner. Hverken støjreduktion til at gøre turen mere behagelig eller lokalisering, som bliver mere og mere almindeligt på dyrere hovedtelefoner. Deraf følger også, at ingen af dem har nogen smartphone-app. Her kunne man ellers opdatere softwaren i hovedtelefonerne, og frem for alt ville man have adgang til en equalizer til at justere lyden.
Batterilevetiden i testen er i gennemsnit ca. 20 timer, hvilket ikke længere er så imponerende. Dyrere hovedtelefoner ligger i dag på op til 30 timer takket være mere strømeffektiv teknologi.
De fleste hovedtelefonerne har Micro USB-opladning – en ældre standard, der er erstattet af USB-C på moderne smartphones. Det betyder ikke alene, at man skal have to forskellige opladere, men også at hovedtelefonerne ikke kan hurtigoplades.
Hvis det er kompromiser, der virker okay, er det her testen for dig. Ellers anbefaler vi sidste års test.